Annonce
Indland

Lufthavnsstrid og partiexit kan kaste Grønland ud i nyvalg

Grønlands landsstyreformand, Kim Kielsen, skal finde et nyt flertal, hvis han vil fastholde sin regeringskoalition i Grønland. Det er nødvendigt, efter at partiet Partii Naleraq har trukket sine tre mandater fra koalitionen.

Partii Naleraq har trukket sig fra regeringen i Grønland. Partier må finde nyt flertal eller udskrive valg.

En krise i den grønlandske regeringskoalition kan ende med, at grønlænderne skal til valg igen, kun lidt mere end fire måneder efter at de senest satte kryds på stemmesedlerne.

Det vurderer adjunkt ved Grønlands Universitet Rasmus Leander Nielsen, efter at partiet Partii Naleraq søndag har trukket sine mandater i protest. Striden bunder blandt andet i et stort lufthavnsprojekt i Grønland.

- En mulighed er, at der bliver udskrevet valg relativt hurtigt. Det vil være noget af en fadæse for landsstyreformand Kim Kielsen og den nuværende regering, siger Rasmus Leander Nielsen.

- En anden mulighed er, at et af de to andre store partier vil træde ind i regeringen. Enten IA eller Demokraterne. Eller at man danner en helt ny regering inden for den næste uge. Der er ikke tradition for mindretalsregeringer i Grønland, siger han.

Det er dog også en mulighed, at koalitionen forsøger sig med en mindretalsregering.

Partiet dannede i maj med et snævert flertal regering med tre andre partier - Siumut, Atassut og Nunatta Qitornai. De fire partier har tilsammen 16 mandater ud af 31 mulige. Heraf har Partii Naleraq tre mandater.

- Naleraq har flere gange i løbet af de seneste uger truet med at forlade koalitionen. Det handler om flere ting. Men især er partiet kritisk over for et stort lufthavnsprojekt i Grønland, siger han.

Udsigten til dansk indblanding i projektet har vakt modstand i Partii Naleraq. Den danske regering er imod, at en kinesisk entreprenør kan byde ind på lufthavnsprojektet. Derfor har regeringen tilbudt medfinansiering for at undgå den situation.

Netop den danske deltagelse i lufthavnsprojektet er på dagsordenen, når statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og Kim Kielsen, formand for det grønlandske landsstyre, Naalakkersuisut, mødes mandag i Nuuk.

- Det blev åbenbart for meget for Naleraq, så pludselig er der skabt røre i grønlandsk politik, siger Rasmus Leander Nielsen.

Men også andre aspekter af lufthavnsprojektet har vakt partiets modstand. Han forklarer, at en af Partii Naleraqs mærkesager er forsvar for interesser i "udkantsgrønland" og modstand mod centralisering til storbyen Nuuk.

- Naleraq har blandt andet været imod en stor udvidelse af landingsbanerne i lufthavnen i Nuuk. Partiet frygter, at udvidelsen vil få konsekvenser for bygden Søndre Strømfjord, hvor lufthavnen i dag fungerer som indgangsport til Grønland, siger han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Det handler om et ordentligt arbejdsmiljø

Når jeg som medlem af økonomiudvalget har valgt offentligt at gå i rette med Mogens Rerups adfærd, er det for at beskytte vores medarbejdere mod psykisk dårligt arbejdsmiljø og for at tydeliggøre over for medarbejdere, at de har retten til at sige fra over for enhver adfærd, der kritiserer og krænker. Denne sag handler om at sikre et ordentligt arbejdsmiljø bag det arbejde, der sker i forvaltningerne. HK og Dansk Socialrådgiverforening har henvendt sig til Haderslev Kommune og er medunderskriver af brevet, idet begge fagforeninger har udtrykt bekymring for deres medlemmers ve og vel. Desværre har konflikterne stået på i årevis og er kørt i hårdknude, og der er tale om et langvarigt pres på en personalegruppe og af medarbejdere og ledere, der fortsat kan se, at de bliver hængt ud med navns nævnelse til social udskamning på sociale medier. Partsrepræsentanters rolle er at føre sag på borgeres vegne og at varetage borgerens interesser. Det kræver et samarbejde for at få et ofte kompliceret sagsforhold til at gå op, som de fleste har en gensidig interesse i. Kommunen kan afvise en person som partsrepræsentant, hvilket sker i så sjældne tilfælde, at jeg ikke i andre situationer har hørt om dette i Haderslev Kommune. Det sker kun, hvis partsrepræsentanten tilsidesætter borgerens egne interesser i sagen, eller hvis vedkommende optræder truende eller voldeligt over for myndighedspersoner. Brevet til de kommunalt ansatte er det politiske budskab om, at vi tager arbejdsmiljøet seriøst. I brevet er der samtidig en opfordring om at styrke dialogen på arbejdspladsen, så ingen medarbejder skal føle sig alene i konfliktfulde situationer.

Esbjerg

Brev sendt til to ministre: Esbjerg Kommune beder staten om hjælp til oversvømmelser

Annonce