Annonce
Trekantområdet

Må ikke stille spørgsmål: Stig Gerdes er frustreret over landsretten

Stig Gerdes har aldrig været bange for et rask slagsmål på ord. Men sagen om hans autorisations-inddragelse vokser, og det trætter ham. Arkivfoto: Peter Leth-Larsen
Den tidligere Fredericia-læge får kun lov at udfordre Retslægerådet med ét spørgsmål. Han ville stille syv.
Annonce

Fredericia: Den tidligere Fredericia-læge, Stig Gerdes, får ikke mulighed for at forsvare sig i retten på den måde, han helst vil. Vestre Landsret nægter ham adgang til at udfritte Retslægerådet med syv uddybende spørgsmål. I stedet må han klare sig med kun ét spørgsmål.

- Det er helt vildt. Hvis ikke jeg må udfordre Retslægerådet, tager det brodden af mit forsvar. Jeg er jo primært dømt ud fra Retslægerådets udtalelse. Og nu kan jeg ikke få lov at udfordre den, siger Stig Gerdes.

Han og hans advokat, Anders Quistgaard, vil nu anke afvisningen af spørgsmålene. Det betyder blandt andet, at den i forvejen langstrakte sag kommer til at tage endnu længere tid.

- Det kommer til at tage år, siger Stig Gerdes.

Jeg får ikke lov at forsvare mig.

Stig Gerdes

Annonce

Byret, landsret og nævn

Byretten forbød sidste år Stig Gerdes at arbejde som læge - eller bare at kalde sig læge - for bestandig. Dommen slog fast, at han var skyldig i grov forsømmelighed og lægefaglige fejl i sagen om patient Karina Hansen, som han trappede ned i psykiatrisk behandling uden først at involvere hendes værge.

Retssagen stod mellem Stig Gerdes og Styrelsen For Patientsikkerhed. Byrettens dom baserede sig blandt andet på udtalelser fra Retslægerådet.

Stig Gerdes har anket dommen til landsretten og i den forbindelse meddelt syv spørgsmål, der udfordrer Retslægerådets vurderinger. Nogle af disse spørgsmål modsætter Styrelsen For Patientsikkerhed sig.

Derfor skal landsretten afgøre, om spørgsmålene må tages med i ankesagen, eller om de kun vil føre diskussionen på afveje. Det sidste er tilfældet for seks af de syv spørgsmål, mener landsretten.

Enden bliver, at seks spørgsmål afvises - tre flere end styrelsen har protesteret over.

Annonce

Højesteret eller ej

Stig Gerdes' advokat, Anders Quistgaard, er lige så frustreret som sin klient. Uden seks af de syv spørgsmål er der nemlig ikke meget saft og kraft tilbage i den tidligere læges sag. Anders Quistgaard mener, at landsrettens beslutning svækker Gerdes' retssikkerhed.

Så nu starter en slags retssag i retssagen: Via Procesbevillingsnævnet vil Gerdes gå til Højesteret for at få lov at stille alle syv spørgsmål i landsretten.

- Besvarelse af de supplerende spørgsmål udgør en væsentlig del af appellantens bevisførelse, skriver advokaten til Procesbevillingsnævnet og tilføjer, at afgørelsen giver "væsentlige retssikkerhedsmæssige betænkeligheder".

Nævnet har nogle uger til at beslutte, om Højesteret skal involveres eller ej. Hvis det bliver et ja, løber der yderligere måneder på sagens behandling.

- Men så må jeg jo bare vente. Tid har jeg jo rigeligt af, siger Stig Gerdes.

Ét af de afviste spørgsmål

Et af de seks spørgsmål, Styrelsen For Patientsikkerhed og landsretten ikke vil tillade stillet, er:

"I forhold til nedtrapning af patienter, der modtager antipsykotisk medicin og Retslægerådet besvarelse af spørgsmål D.
Retslægerådet bedes nærmere redegøre for den konkrete risiko i Karina Hansens tilfælde ift. sygdomsforlængelse eller forværring i hendes tilstand.
Det virker til, at Retslægerådets besvarelse alene forholder sig generelt til spørgsmålet og ikke specifikt til Karina Hansen.
Styrelsen for Patientsikkerhed har aldrig bestridt det forhold, at Karina Hansen har fået det bedre, efter at Stig Gerdes påbegyndte sin behandling af hende.
I besvarelsen skal Retslægerådet samtidig specifikt inddrage omfanget af nedtrapningen, og hvilke anbefalinger der findes for nedtrapning af antipsykotisk medicin for patienter i Karina Hansens situation."

Spørgsmålet afvises med følgende begrundelse:
"Indsigt i den nærmere kliniske baggrund for Retslægerådets skøn har ikke betydning for sagens afgørelse. Spørgsmålet tillades derfor ikke stillet."

Kilde: Vestre Landsrets retsbog

Stig Gerdes og hans advokat, Anders Quistgaard, tabte sidste år retssagen om Stig Gerdes' autorisation. Arkivfoto: Peter Friis Autzen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Nordtyskland

Anden bølge er i gang: Tyskland kan blive lukket land for danskere lige om lidt

Danmark

Nu kan borgere med milde symptomer selv booke coronatest uden hjælp fra lægen

Annonce