Kolding: Børnebogsforfatter Karen Filskov, der bor i Kolding, er klar med sin nyeste bog. Karen Filskov udgiver den 8. september sin nye bog med titlen ”Det sner med fjer”.
Forfatteren har skrevet en ny samling figurdigte, denne gang om fugle fra hele verden. Bogen henvender sig både til børn i skolealderen og andre mennesker, der er nysgerrige på fugle.
- Da jeg skrev fugledigtene, blev jeg opmærksom på, at en del temaer i fuglenes verden ligner nogle, vi kender fra vores eget liv, ja, at vi faktisk kan spejle os i dem - og den tanke er jeg meget fascineret af, fortæller Karen Filskov og fortsætter:
- Bogen handler altså ikke kun om fugle, vi kommer også til at tænke over, hvordan vi selv har indrettet os.
Bogen indeholder 32 detaljerede figurdigte, der hver især forestiller den fugl, som digtet handler om. Digtenes form lægger op til at læse på en intuitiv måde, så man må holde tungen lige i munden og prøve sig frem for at komme igennem de til tider labyrintiske fuglefigurer.