Annonce
Billund

Lysets beskedne Billund-maler har fået sit eget galleri

Karin Pedersen har sat sin far, Svend Aage Madsens atelier i stand. Hans spejlvendte, meget vellignende selvportræt hænger i baggrunden. Foto: Martin Ravn

Svend Aage Madsen (1928-2009) er især kendt for dybden og lyset i sine malerier. Han blev inspireret i den færøske, norske og danske natur. Nu har hans mange malerier fået eget galleri - i hans tidligere atelier.

Annonce

Billund: I 2018 kunne han være blevet 90 år. Den kendte Billund-maler Svend Aage Madsen, der kunne noget særligt med dybde og lys i sine malerier og de andre udtryk, han eksperimenterede med, og som især var inspireret af naturen på Færøerne, i Norge og i sit lokalområde nær Billund.

Nu har hans mange værker, malerier, tegninger, grafik og træsnit fået deres eget galleri - lige dér, hvor han fordybede sig i sin kunst. Nemlig i sit eget atelier, der er blevet istandsat - dog uden at lave om på det, der var Svend Aage Madsens malerværksted og kontor.

Det er hans tre døtre, Hanne, Kisser og Karin, der står bag galleriet og udstillingerne, hvoraf den første åbnede den 28. april - dagen, der kunne have været Svend Aage Madsens 90 års fødselsdag.

Karin Pedersen bor i dag i barndomshjemmet og fortæller levende om gården og huset, der siden kom til, da familien voksede. Deres bedstefar sendte Svend Aage Madsen i lære som håndværksmaler, for det dér med at tegne og male kom man ikke langt med, men deres farmor og en lærer opfordrede ham til at blive ved, og han var ganske ung, da han første gang blev udstillet.

Udstillinger

Sommerudstillingen fortsætter til den 26. august og efterfølges af en efterårsudstilling. Dertil er planlagt en juleudstilling, hvor planen er, at andre kunstnere også skal udstilles i galleriet, der har navnet Galleri Sam.Galleriet har åbent hver dag fra 13 til 17 i sommerperioden.

Karin Pedersen holder her en gammel, spejlvendt udstillingsplakat, hvor hver enkelt farve blev håndtrykt. Foto: Martin Ravn
Annonce

Oliekridt af oksetalg

Siden den første udstilling åbnede, har galleriet været godt besøgt. Over 200 mennesker lagde vejen forbi til ferniseringen, og siden har der været mellem 10 og 20 personer dagligt - både folk, der kender hans værker, men også kunstinteresserede, der ikke kender ham i forvejen.

- Vi tester tingene af lige nu, og der er jo også en god historie at fortælle, fortæller Karin Pedersen.

Hun kan blandt andet vise hans oliekridt frem, som han lavede af kogt oksetalg. Der er i det hele taget meget at vise frem, for Svend Aage Madsen var ikke en kunstner, der smed noget ud. Karin Pedersen oplever interesse både fra danskere, færinger og nordmænd - der har endda været et par fra Paris med interesse for nordisk kunst.

- Hans malerier er tidsløse og taler også til den yngre generation og kan gives videre i familien, siger Karin Pedersen, der også sælger ud af malerierne.

Planen er, at sommerudstillingen, der kører frem til den 26. august, afløses af en efterårsudstilling, og senere venter en juleudstilling, hvor Karin Pedersen inviterer andre kunstnere indenfor i galleriet, der gennem tiden har udstillet sammen med hendes far.

Karin Pedersen står her i Svend Aage Madsens værksted. Her arbejdede han med mange forskellige medier og udtryksformer - og var i det hel taget en særdeles flittig kunstner. Foto: Martin Ravn
Annonce

En krøllet hjerne

Hun håber, at både lokale, turister og kunstinteresserede vil komme forbi - og der er taget hensyn til børnene med et malebord i midten, så forældrene kan kigge.

- Jeg ser galleriet som et ekstra tilbud til turister, borgere og kunstinteresserede, siger Karin Pedersen, der til daglig er selvstændig virksomhedsrådgiver med firmaet Mascott Management og dertil underviser og hjælper blandt andet iværksættere godt på vej.

Hun er ikke selv udøvende kunstner, men holder meget af kunsten, farverne og de mange udtryksformer.

- Min far har været krøllet i sin hjerne. Han har også arbejdet med spejlvendte billeder og lavede et selvportræt af sig selv, han har ridset i zinkplader og lavet litografier, fortæller Karin Pedersen, der også henviser til to indslag, som TV Syd på et tidspunkt lavede med faderen, hvor han forklarede sin kunst.

- For ham var grå ikke bare gråt. Der var uendeligt mange farver og nuancer i grå.

Svend Aage Madsens kontor er nu omdannet til galleri. Her kan man blandt andet se malerierne, der er inspireret af Færøernes fjæld og himmel. Foto: Martin Ravn
Karin Pedersen overtog sit barndomshjem i 2010, efter Svend Aage Madsens død i 2009. Foto: Martin Ravn
Karin Pedersen har kun lavet små ændringer i sin fars atelier, der nu udstiller hans mange værker. Foto: Martin Ravn
Malerpalette, skitser - det hele er bevaret, som om Svend Aage Madsen lige er inde og få morgenkaffe. Foto: Martin Ravn
Svend Aage Madsens ukurrente fedtfarver, som han selv lavede af kogt oksetalg. Foto: Martin Ravn
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aabenraa For abonnenter

Afstandskrav er lempet: Skolerne er klar til næsten normale skoledage

Annonce