Kolding: Nu får Kolding snart et kæmpestort transport- og logistikcenter ved motorvejsafkørsel 65 ved Tankedalsvej med på sigt over 160.000 kvadratmeter lager- og logistikbygninger, parkering, restauranter, tankstation, opladere til Elbiler, chaufførhotel, vaskehaller og anden service.
Bag Hub 65, som transportcentret er døbt, står lokale Stender Innovation A/S, som netop har underskrevet en købsaftale med Kolding Kommune om 295.000 kvadratmeter jord til projektet. Betingelsen for købet er, at Kolding Byråd udarbejder og godkender den nødvendige lokalplan for projektet - men det er der efter alt at dømme ingen problemer i.
- Og ellers er alle grønne lamper tændt hele vejen rundt, konstaterer direktør Carsten Stender fra Stender Innovation A/S, som har lignende projekter undervejs i Solrød og Greve.
Helt optimalt
Beliggenheden i Kolding "i et rigtig stort vejkryds" er dog helt unik, påpeger direktøren.
- Transport- og logistikcentret får en perfekt placering tæt ved to motorveje. Herfra kan chaufførerne både komme videre nordpå, til Fyn og Sjælland og til Esbjerg og England. Det er helt optimalt, og det er sådan noget, som virkelig betyder noget for operatørerne, siger Carsten Stender.
Carsten Stender, direktør, Stender Innovation A/SVi må jo erkende, at varerne flytter ud på lagerreolerne i øjeblikket i takt med, at internethandlen stiger.
Han tvivler slet ikke på, at der er behov for mere lagerplads.
- Vi vil som udviklere tilfredsstille det behov, vi ser i markedet, og vi må jo erkende, at varerne flytter ud på lagerreolerne i øjeblikket i takt med, at internethandlen stiger. Og der er ved at være udsolgt i Fredericia med den enorme kapacitet, der er der, konstaterer Stender.
Hans virksomhed har - naturligvis - konkrete aftaler med investorer til de forskellige dele af centret.
- Men vi har jo ikke kunnet lukke dem helt endnu. Det kan vi først, når lokalplanen er endeligt på plads, forklarer Carsten Stender, som derfor heller endnu ikke kan fortælle mere detaljeret om konkrete delprojekter i Hub 65 og investorerne bag dem.
Det er planen, at Hub 65 åbner i 2022. Det samlede antal arbejdspladser vil afhænge af, hvilke varer bygningerne skal indeholde, men det er sandsynligt, at der på sigt bliver tale om 250 arbejdspladser og opefter, vurderer projektudviklerne, som i øvrigt har sikret sig muligheden for at købe 200.000 kvadratmeter tilstødende privat jord til udvikling af centret.
Borgmester Jørn Pedersen (V) har armene oppe over hovedet over transportcenterprojektet.
- Vi taler om den største handel med erhvervsjord i Kolding siden Kolding Storcenter, og det er et stort projekt med mange arbejdspladser i. Det vil styrke Koldings position som logistikcenter nummer ét i Danmark, og det skaber mulighed for udvidelser med beslægtede erhverv som for eksempel lastbilreparatører og hvad ved jeg, siger Jørn Pedersen.
I forbindelse med Hub 65 skal til- og frakørselsforholdene til motorvejen udvides for et ukendt tocifret millionbeløb, og en del af den regning lander hos Kolding Kommune. Det er kommunen i øjeblikket i forhandlinger med Vejdirektoratet om, oplyser borgmesteren.
Prisen og firmaet
- Prisen på de 295.000 kvadratmeter jord ved Tankedalsvej reguleres alt efter, hvad der bygges på den.
- Mindsteprisen er 14,75 millioner kroner, hvilket svarer til 50 kroner pr. kvadratmeter.
- Derefter lægges der 50 eller 100 kroner oveni pr. kvadratmeter alt afhængigt af, om der bygges lagerfaciliteter, tankstation, restaurant eller andet.
- Stender A/S er delt op i entreprise, innovation og projektudvikling og har mere end 30 års erfaring i branchen.
- Firmaet udvikler og bygger indenfor logistik, kontorer, domiciler, retail og boliger i hele Danmark. Firmaet har cirka 25 ansatte.