Annonce
Tarm

Lokale socialdemokrater betaler for deling af KD-kritisk artikel: Det er vigtigt at informere folk

De lokale socialdemokrater har betalt for at få en kritisk artikel med Kristian Andersen delt. Skærmbillede fra Facebook
Lokale socialdemokrater vil ikke skade Kristian Andersen med en kritisk BT-artikel - blot informere folk.

Ringkøbing-Skjern: "Tankevækkende".

Sådan skriver de lokale socialdemokrater om en artikel, som den lokale partiafdeling har delt på Facebook. Artiklen er fra BT og handler om den kristendemokratiske folketingskandidat Kristian Andersens tilknytning til Luthersk Mission under overskriften "KD-spidskandidat Kristian Andersen ansat af fundamentalistisk forening".

Foruden at dele artiklen på lokalafdelingens egen Facebookvæg, har Socialdemokratiet Ringkøbing-Skjern betalt for at få spredt artiklen på Facebook via såkaldt sponsoreret indhold.

Det handler imidlertid ikke om at skade Kristian Andersens valgchancer, siger den lokale socialdemokratiske formand Per Kamp Stefansen:

- Det handler om, at vi gerne vil informere folk, siger Per Kamp Stefansen.

- Det skal ses som, at vi ønsker, at folk har så bred en viden som muligt om, hvad Kristian Andersen står for.

Annonce

Vigtigt at få det ud

Artiklen kommer blandt andet ind på, at Kristian Andersen er medlem og ansat af Luthersk Mission, og at han personligt er imod fri abort.

Den information synes de lokale socialdemokrater altså er vigtig at få ud, men samtidig mener formanden, at Kristian Andersen selvfølgelig må mene, som han gør.

- Han må tænke og tro, som han gør - det er enhver fri til at gøre. Vi vil bare informere, siger Per Kamp Stefansen.

Var det nødvendigt at betale for at få delt artiklen?

- Hvis den var kommet i går eller i forgårs, havde vi måske bare delt den almindeligt, men vi synes, det var vigtigt, at folk får den viden.

Gnidninger mellem S og KD

Delingen af artiklen handler heller ikke om at kapre stemmer fra vælgere, der måske kunne blive skræmt væk af Kristian Andersens holdninger, siger Per Kamp Stefansen:

- Det er vi er fuldstændige ligeglade med, det eneste, der handler om, er informationen. Vi har ingen forventning om, at nogen stemmer mere eller mindre på os. Vi er godt klar over, at nogen af vores stemmer går til Kristian, det ved vi godt.

Forholdet mellem Kristendemokraterne og Socialdemokraterne i byrådet har til tider knirket lidt. Blandt andet, da socialdemokraterne i stedet for at konstituere sig med SF og Kristendemokraterne, valgte at indgå en aftale med Venstre - uden at informere de to partier først, selvom man sad i forhandlinger med dem. Men delingen af artiklen er heller ikke udtryk for ondt blod imellem de to partier, understreger S-formanden:

- Det med konstitueringen var en stor fejl, at Søren (Elbæk, red.) ikke kom ud og fortalte det til dem først, men Søren var træt. Det er det, vi fortryder mest ved den konstituering, siger den lokal S-formand.

Og man ønsker heller ikke fra socialdemokraternes side, at skabe splid, mellem S og KD i byrådssalen.

- Vi vil ikke ud og skade Kristian Andersen, slår Per Kamp Stefansen fast.

Hvordan skal Kristian Andersen tolke delingen af den artikel?

- Han må selv bestemme hvordan han vil tage det.

Annonce
Forsiden netop nu
Sydjylland

134 klager på fem måneder: Tolkefirma har spændt ben for politiet i Syd- og Sønderjylland

Leder For abonnenter

Danmark skal hænge sammen

Kan man forestille sig en situation, hvor det offentlige dropper investeringen i vejnettet i dele af landet, så borgerne selv må i gang med asfalteringen? Nej selvsagt ikke. Men faktisk er det nogenlunde en parallel beslutning, vores regering har truffet ved at ikke at afsætte midler til bredbåndspuljen i sit udspil til finanslov. Danmark er på vej til at blive næsten 100 procent digitaliseret. Det rummer mange fordele. Både i dialogen med myndighederne og i privatlivet kan det meste hurtigt og bekvemt ordnes via nettet, der samtidig giver adgang til et uendeligt univers af information og underholdning. Forudsætningen for at være en del af det moderne Danmark er hurtigt, stabilt internet. Imidlertid er det fortsat steder i landet, hvor borgerne ikke har denne mulighed. Hermed er de berørte koblet af en central del af infrastrukturen. Konsekvenserne er logiske. Unge familier vælger landet fra, hvis der ikke er net af tilstrækkelig kvalitet. Man skubber således yderligere på den affolkning, der allerede er sat ind af andre årsager. Kreditinstitutternes uvilje til at yde lån til boligkøb i den knap så tæt befolkede del af landet er i forvejen et problem. Men er der heller ikke netforbindelser af en antagelig kvalitet kan boliger på landet blive usælgelige. Samtidig er det svært at drive virksomhed uden bredbånd. Både det lille mekanikerværksted i landsbyen og den moderne landmand er afhængig af computeren. Ansvaret for netforbindelser kan man ligeså lidt som byggeri af veje eller broer pålægge den enkelte. Et eksempel fra Fyn viser således, at det kan koste privatpersoner op til godt 270.000 kroner at få etableret en individuel forbindelse med fibernet. Naturligvis skal staten være sparsommelig. Men en pulje på 100 millioner kroner er ingen kæmpepost på statens samlede udgifter, der i 2018 var på næsten 700 milliarder kroner. For borgerne kan hurtig adgang til nettet til gengæld gøre en verden til forskel. Danmark skal hænge sammen.

Annonce