Annonce
Esbjerg

Lodsejer om Facebook-kollaps: Det er da ikke 1. april

Der er skuffelse på Esbjerg Rådhus og selvsagt også blandt lodsejere ved Andrup. Foto: Chresten Bergh

En af de 13 lodsejere, som avisen har talt med, havde onsdag aften endnu intet hørt fra Facebook og fastholdt derfor, at han stadig har en aftale.

Esbjerg: Med hus og en grund på cirka 18.000 kvadratmeter bor Knud Braad Thomsen i det område i det østlige Esbjerg, hvor Facebook indtil onsdag ville opføre Danmarks største datacenter. Hans ejendom er dermed placeret på den godt to millioner kvadratmeter store grund, hvor tech-giganten gennem et år har haft planer om at bygge.

Knud Braad Thomsen ønsker ikke at sige ret meget, idet han henviser til den mundkurv, som alle berørte lodsejere i området er blevet udstyret med fra Facebook.

- Jeg har intet hørt fra Facebook om, at man vil trække sig, så jeg henholder mig til, at aftalen fortsat er gældende. Det er da ikke 1. april, siger Knud Braad Thomsen.

Når Facebook til syvende og sidst ender med at skuffe Knud Braad Thomsen og de i alt 12 andre lodsejere i området, inklusive Esbjerg Kommune, er det ikke første gang, det sker.

Cirka ti lodsejere i områdets sydlige del stod til at score ganske betydelig provenuer på deres ejendomme for at gøre plads til Facebooks datacenter, og flere af dem havde droppet pligterne med at male huset, slå græsplænen og klippe hækken, fordi de skulle flytte.

Men i august sidste år fik de til deres store overraskelse fra Facebooks repræsentant i rådgivningsvirksomheden Cowi en nedslående besked om, at den amerikanske tech-virksomhed alligevel ikke skulle bruge deres jord. Istedet fokuserede Facebook på den nordlige del af området.

Lodsejerne mente imidlertid, at de havde indgået mundtlige aftaler med Facebook, så de dermed i det mindste kunne få ti procent af den samlede købesum på deres ejendomme. Men lodsejerne fik aldrig deres vilje, og det seneste er, at de har ønsket, at Esbjerg Kommune nu køber deres ejendomme.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce