Annonce
Tønder

Lokal automobilforhandler scorer initiativpris

Maibritt Jacobsen, næstformand i BHJ Fonden, flankeret af prisvinderne 2017: Helle Falkenberg, Sønderborg Kommune på vegne af Bachmanns Teglværk i Nybøl, og Peter A. Petersen, Emmerske Biler ved Tønder. Foto: Gwyn Nissen, Der Nordschleswiger

Peter A. Petersen, Emmerske Biler, var fredag en af to modtagere af BHJ Fondens initiativpris, der er en anerkendelse for en ekstraordinær indsats for at skaffe praktikpladser og hjælpe udsatte borgere ind på arbejdsmarkedet.

EMMERSKE: - Det havde jeg ikke lige set komme.

Sådan lyder kommentaren fra Peter A. Petersen, manden bag Emmerske Biler, der fredag var en af to modtagere af BHJ Fondens initiativpris.

Prisen uddeles hvert år i samarbejde med Udviklingsråd Sønderjylland (URS), og i år var der specielt fokus på virksomheder, der gør en ekstra indsats for at udvikle medarbejdere og har succes med at etablere praktikpladser eller integration.

Når Peter Petersen var en af to prismodtagere, var det en anerkendelse af en lang række tilfælde, hvor han og virksomheden i tæt samarbejde med Jobcentret i Tønder har hjulpet med at sluse udsatte borgere ind på arbejdsmarkedet. Derudover er Emmerske Biler initiativtager til en mentoruddannelse, der er udbredt til mange af kommunens virksomheder.

- Det startede som et pilotprojekt for fire-fem år siden. Nu er der uddannet omkring 80 mentorer, der gennem et kursus også på meget lavpraktisk niveau har fået vejledning i, hvordan man håndterer udfordringer og hjælper udsatte borgere videre, fortæller Peter Petersen.

Han glæder sig specielt over, at der ved prisuddelingen fredag på Ecco Centret i Tønder var repræsentanter fra flere andre kommuner.

- Forhåbentlig kan det være med til at sprede budskabet, for det er så vigtigt, at vi alle går samarbejdets vej og taler sammen, og vi dermed undgår at lave spøgelser for hinanden, siger Peter A. Petersen.

Annonce

BHJ Fonden

BHJ Fonden blev stiftet i 1983 som en erhvervsdrivende fond under navnet BHJ Gruppens Fond.Hovedformålet var at understøtte de virksomheder, der tilhørte fødevarevirksomheden BHJ Holding A/S.

Ved salget af BHJ-virksomheden i 2004 mistede fonden sit hovedformål, og de tre stiftere Svend Beck, Peter Holm og Vagn Jacobsen omdannede fonden til en almen fond.

Det er BHJ Fondens vision gennem sit virke at bidrage til at fremme udviklingen i Sønderjylland..

I år var det femte år i trækm, at BHJ Fondens Initiativpris blev uddelt i sammenhæng med UdviklingsRåd Sønderjyllands Årsdag.

Hjælp til de unge

Årets anden prismodtager var Bachmanns Teglværk i Nybøl, der har haft succes med at dække behovet for arbejdskraft gennem særlige indsatser for integrationsborgere.

Priserne blev uddelt af næstformanden i BHJ Fonden Majbritt Jakobsen. Ved overrækkelsen sagde hun blandt andet:

- BHF Fonden vil gerne anerkende Emmerske Biler ved Peter Petersen for hans initiativrigdom og handlekraft for at få adgang til arbejdskraft. Men også for hans virke i Tønder Kommune for at mennesker og virksomheder trives.

Ud over æren, en buket blomster og rosende omtale fulgte med årets prisuddeling også en check på 35.000 kroner til hver af de to modtagere. Hvad pengene skal bruges til i Emmerske, er endnu ikke afgjort.

- Jeg tror, det bliver noget, der kan hjælpe nogle unge mennesker, der har det svært med at komme ind på arbejdsmarked. Det ville være oplagt, for vi har brug for dem, siger Peter A. Petersen.

Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Et ja er et ja og binder alle partier i et forlig

Seks partier står bag. Seks partier fra Dansk Folkeparti til SF gik sammen og fik forhandlet et budget hjem – fint og uden de store problemer i øvrigt. For modsat naboerne i Haderslev og større kommuner som Kolding og Esbjerg er der styr på økonomien i Aabenraa. Ikke store og uhyggelige besparelser på børn, unge og ældre her. Tværtimod blev der råd til blandt andet at give skolerne lidt ekstra. Det var dog også helt nødvendigt. Penge til de ældre var der ikke, og det har fået kommunens seniorråd til i et høringssvar til budgettet at komme med dette krav til politikerne: Send flere penge, tak. ET NATURLIGT KRAV, for det er jo nærmest det, rådet er dannet for. At skabe så gode betingelser for kommunens ældre som muligt. Herunder at forlange flere penge i forbindelse med budgetforhandlinger. Kravene bliver ikke efterkommet, selv om byrådets populist par excellence, viceborgmester Ejler Schütt, selvfølgelig ikke kunne dy sig. Jamen, det må vi da se på, lød det sammenfattende fra DF’eren til jv.dk og JydskeVestkysten i begyndelsen af ugen, da vi skrev om Seniorrådets ønsker, og han understregede sin pointe ved at foreslå et møde i forligsgruppen inden for et par uger. Hvorfor sige nej til politisk sympati fra nogle vælgere, når muligheden nu bød sig? Nej vel, dertil er Ejler Schütts politiske næse alt for veludviklet. TIL GENGÆLD VAR der ikke megen respekt eller sympati at hente hos borgmester Thomas Andresen (V). – Undskyld mig, men hvor skal pengene komme fra, lød det nærmest arrigt fra borgmesteren, der bestemt ikke ser nogen anledning til at indkalde forligspartierne igen. Socialdemokratiets nye gruppeformand og nyudnævnte borgmesterkandidat, Erik Uldall Hansen, lod sig ikke friste. Også han står bag det forlig, partiet har givet og taget i. Selvfølgelig gør han det. – Vi har valgt, at børnene og folkeskolerne skulle have, sagde Uldall Hansen som begrundelse. Godt for det. Et ja er et ja, og et forlig er et forlig. Det ville tendere det useriøse at genåbne budgettet, blot et par uger efter det blev underskrevet, fordi man lige kom i tanke om, at der var nogle vælgergrupper, der ikke havde fået. Som om de var glemt. SÅDAN KAN DET POLITISKE arbejde ikke foregå. Nok er den økonomiske situation i Aabenraa fin, nok er der råd til lidt ekstra i 2020, men Aabenraa var for omkring et årti tilbage igennem store og voldsomme besparelser, og en gentagelse af dengang ønsker ingen i byrådet. Slet ikke ved at ødsle i gode tider. Derfor får Seniorrådet et klart nej til sine ønsker om flere penge. Og Schütt må naturligvis stå bag det forlig, han på sit partis vegne har indgået med Venstre, Socialdemokratiet, Slesvigsk Parti, De Konservative og SF. Eller vælge at træde helt ud. Borgmesteren behøver ikke DF’s stemmer i byrådssalen. Men så langt går Ejler Schütt selvfølgelig ikke, og det var heller ikke tanken bag hans udmeldinger. Han fiskede såmænd bare efter lidt sympati. GOD WEEKEND

Annonce