Corona: Nu begynder vaccinerne for alvor at komme. Sygehus Sønderjylland åbner derfor i samarbejde med Haderslev Kommune fredag den 9. april en ny, lokal vaccinationsklinik i Haderslev. Få uger senere, den 22. april, åbner en vaccinationsklinik i Vojens Hallerne.
De to steder er en del af de 24 lokale vaccinationssteder, der i løbet af de kommende uger åbner forskellige steder i regionen.
- Vi ved fra henvendelser, at borgerne er rigtigt glade for, at der nu kommer lokale vaccinationsklinikker, og det er også en del af den store udrulningsplan for vaccinationen af den danske befolkning. Der skal simpelthen noget kapacitet til, når vaccinerne for alvor begynder at komme, lyder det fra Mikkel Dybtved-Ntarampa Andersen, der er presseansvarlig for Sygehus Sønderjylland.
Åbent udvalgte dage
De lokale vaccinationssteder i Haderslev og Vojens vil i begyndelsen kun have åbent udvalgte dage og ofte med en-to ugers mellemrum mellem åbningsdagene. Formålet er at samle en større mængde vaccinationer på åbningsdagene, så vaccinationsindsatsen bliver så effektiv som muligt. I takt med de stigende vaccineleverancer vil der komme flere åbningsdage.
Stephanie Lose, regionsrådsformandAfstanden skal ikke være afgørende for, om man får sit vaccinationsstik.
- Afstanden skal ikke være afgørende for, om man får sit vaccinationsstik, så jeg er rigtig glad for, at vi nu kan fortælle, hvornår vi åbner de lokale vaccinationssteder. De bliver et godt, lokalt supplement til de store vaccinationscentre, der allerede findes, lyder det fra regionsrådsformand Stephanie Lose.