Annonce
Kolding

Lysfestivalens slutspurt fyldte gaderne: - Vi er glade. Og meget trætte

I fjor måtte mange kræfter bruges på jubilæumsshowet "Murernes minder", som dansede imponrende hen over facaden på Koldinghus, men i år var skytset igen rettet mod Akseltorv, der blev den akse, lysfestivalen snurrede omkring. Det blev belønnet af publikum, vurderer festivalens formand Otto Popp Clausen. Arkivfoto: Søren Gylling
Koldings gader var fyldt med folk, da lysfestivalen lukkede og slukkede lørdag aften. Arrangørerne er klar med datoen til næste års festival. Største streg i regningen var den nedblæste attraktion på Banegårdspladsen, men den kommer igen næste år.
Annonce

Kolding: Man skal uden tvivl tilbage til sommerens kulturnat for at finde lige så mange mennesker i Koldings gader, som man kunne opleve det lørdag aften.

Omkring klokken 20 blev de sidste parkeringspladser snuppet, for rigtig mange børnefamilier og par var taget ned for at se den imponerende fyrværkeri-afslutning, som bragede løs over Slotssøen fra klokken 21.15. Her måtte man afspærre Slotssøvejen, fordi der stod publikum helt ud på gaden.

- Jeg synes, det er fantastisk, at man kan sammenligne sig med kulturnatten, når man tænker på den forskel, der er på temperaturerne ved de to arrangementer. Det er utroligt, så mange familier, der får puttet børn i flyverdragt for at komme ned og se vores afslutning, siger Otto Popp Clausen, der er formand for Kolding Light Festival.

Det er ikke muligt at få et besøgstal for de tre dages festival, men bedømt på den gående trafik i gaderne og de fyldte parkeringspladser, så vurderer formanden, at man var oppe at tangere festivalens bedste år. Dengang havde Kolding Kommune mulighed for at registre antallet af mobiltelefoner i gaderne, og her blev registreret 130.000 folk i løbet af de tre dage.

- I år kom der mange lige fra begyndelsen, så det var en perfekt åbning. Alene Kolding Light Run tiltrækker 1600 løbere, hvoraf rigtig mange har deres familier med som opbakning, så det er allerede de første 4000-5000 gæster. Og der var jo mange flere rundt omkring i gaderne, som ikke skulle ud og løbe, siger Otto Popp Clausen.

Jeg synes, det er fantastisk, at man kan sammenligne sig med kulturnatten, når man tænker på den forskel, der er på temperaturerne ved de to arrangementer.

Otto Popp Clausen, formand for Kolding Light Festival

Annonce

Portal kommer igen

Inden fyrværkeriet blev sat i gang, kunne festivalens tekniske leder, Jesper Johansen, fortæller, at der bliver en festival næste år, og at datoerne bliver den 3. til den 5. december. Inden da skal man have løst et par opgaver, fortæller Otto Popp Clausen.

- Den største streg i regningen i år var uden tvivl, at den nye portal på Banegårdspladsen blæste i stykker allerede på åbningsaftenen. Det betød ikke alene, at vi måtte pille den ned, der var også installationer, som slet ikke kom i gang, fordi kunstnergruppen bag dem, måtte bruge alle sine kræfter på den ødelagte portal.

Otto Popp Clausen tilføjer, at det er hensigten, at portalen får genvalg til næste år.

- Vi har allerede ideer til, hvordan vi rent teknisk kan sikre den bedre, så den kan holde til det danske vejr. Og tanken er også, at den lysmæssigt bliver en endnu flottere installation end i år.

Annonce

Gløgg i gaderne

En anden opgave, han meget gerne vil have løst, handler i bund og grund om julestemningen. Han vil gerne have en aftale med nogen, som kunne tænke sig at sælge gløgg i gaderne.

- Vi kan høre på folk, at det er der et ønske om, så det er en opgave, vi meget gerne skal have løst. Så er det noget, man har lyst til at bidrage med, så hører vi gerne om det.

Formanden håber også, at kanalbådene kommer igen op gennem åen. Efter en forsigtig start torsdag blev der lejet mange kanalbåde ud i løbet af lørdagen.

- Folk skulle lige opdage, at der var mulighed for at komme ud og sejle. Vi fandt også ud af, at det ikke var alle, der havde mod på at styre selv, så vi fik sat styrmænd ind, og de var med på rigtig mange ture i løbet af lørdagen.

- Så hvad er dit overordnede indtryk af årets lysfestival?

- Den er, at vi er glade. Og trætte. Jesper, der er teknisk chef for festivalen, gik med skridttæller undervejs mellem de mange attraktioner, og den har nået at runde de 30 kilometer i løbet af de tre dage.

Alt for få nåede at se dette syn på årets festival. Allerede på åbningsaftenen begyndte det at blæse så kraftigt, at portalen gik uhjælpeligt fra hinanden. Men portalen kommer igen i en endnu flottere udgave, lover Otto Popp Clausen, der er formand for Kolding Light Festival. Arkivfoto: Søren Gylling
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Regionalt For abonnenter

Efter brutalt corona-knæk blomstrer turistbranchen igen: Udlejere jubler over reddet og forlænget højsæson

Esbjerg

Hverdagen

Annonce