Annonce
Tønder

Lokalfinale for skoleelever i national opfinderkonkurrence

For første gang deltager Tønder Kommunes distriktsskoler i den landsdækkende konkurrence Projekt Edison. De sidste lokale vindere, der går videre til landsfinalen, er fra Tønder Overbygningsskole og kåres onsdag 13. november i Mind Factory by Ecco.

Tønder: Projekt Edison er en opfinderkonkurrence for elever i 6. og 7. klasse, hvor eleverne gennemgår en innovativ læringsproces. I Tønder Kommune kan eleverne, der er med i årets konkurrence, se frem til at fordybe sig i forhold for sårbare unge, i hjemløshed og digitale fællesskaber.

Målet med konkurrencen har været, at de kommer med et innovativt bud på, hvordan man kan skabe værdifulde fællesskaber for udsatte grupper i samfundet. Resultaterne fremvises på lokale messer rundt om i kommunen og bedømmes af lokale dommere.

I Tønder Kommune deltager distriktsskolerne i Skærbæk, Toftlund og Tønder med i alt 125 elever fra 7. årgang. Gruppen med den bedste idé på hver skole går videre til en stor landsfinale i Fredericia 21. november, hvor de skal dyste mod grupper fra hele landet.

Den sidste lokale finale er med elever fra Tønder Overbygningsskole og foregår onsdag 13. november mellem klokken 8.30 og 9.30. Indtil klokken 09.20 fremlægger eleverne deres idéer for dommerne, innovationslærer Mia Oesen fra Tønder Handelsskole og Handelsgymnasium og koordinator Thomas Fredsted fra Tønder Ungdomsskole. Derefter voteres der, og vindergruppen kåres klokken 9.30.

Projekt Edison drives af Fonden for Entreprenørskab og afvikles lokalt i Tønder Kommune i samarbejde med innovationshuset Mind Factory by Ecco.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce