Annonce
Team Esbjerg

Lykkelig Team Esbjerg-cheftræner: Stor, stor kredit til hele spillertruppen

I sidste uge forlængede Marit Røsberg Jacobsen aftalen med Team Esbjerg i to år. Flere forlængelser kan være på vej indenfor den nærmeste fremtid. Foto: André Thorup
13 kampe. 26 point. Team Esbjerg buldrer fortsat uimodståeligt derudaf i ligaen, og Jesper Jensen sender store roser til sine spillere.

TEAM ESBJERG: - Vi har en meget, meget homogen spillertrup. En spillertrup, der hjælper hinanden og giver plads. En spillertrup, der kan lide at være sammen.

Cheftræner Jesper Jensen sendte straks roserne videre til sine spillere, da han skulle sætte ord på en imponerende første halvdel af grundspillet, der altså har resulteret i lutter sejre.

Team Esbjerg har nu seks point ned til København og Odense og ikke mindre end ni point ned til Herning-Ikast og Viborg.

- Det er vi selvfølgelig glade for. Det er klart, men vi kigger jo på os selv. Og det handler ikke om at være på førstepladsen til julepausen. Det handler om at stå så skarpt som overhovedet muligt, når der skal spilles om guld, understreger Jesper Jensen.

Den succesfulde Team Esbjerg-træner sender i løbet af få dage en del af sine spillere afsted i retning af VM-slutrunden i Japan, men ville han egentlig foretrække bare at spille videre, når det nu går så godt i både den hjemlige liga og Champions League.

- Rent spillemæssigt ville det være fint at fortsætte, men det bliver helt sikkert godt med en pause. Vi har trukket store veksler på mange af vores spillere.

Men der er en sidste kamp i 2019 på søndag, hvor polske Lublin kommer på besøg i Blue Water Dokken til den sidste af de seks kampe i den indledende pulje i Champions League. Polakkerne kan ikke nå noget, mens Team Esbjerg er sikret videre avancement i turneringen med fire point med over i hovedrunden.

- Vi spiller for at vinde, men vi vil gøre det på samme måde som mod Skanderborg. Vi kommer til at skifte meget ud.

Stærke Vilde Mortensen Ingstad sad over mod Skanderborg på grund af dårlig ryg, og hun kommer heller ikke i aktion på søndag.

- Hun er allerede rejst hjem til Norge for at få behandling, så det er rigtig fint. Vilde spiller heller ikke VM i denne omgang.

Fornylig forlængede Team Esbjerg aftalen med Marit Røsberg Jacobsen, og der kan være flere aftaler på vej i den kommende tid.

- Vi taler med alle spillere, inden de rejser. Tingene sker stepvis, og meget mere kan jeg ikke sige om det lige nu. Men vi er da positive.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Teatertorden i byrådssalen

Det er ikke altid til at vide, hvad der sætter gang i debatten, når de 27 medlemmer af Vejen Byråd træder sammen. Sådan var det heller ikke på årets første møde i byrådet i tirsdags. Men det skulle vise sig at blive dagsordenens allerførste punkt; Klaus Kildemands anmodning om udtrædelse af byrådet. Det var som sådan ikke Kildemands exit på den lokalpolitiske scene, som satte gang i den verbale bulder og brag, tilhørerne blev vidner til. Allerede forud for byrådsmødet havde løsgængeren Anni Grimm i et læserbrev kritiseret, at formandsposten midt i perioden går fra en socialdemokrat til en anden. Hendes grænse for en ”forhånds-postfordeling” var overskredet, lød det i læserbrevet. Anni Grimm tog også ordet på byrådsmødet, hvor hun kaldte sagsforløbet fra socialdemokraterne for arrogant. Anni Grimm blev i den grad bakket op af Liberal Alliances Martin Boye. Han udtrykte sin bekymring over, at den socialdemokratiske gruppeformand Jørgen Thøgersen med et pennestrøg tilsidesatte Retssikkerhedslovens bestemmelser om, at Børn- og Ungeudvalget selv vælger deres formand. Det står naturligvis Anni Grimm og Martin Boye frit for, hvad de mener. Derom ingen tvivl. Det må være dog berettiget at kaste erindringen tilbage til valgaftenen den 21. november 2017. Lige omkring midnatstide kommer repræsentanter for Venstre, Socialdemokratiet, Det konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti ud for at fortælle, at en bred konstitueringsaftale er på plads. Den fremmødte presse får at vide, hvordan eksempelvis formandsposterne i fagudvalgene fordeles. Socialdemokratiet får i denne forbindelse tildelt formandsposterne i tre udvalg – heriblandt Børn- og Ungeudvalget. Konstitueringsaftalen var Anni Grimm på den sene valgaften selv med til at præsentere som medunderskriver. Aftalen tiltræder Martin Boye også umiddelbart inden Vejen Byråds konstituering i december 2017. Mod slutningen af 2018 bekendtgør Martin Boye dog, at han ikke længere er en del af aftalen. Det er en anden historie. Børn- og Ungeudvalget adskiller sig fra de andre stående udvalg ved, at her sidder også to børnesagkyndige samt en dommer. Anni Grimm mente på byrådsmødet i tirsdags, at Børn- og Ungeudvalget derfor ikke kan sammenlignes med de øvrige stående udvalg, hvor der udelukkende er politisk repræsentation. Det kan godt være, at Retssikkerhedsloven foreskriver, at Børn- og Ungeudvalget selv vælger sin formand. Men det gør de øvrige stående udvalg også. Også borgmesteren vælges formelt af byrådet. Realpolitisk er formandsposterne dog fordelt, når konstitueringsaftalen er underskrevet. Anni Grimm har engang her i avisen leveret et ganske enestående citat, hvor hun slog fast: - Det har simpelthen været nødvendigt at få trådt i klaveret. Citat slut. Her i denne sag virker det som om, at der blev trådt lige hårdt nok. Det tangerer teatertorden. GOD SØNDAG

Annonce
var adsmtag = adsmtag || {}; adsmtag.cmd = adsmtag.cmd || [];