Annonce
Indland

Lyntest bliver gratis for pendlere ved den tyske grænse

Grænsen imellem Tyskland og Danmark i Kruså, mandag den 11. januar 2021. Foto: Frank Cilius/Scanpix 2021
Region Syddanmark udvider aftale med Falck, så det bliver nemmere at få en coronatest inden indrejse.
Annonce

Lyntest bliver gratis hos Falck for pendlere syd for den dansk-tyske grænse, der kan fremvise dokumentation for, at de arbejder i Danmark.

Dokumentation for, at man arbejder i Danmark, kan være en lønseddel eller kontrakt.

Det skriver Region Syddanmark i en pressemeddelelse.

Regionen har udvidet aftalen med Falck efter de nye indrejseregler for udlændinge.

Her skal man nu fremvise en negativ coronatest, der er højest 24 timer gammel inden indrejsen, hvis man ikke har et anerkendelsesværdigt formål.

Har man et anerkendelsesværdigt formål som eksempelvis, at man arbejder i landet, kan man nøjes med at fremvise en negativ test taget inden for den seneste uge.

- Det er vigtigt for os, at vi kan tilbyde de mange pendlere, der hver dag krydser grænsen for at komme på arbejde i Danmark, en god løsning, siger Kurt Espersen, regionsdirektør i Region Syddanmark, i pressemeddelelsen.

Falcks testcenter syd for grænsen ligger ved indkøbsområdet Scandinavian Park i Handewitt. Det åbnede den 28. november for at hjælpe tyske turister til danske ferie- og sommerhuse med en negativ coronatest.

Samtidig opstilles der mobile testenheder ved tre grænseovergange.

Det gælder grænseovergangene ved Pebersmark, Sæd og Møllehus.

Her vil det være muligt at få en lyntest i forskellige tidsrum onsdag og torsdag i ugen.

De nye indrejseregler gælder ikke danske statsborgere. Her kan man krydse grænsen uden at fremvise en negativ coronatest, uanset om man har et anerkendelsesværdigt formål eller ej.

Er man udenlandsk statsborger, men har bopæl i Danmark, er man også undtaget.

Det anslås, at omkring 12.000 borgere pendler til Danmark fra Slesvig-Holstein i Tyskland.

/ritzau/

Meddelelse fra Region Syddanmark
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce