Annonce
Sydjylland

Lokal landsforening om brud på transportlov: - Vi har handlet i god tro

Fyns Politi har tiltalt 11 vognmænd og speditører for brud på regler gældende indenfor transport af smågrise. Foto: Anne Myrup Pedersen/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix
Landsforeningen SamMark er overbevist om, at transportørerne, som Fyns Politi har tiltalt, har handlet i god tro. Dette kan Fødevarestyrelsen ikke nikke genkendende til.

Transport: 11 danske vognmænd og speditører er blevet tiltalt af Fyns Politi for 1011 tilfælde af brud på reglerne for, hvordan dyr må transporteres i lastbiler, når transporten tager mere end otte timer. Det skriver DR Fyn.

Med hovedsæde i Haderslev mener landsforeningen SamMark, som repræsenterer eksportører af smågrise, ikke, at anmeldelserne er legitime, da de tiltalte ifølge foreningens formand har handlet i god tro.

- Praksis har været, at når en kørsel er slut, så er informationen om turen sendt til Fødevarestyrelsen. Fødevarestyrelsen har ikke handlet på den indleverede information, hvilket giver transportørerne indtrykket af, at de har levet op til reglerne, fortæller Lisbet Hommelhoff, formand for SamMark.

Veterinærchef hos Fødevarestyrelsens VeterinærSyd, Signe Hvidt-Nielsen mener ikke, at der er meget at diskutere, da det ifølge Fødevarestyrelsen er transportørenes ansvar at tage hånd om de dyr, de transporterer ud af landet.

- Bare fordi de ikke er blevet politianmeldt i en periode og derfor har fået flere sager på en gang, så kan jeg ikke genkende, at det skulle give anledning til, at de skulle have handlet i god tro, siger Signe Hvidt-Nielsen.

Annonce

Sagen kort

  • Reglerne for transport af smågrise lyder på, at de skal hvile i et døgn efter 24 timers kørsel. Før dette må transportørerne ikke køre længere.
  • En logbog skal sendes til Fødevarestyrelsen senest to hverdage før afgangstidspunktet.
  • Senest en måned efter transportturen skal transportvirksomheden sende en returlogbog til Fødevarestyrelsen.
  • Fødevarestyrelsen har efter en gennemgang af sager fra 5. februar 2016 til 18. december 2018 fundet 1011 sager, hvor i alt 11 vognmænd og speditører har brudt reglerne.
  • Vejledende takster for en enkeltstående forseelse er 7000 kroner.
  • Fødevarestyrelsen har anmeldt dem til Fyns Politi, som har rejst tiltale imod pågældende. Sagen forventes at komme for retten i sommeren 2020.

Kilde: DR Fyn.

Lange ture skader dyrene

Ifølge DR Fyn handler de fleste anmeldelser om, at transporten af smågrisene har været for lange. Dog påpeger Lisbet Hommelhoff, at der ikke er tale om anmeldelser for brud på dyrevelfærdsloven.

- Vi er i branchen meget optaget af at have verdens bedste dyrevelfærd, fordi den dyrevelfærd er grundpillen i vores branche. Det er årsagen til, at omverden ønsker at købe danske smågrise, fortæller Lisbet Hommelhoff.

Dog går de lange transporttider ud over smågrisenes velvære. Det siger Britta Riis, direktør for Dyrenes Beskyttelse i en pressemeddelelse.

- Transport er meget stressende for grise og kvæg. Både sammenblanding, håndtering og bilens rystelser påvirker dyrene negativt. Når reglerne for transporttider og pladskrav så endda ikke overholdes, bliver dyrene yderligere belastet, fortæller Britta Riis.

Ifølge Dyrenes Beskyttelse blev 9,6 millioner grise sendt ud af landet på transportruter på over 8 timer i 2018. Det er næsten fem gange så meget som for ti år siden.

- Udviklingen med de lange dyretransporter viser tydeligt, at profitten vægtes højere end den gode dyrevelfærd, fortæller Britta Riis.

Flere kontroller

For at bekæmpe transportører, der ikke overholder reglerne forhøjer Fødevarestyrelsen nu antallet af kontroller fra 100 om året til 250 om måneden. Denne kontrolperiode har kørt siden 1. juli og fortsætter indtil den 1. januar 2020.

- Det her handler om, at vi skal sikre os, at alle overholder de regler, der forelægger på området, så der er lige vilkår for alle aktører på markedet, siger Signe Hvidt-Nielsen.

Hos SamMark ser Lisbet Hommelhoff intet problem i den forhøjede kontrol.

- Vi har ikke noget at skjule. Så vi er ikke bange for flere kontroller, så længe de foretages ordentligt, siger Lisbet Hommelhoff.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark For abonnenter

Skandalelæge sagde det var mavesyre: 11 dage senere fødte Kristine sin døde søn

Leder For abonnenter

JV mener: Udskriv en dosis sund fornuft i en fart

Udeblivelser er et regulært problem i sundsvæsenet. Fordi det er spild af de trængte velfærdsressourcer, når både højt specialiseret personale og dyrt udstyr må vente forgæves på en patient, der ikke dukker op på det afsatte tidspunkt. Derfor er det helt og aldeles håbløst, at et ufleksibelt system tidligere på året betød, at en succes på Kolding Sygehus måtte lægges i graven. Succesen var et forsøg, der gav patienter med en henvisning mulighed for selv at booke en tid til skanning fremfor blot at få stukket systemets tid ud. Forsøget fik antallet af udeblivelser til at falde fra i gennemsnit 14 om ugen til fire. Det viste sig nemlig, at fleksibiliteten betalte sig. At det for patienterne gjorde en forskel. Helt banalt i form af muligheden for at kunne booke en tid, som passede ind med øvrige gøremål. Og sikkert også i form af øget ansvarlighed. En tid, man selv har booket, er svær at udeblive fra. Et sådant forsøg skulle selvfølgelig ikke bare fortsætte, men bredes ud. Ikke bare til andre afdelinger på Kolding Sygehus, men på alle sygehuse. Skulle man tro. Men sundhedsloven er firkantet, og den foreskriver, at patienter skal have en konkret tid i hånden tre dage efter henvisningen. Altså levner loven ikke plads til patientens egen booking. Derfor døde forsøget. Trods et resultat, der uomtvisteligt var positivt for både patienter og sundhedsvæsen. Region Syddanmark skubber på for at få lov til at genoptage forsøget. Ros for det. Forsøget er i sin essens et eksempel på et sundhedsvæsen, der er til for borgerne og ikke det omvendte. Det bør derfor være en formsag for Sundheds- og Ældreministeriet at finde en gangbar vej gennem egne regler og bureaukrati, så patienterne igen kan tages med i planlægningen. Sundhedsloven sikrer vigtige patientrettigheder. Det er godt, og historien viser, at det er nødvendigt. Men det er et sygt sundhedsvæsen, der kvæler gode tiltag i et stift bureaukrati. Må sundhedsministeren reagere hurtigt: Der er brug for en dosis sund fornuft i en fart.

Esbjerg

Fødevarekontrol: For gammel frugt koster Brugsen i Bramming bøde på 30.000 kroner

Annonce