Vejen bugter sig, når man drejer fra Koldingvej og ned ad Ødisvej, indtil man på højre side møder et gult skilt. "Grøntsager og kartofler" står der med store bogstaver, men begiver man sig langs den bumlede grusvej og ind på det lille økologiske landbrug, som bærer navnet "Solskin", finder man hurtigt ud af, at stedet rummer langt mere end det.
På gårdspladsen er landmand Lolke van Mulligan i gang med en meget tidlig form for påskeæggejagt. De nyerhvervede 20 racehøns er nemlig for nyligt begyndt at lægge æg, de har blot endnu ikke fået lært, at det gerne skal foregå i hønsehuset.
Siden 2013 har Lolke Van Mulligan sammen med sin bedre halvdel, Lene Husted, drevet økologisk landbrug på gården syd for Kolding. I haven har de ikke færre end 500 kirsebærtræer, de dyrker mellem 50 og 80 forskellige grøntsager, de har høns, grise, får og køer, og så producerer de i øjeblikket nok til at kunne brødføde cirka 20 familier - og et par restaurant- og cafégæster rundt om i kommunen.
Lolke har nemlig for nylig leveret den første sending af såkaldte flowersprouts, blomsterkål, til den prisvindende Sdr. Bjert Kro, hvor kålene bliver serveret sammen med stegt helleflynder. Og indehaverne af kroen er langt fra de eneste, der har været forbi det lille landbrug.
I løbet af coronaperioden har også folk fra lokale spisesteder i Kolding og ikke mindst fra Michelin-restauranten Ti Trin Ned i Fredericia været forbi gården, Lolke leverer grøntsager til en helsebutik i Haderslev, og så har han i øjeblikket gang i et samarbejde med en af byens lokale surdejsbagere, som han skal levere en særlig form for manitoba-hvede til.
Cirka 12 kilometer fra Lolke hos Benjamin Wolters, som netop har udvidet sit surdejsbageri i Bjert Gamle Brugs - en moderne markedsplads, som både holder koncerter og forhandler et væld af lokalt producerede råvarer - bliver hveden malet til mel og derefter bagt til brød. Brød, som ikke blot kan købes af private hos Benjamin, men som også leveres til byens to nyeste caféer, Freddys og North Folk i midtbyen.
Og Lolke, Lene og Benjamin er langt fra de eneste, der gør det selv i kommunen.
Hos bryggeriet Åben i Nr. Bjert produceres der et væld af specialøl så populære, at indehaverne siden starten har åbnet afdeling i Aarhus og er senest i denne uge i gang med at etablere nyt bryggeri og ny restaurant i Kødbyen i København.
Hos Kimberly Young, som har taget turen fra Wisconsin til Almind, finder man den fineste keramik, og hun har senest udvidet med egen butik.
Hos Lisbeth Bonnichsen og Birger Kvist på Rørkærgård i Vamdrup har de bygget hele stalden om, så der er plads til både, at lokale kunstnere kan udstille, og parret kan producere diverse brugskunst i særligt glas og beton.
Centralt i byen er der i løbet af februar skudt et nyt kontorfællesskab op, FirstHub, som netop skal hjælpe iværksættere og lokale ildsjæle med at komme godt i gang i Kolding.
Og så har vi slet ikke nævnt, at bageriet i Seest netop har vundet prisen som dem, der laver Danmarks bedste romkugle.
Så har du en ledig weekend, så kør til Kolding og gå på opdagelse ved de hjemmelavede vejskilte rundt om i kommunen, hvor lokale folk helt sikkert står klar til at fortælle om lige præcis det, de brænder for.
Om Kolding Kommune
Kolding er med sine 61.222 indbyggere Danmarks 7. største by og er beliggende ved fjorden med en større lystbådehavn og erhvervshavn. Kolding Å bugter sig igennem både Kolding by og opland og er med til at skabe flere skønne naturområder og dale rundt om i kommunen.
Byen er sandsynligvis opstået i sidste halvdel af 1100-tallet. I middelalderen blev den imidlertid ramt af flere krige og pest, hvilket bevirkede en tilbagegang i indbyggertal og handel, men siden slutningen af 1800-tallet har byen gennemgående haft fremgang og er i dag en driftig handels- og erhvervsby.
Foruden handelslivet er Kolding hjemstavn for flere større kulturinstitutioner. Herunder Geografisk Have, kongeslottet Koldinghus og kunstmuseet Trapholt.
Ud over Kolding har kommunen et væld af større og mindre oplandsbyer. Herunder Taps, Vamdrup, honningkagebyen Christiansfeld, Almind, Harte, Hjarup og mange, mange flere.