Annonce
Billund

Månedens bøger på bibliotekerne

En bog, der slet ikke vil læses. En bog om, at det ikke står så skidt til med verden endda. Og en kort roman om hjælp i en sårbar situation. Månedens bøger spænder bredt.

I juli har bibliotekerne i Magion i Grindsted og i Sdr. Omme tre nye bøger klar som månedens bøger.

"Som et muldyr der bringer flødeis til solen" af Sarah Ladipo Manyika er en kort roman om en livsglad 74-årig kvinde, der elsker alle de kulturer, hun har mødt gennem sit liv. Hendes alder er bare et tal, og hun har ikke mange venner på sin egen alder, men et uheldigt fald gør hende pludselig sårbar, og så må hun hente hjælp hos venner og tilfældige bekendtskaber. En velskrevet feelgood-roman.

"Dansk fodbolds sande guldalder" af Michael Kjærbøl er fortællingen om et sandt fodboldeventyr der varede fra 1898 til 1920. Fortællingen om en epoke, hvor dansk fodbold tilhørte den absolutte verdenselite.

"Åbn ikke denne bog" er skrevet af den australske komiker Andy Lee og var tænkt som en gave til hans niece.

Det løjerlige lille blå monster vil ikke have, du læser hans bog. Og det får jo de fleste nysgerrige sjæle til at gøre det alligevel, men for hver side du bladrer videre, bliver han mere og mere hidsig. En sjov og vild tekst og flotte illustrationer.

Annonce

… og i Billund og Vorbasse

På bibliotekerne i Billund og Vorbasse er der tre andre titler på programmet som månedens bog.

"Velsignelser" af Caroline Albertine Minor er en novellesamling, men hen ad vejen finder man ud af, at tre af novellerne handler om de samme personer og nærmer sig fra forskellige sider en helt ung piges uventede og uforståelige selvmord. Historierne er smukt skrevet og en stor oplevelse at læse.

"Factfulness: 10 grunde til at vi misforstår verden - og hvorfor den er bedre end vi tror" af Hans Rosling er en fascinerende bog, der gennemgår verdens tilstand, som den er i dag. Pointen i bogen er, at verden på rigtig mange områder slet ikke er så slem, som vi går og tror.

"Og de onde lo: amoralske fabler" af Ellen Holmboe er en samling dyrefabler uden morale, hvor de onde vinder, og de gode bliver spist. Som læser bliver man efterladt med en følelse af ”det kan man da ikke”, sammen med en lille smule fnisen over de groteske historier, som aldrig ender som forventet. Bogen vandt Kulturministeriets illustratorpris i 2018.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Skampletten i Vejen

I Vejen ligger der en vej, som ingen har kunnet bruge i nu et år. 22. oktober er det nøjagtig ét år siden, at landmanden Martin Lund Madsen kørte bigballer og andet ind på Skovgårdsvej, der blev anlagt på hans jord, og spærrede den. Han har Højesterets ord for, at Vejen Kommune brugte den forkerte lovgivning til at ekspropriere den nødvendige jord til vejen, og med kommunens kritisable forvaltning in mente spærrede han altså det sorte asfalttæppe. Lige nu betaler borgerne i den nærliggende by Askov en meget høj pris for dette morads, for konsekvensen af lukningen er blandt andet, at tonstunge entreprenørmaskiner tvinges ind gennem byen til stor fare for bløde trafikanter. Spørgsmålet er, hvor længe vi skal være vidner til denne helt urimelige gidseltagning? Vejen Kommune er helt rigtigt blevet kritiseret for en amatøragtig sagsbehandling. Den private ejendomsret er ikke ukrænkelig, her er Grundloven meget klar. Når hensynet til almenvellet taler for det, kan man ekspropriere borgernes private ejendom, men man må synes, at det offentlige skal forberede sig bedre, end Vejen Kommune har gjort i den aktuelle sag. Ikke alene har man spildt skatteydernes penge, man har på et fejlagtigt grundlag foretaget en ekspropriation, der ikke var lovmedholdelig. Det er en skandale. Men man må også samtidig sætte kritisk lys på landmand Martin Lund Madsens rolle, for han er en del af gidseltagningen. Det vil være mærkeligt, hvis ikke Vejen Kommune får lov at ekspropriere til den allerede anlagte vej, hvis ellers man kan få gjort sit forarbejde ordentligt, for selvfølgelig skal det offentlige kunne anlægge veje, når behovet er tilstrækkeligt stort. Men det kommer til at tage år, hvis også denne proces - nu efter den rigtige lovgivning - skal hele retssystemet igennem, som man må forvente, at Martin Lund Madsen vil trække den, og imens holdes et helt samfund som gidsel. Skal det virkelig kræve ofre, før man som voksne mennesker sætter sig og forhandler en løsning på plads?

Annonce