Annonce
Sport

Liverpool vinder europæisk Super Cup efter straffespark

Kemal Aslan/Reuters
Stillingen var 2-2 efter den forlængede spilletid, så straffespark blev afgørende, da Liverpool slog Chelsea.

Champions League-vinderne fra Liverpool kan sætte sæsonens første trofæ ind i pokalskabet.

I den europæiske Super Cup mod Europa League-vinderne fra Chelsea vandt Liverpool efter straffesparkskonkurrence på Besiktas Park i Istanbul.

Den unge angriber Tammy Abraham blev skurken for Chelsea, mens målmand Adrian blev helten for Liverpool.

Liverpool havde scoret på sine første fem spark, og Abraham var tvunget til at score for at holde kampen i live.

Hans forsøg næsten midt i målet blev reddet af Adrian, der vogtede buret i skadede Alisson Beckers fravalg.

Chelsea-målmand Kepa havde inden det hånden på to Liverpool-forsøg, men ikke kræfter nok til at forhindre bolden i at gå i mål på sparkene.

Den ordinære spilletid endte 1-1, og i den forlængede spilletid scorede begge hold igen, så stillingen var 2-2 efter 120 minutter.

Kampen blev ledet af franskmanden Stephanie Frappart, og hun blev dermed den første kvinde til at fløjte en stor europæisk fodboldfinale for mænd under Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa). Den opgave løste hun upåklageligt sammen med videodommersystemet (VAR).

Fra starten tegnede sig et billede af, at Chelsea-spillerne var mest motiverede - måske for at revanchere det ydmygende 0-4-nederlag til Manchester United i weekenden.

Liverpool-målmand Adrian, der vogter buret grundet en skade til førstevalget Alisson Becker, blev hurtigt sat på arbejde. Sammen med træværket holdt han Chelsea fra at score indtil ti minutter før pausen.

Her blev Liverpool-forsvaret atter fanget i ubalance. Christian Pulisic fandt en fri Olivier Giroud med en fremragende aflevering, og franskmanden sparkede bolden fladt i mål.

Inden pausen kunne det være blevet 2-0, men med hjælp fra VAR blev en scoring af Pulisic annulleret for offside.

Liverpool var tandløse i første halvleg, men holdet fandt melodien i anden halvleg og udlignede allerede efter to minutter.

Tæt under mål spillede netop indskiftede Roberto Firmino angrebskollega Sadio Mané fri, og senegaleseren fik skovlet udligningen i kassen.

I modsætning til første halvleg havde Chelsea svært ved at få spillet til at hænge sammen.

Et kvarter før tid måtte Chelsea-målmand Kepa diske op med en formidabel dobbeltredning for at forhindre et føringsmål til Liverpool.

Siden fik Chelseas Mason Mount et mål annulleret for offside, mens Sadio Mané brændte en god mulighed i den anden ende. Fem minutter før enden på den ordinære spilletid blev en ret anonym Andreas Christensen skiftet ud for Chelsea.

Den forlængede spilletid var kun fem minutter gammel, da endnu et samspil mellem Roberto Firmino og Sadio Mané gav et mål. Senegaleseren drejede bolden helt op i målhjørnet.

Chelseas modsvar kom prompte. Målmand Adrian lavede et klodset straffespark, og Jorginho udlignede sikkert til 2-2 fem minutter efter Liverpools føringsmål.

På trods af flere muligheder skulle kampen afgøres i straffesparkskonkurrence. Her var Liverpool-skytterne og målmand Adrian stærkest.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Vores naboers mismod tiltager konstant

Allerede før første stolpe var sat, skabte det danske vildsvinehegn tysk mismod . Her er det en udbredt opfattelse, at der er tale om en camoufleret grænsemur. Anlægget bliver kædet sammen med den danske indrejsekontrol og skaber hos vores naboer billedet af et land, der ønsker at isolere sig. Nu er hegnet færdig, og alt er meget værre. Det viser sig, at hegnet er en dødsfælde for vildtet. Billeder af kvæstede og dræbte dyr fylder tyske, sociale platforme og traditionelle medier. Selv landsdækkende tv har haft indslag. Med tysk logik er hegnet ubegribeligt. Naboerne påpeger ganske korrekt, at afspærringen ikke er nogen garanti for, at den afrikanske svinepest ikke når vores breddegrader. Vildsvin kan snige sig over i de passager, der er skyldes veje og vandløb. Samtidig er dyrene fremragende svømmere, der let kan krydse Flensborg Fjord. Endelig udgår den største smittefare ikke nødvendigvis fra vildsvin, men fra mennesker. Hvis en inficeret, polsk kødpølse på en eller anden vis havner i danske dyrs fødekæde, er skaden sket. Alle disse indvendinger er ubestrideligt rigtige. Og så må der vel stikke noget andet under, konkluderer førnævnte, tyske logik. Vi er hidtil ikke lykkedes med at forklare, at der i høj grad er tale om en mentalhygiejnisk foranstaltning. Danske landmænd og fødevaresektorens mange ansatte kan sove lidt roligere, fordi der trods alt er rejst en barriere mod smitten. Samtidig sender vi et signal til de udenlandske markeder om, at vi bekymrer os om fødevaresikkerheden. Da dette budskab tilsyneladende er usælgeligt hos vores naboer, kan vi i det mindste begrænse skaden. Derfor er det fint, at der nu træffes foranstaltninger, som skal begrænse faren for yderligere skader på vildt. Men samtidig må det være tilladt at undre sig over, at ingen havde forudset problemet. Så var vi nok stadig blevet stemplet som nationalister. Men vi var i det mindste sluppet for beskyldningen om, at vi slog Bambis mor ihjel.

Annonce