Annonce
Kultur

Luftfotos skaber glæde og minder: Detektivarbejde i gamle luftfotos fra Ribe

Hjemmesiden Danmark set fra Luften er en sand guldgrube af minder, kulturhistorie og gode anekdoter. Nederst på billedet er det den gamle købmandsbutik på Haderslevvej i Damhus syd for Ribe på et luftfoto fra 1960, hvor man ved at se godt efter kan se, at folk uden for butikken står og kigger op i luften for at se det fly, der fotograferer fra luften. Foto: Sylvest Jensen Luftfoto, Det Kgl. Bibliotek.
På facebooksiden Ribe Billeder har der de seneste uger foregået et større detektivarbejde for at få 60 år gamle luftfotos fra blandt andet Ribe-Bramming-området fra Det Kgl. Bibliotek i København placeret rigtigt på landkortet. Billederne findes alle i den millionstore fotodatabase "Danmark Set Fra Luften - Før Google."

Ribe/Bramming: Man kan zoome helt ind på Grønnebæks gamle, stråtækte gård på Tøndervej ved Øster Vedsted syd for Ribe, der idag er jævnet med jorden.

Der er et flot luftfoto af Katrine og Nønikkes store hus i vestenden af Damhus, hvor der for 35 år siden blev solgt grøntsager fra en kælder i østgavlen, og der er er billeder af Lustrups gamle købmandsbutik fra en tid, hvor det lille værksted, der i dag specialiserer sig i Jeeps, endnu ikke var opført.

Der er luftfotos i tusindvis fra ikke bare Ribe og omegn, men hele Danmark. Det er Det Kgl. Bibliotek i København, der står bag en database og hjemmeside med luftfotos fra 1950-, 1960- og 1970-erne, og en af de flittige brugere af facebooksiden Ribe Billeder, Thomas Nielsen, har lagt en lang række fotografier fra databasen op på siden for at få hjælp med detektivarbejdet med at få de gamle huse placeret.

- Rigtig mange nu kan finde billeder af deres fødehjem, eller måske se, hvordan deres nuværende hjem har set ud gennem tiden. Der er mange billeder fra Ribe, men også Seem, Damhus, Lustrup, Øster og Vester Vedsted og Farup, siger Thomas Nielsen og forklarer, hvordan hjemmesiden blandt andet fungerer ved, at det er brugerne selv, der placerer de mange luftfotos på et interaktivt kort.

Annonce

Ribe set fra Luften

Det Kongelige Bibliotek har siden 2012 digitaliseret store dele af en luftfotosamling på flere millioner fotos, og alle kan få adgang til den på hjemmesiden kb.dk/danmarksetfraluften.

På de interaktive kort ses flere slags farvede nåle. Ved grønne nåle er billederne placeret på den korrekte adresse, ved røde nåle er de endnu ikke placeret korrekt, og de blå nåle viser luftfotos, ingen endnu har kunnet placere trods utallige forsøg.

Alle kan logge ind i systemet og bidrage med at finde de korrekte adresser.

Jens Slagter og Sving Søren

Og lige så mange fotos, der er, ligeså mange anekdoter følger der med fra dengang, billedet blev taget, og er der bare halvt så meget viden andre steder, som brugerne af facebooksiden Ribe Billeder har, så ligger der mange historier, der venter på at blive fortalt.

Det er om de familiemedlemmer, der boede i de gamle huse. Sving Søren, mælkekusken Peter Andersen, Jens Slagter og bondegårde, skole, fødehjem, fabrikker med mere.

Zoomer man ind på Storkesøen i Ribe ser man er flot foto fra 1947, hvor det var firmaet Dansk Blomsterløgkultur, der havde til huse uden den mindste snert af den fiskesø-succes, der er i dag. Derimod var adressen centrum for de mange tulipanmarker, der lå syd for Ribe, og som blandt andet lagde navn til Tulipanfesten i Ribe, og for Thomas Nielsen er det netop historier som disse, han gerne vil have frem ved hjælp af de gamle fotografier.

- Det er præcis det en kulturarv som denne går ud på. Skabe glæde ved minder, og blandt andet var en bruger af facebooksiden Ribe Billeder endda så heldig at genkende sin egen mor, der stod og kiggede op mod flyveren, da billedet blev taget, siger Thomas Nielsen, der håber endnu flere har lyst til via facebooksiden Ribe Billeder at få placeret de luftfotos, der endnu ikke er sat en adresse på.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Borgerlige må ind i kampen

Socialdemokratiet kan glæde sig over det borgerlige Danmarks tillid. Den kommer til udtryk, hver gang socialdemokraterne overtager regeringsmagten. Det er jo ikke verdens undergang og skal såmænd nok gå alt sammen. Sådan plejer det jo at være, lyder det borgerlige kor så. Erkendelsen er korrekt. Med de ulyksalige 1970-ere som den eneste, alvorlige undtagelse har ingen regeringer i efterkrigstiden uanset kulør ført en politik, som tilnærmelsesvis har bragt vores sikkerhed eller velstand i fare. Den nuværende regering er ingen undtagelse. En stram udlændingepolitik, endnu hårdere kurs mod kriminelle, et robust forsvar samt velfærd er mærkesager. Alt dette skal gå hånd i hånd med en ansvarlig økonomi, som den skarpe, interne debat med støttepartierne om minimumsnormeringer viste. Og så skal der kæmpes for klimaet. Ovenstående turde også være målene for enhver borgerlig regering, efter man også til højre for midten har sat miljø øverst på dagsordnen. Eneste stridspunkt mellem regeringen og de borgerlige kunne være skattepolitik og marginale forskelle på, hvordan man vil fordele samfundskagen. Er der et borgerligt projekt? Spørgsmålet er berettiget, for vi har intet hørt om det. Blandt andet lover Venstre blot, at være endnu grønnere end regeringen. Til gengæld hersker der åbenbart intern uenighed om udlændingepolitikken i det største borgerlige parti, hvis profil for øjeblikket står alt andet end skarpt. Alt dette må udløse selvransagelse hos deltagerne i Venstres landsmøde i denne weekend. Men også fra de øvrige, borgerlige partier savner vi visioner. Måske var det ikke blot en påstand, men den fulde sandhed , da Venstre i valgkampen forklarede, partiet ville ganske det samme som Socialdemokratiet – blot uden skattestigninger. Ja, det kan såmænd vise sig at være fortællingen om hele det borgerlige Danmark. Det er - undskyld udtrykket – fesent. Det borgerlige projekt er for vigtigt til, at ansvaret for det (alene) kan betros Socialdemokratiet.

Annonce