Annonce
Tarm

28-årig mand omkom i solouheld onsdag morgen: Blev erklæret død på stedet

Årsagen til uheldet er fortsat ukendt. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Dejbjerg: En soloulykke tidligt onsdag morgen fik en tragisk udgang for den mand, der var involveret.

Midt- og Vestjyllands Politi beretter onsdag eftermiddag, at der er tale om en 28-årig mand fra Jelling.

Af uvisse årsager kørte manden i sin varebil af kørebanen på Ringkøbingvej ved Dejbjerg, hvorefter bilen kørte i grøften og ud på en mark, hvor den trillede rundt. Det fortæller lokalpolitiet i Ringkøbing.

- Der er ikke noget, som tyder på, at der er blevet foretaget en undvigemanøvre. Det ser man nogle gange, hvis der for eksempel har været et rådyr, der er løbet ud på vejen, siger vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi, Henrik Nielsen, til Ritzau.

Henrik Nielsen fortæller videre, at der rutinemæssigt er udtaget blodprøve fra den afdøde, og at der skal foretages et retslægeligt ligsyn af den 28-årige mand, ligesom en bilekspert skal foretage undersøgelser af uheldet i forsøget på at finde en forklaring på ulykken.

Det var en forbipasserende, der slog alarm til politiet klokken 4.37, da vedkommende så den forulykkede bil ved siden af vejen. Da ambulancen nåede frem, blev der forsøgt genoplivning af manden, dog uden held, og han blev erklæret død på stedet.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Sørgelig sag fik det rette udfald

Sagen er helt igennem sørgelig. Men det kunne ikke være anderledes. Naturligvis måtte den danske stat ikke lade et lille barn gå til grunde i en lejr i Syrien, efter såvel barnets somalisk-danske mor som faren tilsyneladende er blevet dræbt. Derfor er den 11 måneder gamle dreng nu blevet hentet til Danmark, hvor han forhåbentlig får en god fremtid sammen med sine slægtninge. Både drengens mor og far har haft tilknytning til Islamisk Stat. Sagen er den bedst tænkelige illustration af det idioti, disse fanatikere er besat af. Deltagelse i terror er i sig selv utilgivelig. Men det er komplet ubegribeligt, at forældre også er parate til at ofre deres eget barn for en tåbelig sag. Netop dette er jo konsekvensen af at medbringe børn eller sætte dem i verden i det helvede, Islamisk Stat lykkeligvis kun for en kort periode kunne etablere i Mellemøsten. Vi skal i sådanne sager være humane, men med kraftige forbehold. For den danske stat er der uanset farven på de pågældendes pas ingen grund til at gøre sig synderlige anstrengelser for at hente andre IS-terrorister til landet. Det gælder også for de pågældendes børn, med mindre ganske særlige forhold gør sig gældende. Det var tilfældet for den lille dreng samt i en tidligere sag, hvor en hårdt kvæstet 13-årig dreng i juni blev evakueret fra en interneringslejr. Alternativet havde formentlig i begge tilfælde været børnenes død. Det må vi ikke medvirke til. Dansk Folkeparti lufter mistanken om, at det reelt ikke er muligt at kontrollere, hvorvidt den lille drengs forældre faktisk er afgået ved døden. I lyset af de kaotiske forhold i Syrien er denne skepsis begrundet. Men skulle for eksempel moren senere vise sig at være i live, bør det på ingen måde berettige hende til en fribillet retur til Danmark. Flere medier har bragt historier om tidligere IS-terrorister, der angiveligt bittert har fortrudt og nu vil retur til Danmark. Til dem er beskeden: Alle valg i livet har konsekvenser, og I er ikke velkomne.

Annonce