Annonce
Esbjerg

Lodsejer hiver advokat ind i sag om Ribes Mølledam: Det er en farce

Især om sommeren er Mølledammen på hver side af Dagmarsbroen ved at gro til. Nu har lodsejer sat en advokat på sagen for at finde en løsning på, hvordan man sikrer et blankt vandspejl i Ribe. Arkivfoto: Stine Lindhardt Pedersen
Ole Jørgensen fra Ribe, der har adresse ned til den omstridte Mølledam, mener sagen om det lille stykke vand er gået for langt. Han har nu sat egen advokat på sagen for at se, hvilke muligheder man som lodsejer har, når kommunen efter hans mening ikke overholder gældende lovgivning.

Ribe: Lodsejer Ole Jørgensen fra Dagmarsgade mener sagen om kommunens manglende grødeskæring i Mølledammen er kommet så langt ud, at han nu har sat en advokat på sagen.

Ole Jørgensen, der står bag virksomheden Invactor og er tidligere ejer af Ribe Maskinfabrik, flyttede i 2007 ind i et hus i Dagmarsgade, og fik derved grund ned til Mølledammen. Han havde en jolle og anlagde en bådebro, men har haft vanskeligt ved at bruge nogen af delene, fordi der hvert år blot er kommet mere og mere grøde til. Ole Jørgensen, hustruen Solveig Jørgensen og to andre lodsejere gik for alvor ind i sagen for to måneder siden, og advokaten er nu i gang med at finde ud af, hvad lodsejerne kan gøre, og hvilke muligheder, man har i sagen.

Ole Jørgensen er især ramt på, at kommunen ikke overholder den lovgivning, de som vandløbsmyndighed er sat til at forvalte, og han fatter ikke, at et 300 meter vandløb pludselig virker så livsvigtigt, at det vil være altødelæggende for al Danmarks natur at rense det, når det i 800 år er passet uden problemer.

- Jeg har ikke bedt om en rapport på 134 sider og en konsekvensvurdering. Jeg beder bare om, at kommunen overholder loven og det vandløbsregulativ, der siger, at Mølledammen skal oprenses to gange årligt. Det sker ikke, og det er en farce, at det er kommet så langt ud, siger Ole Jørgensen og henviser til et regulativ, der siger to gange årligt inden 20. juni og 1. september.

Annonce

19 vandløb

Fredag 6. december meldte Esbjerg Kommune ud, at en intern undersøgelse viste, at 19 vandløb ikke er vedligeholdt efter planer og regulativer.

Mølledammen er ikke en del af listen med de 19 vandløb, men Esbjerg Kommune forklarer, at flere vandløb med mangelfuldt vedligehold kan være på vej.

Ingen logik

Bag seneste rapport står konsulentfirmaet Orbicon. De vurderer, at man ikke kan fjerne grøden, fordi det vil være skadeligt for områdets naturtyper. Rapporten siger samtidig, at fordi der ikke har været skåret grøde i hele bassinområdet i mere end 19 år, har vegetationen i Mølledammen haft fred til at udvikle et uforstyrret plantesamfund, og Esbjerg Kommune har indtil videre forklaret sig med, at man blot fortsætter en praksis fra det tidligere Ribe Amt om, ikke at fjerne grøden.

Den forklaring giver Ole Jørgensen dog ikke meget for.

- Regulativet siger to årlige oprensninger. Det er altså loven, og det bør ikke være et fortolkningsspørgsmål. Som virksomhedsejer kan jeg jo heller ikke overtage en virksomhed, der har begået noget ulovligt, og så køre videre med henvisning til, at jeg blot fortsætter den praksis, der var foregået tidligere. Det kan man jo ikke, men det er det, jeg oplever, at kommunen gør nu, siger Ole Jørgensen, der ikke tør tænke på, hvor mange penge, der er brugt på konsulenter, rapporter og mandetimer i sagen.

- Nu bruger vi så også vores egne penge på det. Det kan ikke være rigtigt, men hvis forvaltningen kører deres eget løb ved siden af lovgivningen, så må vi jo også gøre det, siger han og undrer sig.

- Men hvordan regner forvaltningen med, at man har holdt Mølledammen helt ren for grøde tidligere og haft et blankt vandspejl? Ved kun at skære grøde i renden? Skulle resten af Mølledammen så bare have passet sig selv? Hvis den almindelige borger ikke overholder regler og regulativer, så får man besked på at rette ind, men når det er kommunen selv, får det bare lov at fortsætte. Jeg synes logikken er svær at få øje på, siger Ole Jørgensen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Erhverv

Kalmar-huse reddet fra konkurs

Leder For abonnenter

Godda' mand solcellelov

Lovgivningsdanmark har vundet endnu en sejr. Med et hidtil uset krav til bureaukrati og dokumentation er det lykkes at bremse stor set alle landets kommuner i at få oprettet solcelleanlæg i forbindelse med kommunale bygninger og derved bidrage til den grønne omstilling. Og tillykke med det. For grundet en i særklasse ubegrundet og uigennemskuelig lovgivningsjungle er det nemlig lykkes at gøre kommunale solcelleanlæg til egentlige forsyningsvirksomheder med deraf følgende krav til selvstændige bestyrelser, regnskabsaflæggelse og meget andet af det, som i stigende grad DJØF'iserer denne nation. Alt sammen krav, der æder gevinsten ved og idéen med disse anlæg. Resultat: Flere steder er eksisterende kommunale solcelleanlæg lukket ned, ligesom planer om anlæg er droppet. Lige så uigennemskueligt er det, hvorfor så regionernes sygehuse, der jo er akkurat lige så offentlige, er fritaget for dette nonsens, og ingen kan give en bare nogenlunde gangbar forklaring. Begrundelserne er det rene volapyk og et eksempel på, hvad der sker, når lovgivningsmaskinen snurrer, uden at nogen griber ind med brugen af deres sunde fornuft. Lad os håbe, at den for tiden ganske tavse klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) også ser dette som en vanvittig indretning, i hvert fald ligger der lige til højrebenet her serveret en sag, som man skal være godt dum for ikke at spark i mål. Især når man skal være instrumental i en regeringssatsning, som ingen har bare den fjerneste idé om hvad ender med at koste. Sådan er det nemlig med det fromme ønske om at reducere nationens menneskeskabte CO2-udledning med 70 procent i forhold til 1990-niveau inden 2030. Man ved end ikke, om det overhovedet kan lade sig gøre, men man ved, at det bliver utroligt dyrt. Her står vi med en sag, der, som megen anden klimasnak, ikke er fugle på taget, men miljøgevinster lagt lige i hånden på Dan Jørgensen, hvis han ellers vil tage imod dem. Lad os få fjernet disse bureaukratiske forhindringer - hellere i dag end i morgen.

Kolding

Genoptager omdiskuteret samarbejde: Konsulenter på resultatløn skal igen finde besparelser på udsatte borgere

Annonce