HOVBORG: - Vi bestemmer jo egentlig selv, hvor god vores brugs skal være.
Kurt Smidt er en af de mange borgere i Hovborg, som på Facebook har blandet sig i debatten om byens brugs, efter JydskeVestkysten kunne fortælle, at formand Søren Ramsgaard har appelleret til borgerne om at handle noget mere lokalt, hvis butikken skal overleve.
Smidt gør med sit lille ord "vores" opmærksom på, at brugsen tilhører borgerne, at borgerne har ansvaret for butikkens fremtid, og at de altså handler hos sig selv, og ikke hos en eller anden fremmed kæde.
- Det handler jo om at få gang i den rigtige spiral. Jo mere vi handler i vores allesammens skønne brugs, jo større chancer har vores brugs for til stadighed at have de varer, vi efterspørger.
Kurt SmidtJo mere vi handler i vores allesammens skønne brugs, jo større chancer har vores brugs for til stadighed at have de varer, vi efterspørger.
Connie Skovbjerg håber ligeledes, at folk vil bakke op om brugsen og sender på Facebook: "en lille forstyrrelse til dig, der gerne vil bo i Hovborg, men hellere vil handle et andet sted":
- Hvis vores butik var væk, skulle du starte bilen - nå ja, det er omkring 15 kr. pr. liter - for den liter mælk, du har glemt at købe. Du kan jo ikke sende børnene af sted på cykel. Hvorfor egentlig bo i Hovborg, hvis ikke indkøbsmuligheden har en værdi, der er værd at kæmpe for? Der er også de ældre, som nyder at gå på indkøb i brugsen. Det bliver tydeligere den dag, hvor man ikke kører bil på grund af sygdom eller alder. Og huspriserne falder, hvis butikken lukker, forudser Connie Skovbjerg og opfordrer borgerne til at "bidrage hver især".
Debatten
- Det er jo ikke nemt at handle der, når der ofte er mangel på de varer, man lige står og skal bruge. Simple dagligdags ting er en mangelvare. Glejbjerg og Starup Dagli’ Brugs har da i hvert fald en del på lager. Det er bare en træls køretur, når man ligesom jeg absolut skal glemme en ting eller fem, skriver Marianne Mutter Jensen på Facebook.
Også John Farmand Olsen vil hellere handle andre steder. Han skriver i debatten i facebook-gruppen Hovborg fra borger til borger:
- Jeg synes, priserne er for høje sat lidt efter, at der er en god kro samt en campingplads i byen. Jeg kører hellere til Hegnsvig brugs eller Vorbasse brugs, hvor udvalget er større, og priserne passer til en brugs.
Men Henry Pedersen er glad for sin lokale dagligvarebutik:
- Jeg er godt tilfreds med brugsen i Hovborg, og udvalget er efter min mening ok i forhold til butikkens størrelse. Priserne er steget, men det er der jo en grund til. Personalet i brugsen er meget venligt og betjeningen er særdeles tilfredsstillende.
Genvalg til bestyrelsen på generalforsamlingen
Formand Søren Ramsgaard og sekretær Edwin van Kouwen blev på Hovborg Brugs' årsmøde genvalg til bestyrelsen. 60 borgere deltog i mødet, hvor Benny Jensen var ordstyrer.