Annonce
Esbjerg

Måtte undvære sin søn i seks uger: Sygeplejerskestuderende Michael står i frontlinjen i kampen mod corona

Michael Frikke og sønnen Gabriel har undværet hinanden i seks uger under coronakrisen. Indtil i onsdags, hvor de endelig så hinanden igen. Privatfoto
Michael Frikke, der læser til sygeplejerske på UC SYD, er i sin praktik på sygehuset i Esbjerg blevet en del af det beredskab, som lige nu kæmper en hård kamp mod det smitsomme coronavirus. Det har betydet, at han i ugevis har måtte undvære sin søn på grund af faren for smitte. Alligevel ville han have meldt sig frivilligt, hvis det havde været nødvendigt.
Annonce

Esbjerg: ”Endelig,” tænker Michael Frikke, da han går ud ad døren til Sydvestjysk Sygehus. Endnu en hektisk og til tider kaotisk dag på den fyldte fællesakutmodtagelse er slut, og nu kan han sætte kursen hjemad.

Godt nok er ”hjem” en lidt underlig størrelse for tiden. Det er blevet et ensomt sted. Næsten tomt og livløst. For væk er vennerne, der plejer at komme forbi med en håndfuld bajere og et skud godt humør. Og væk er hans 3-årige søn Gabriel, der ellers plejer at være så glad for at lege med sin far.

Flere praktikanter og frivillige fra UC SYD er i disse dage er en del af det beredskab, der lige nu tager kampen op imod det frygtede coronavirus. En af dem er 27-årige Michael Frikke. Han læser på sjette semester på sygeplejerskeuddannelsen på UC SYD, og siden februar har han været i praktik på fællesakutmodtagelsen på Sydvestjysk Sygehus.

Fra at have taget imod patienter med pludselige brystsmerter eller brækkede knogler fik Michael og hans kolleger i starten af marts pludselig en ny patientgruppe.

- Da jeg fik at vide, at vi nu skulle tage imod coronasmittede, var det lidt af et wake-up-call. For dét, jeg troede, kun var en sygdom i udlandet, kom pludselig så tæt på, og afdelingsledelsen fortalte os, at hvis det løber løbsk, så skulle vi regne med, at folk ville dø i akutmodtagelsen, siger Michael, der egentlig havde det helt naturligt med at være en del af den krisesituation, Danmark var ved at træde ind i. Han har tidligere været brandmand og arbejder godt under akutte situationer.

Om Michael Frikke

Michael Frikke er 27 år og bor i Esbjerg.

Han har en søn på tre år, der hedder Gabriel.

Læser på 6. semester på sygeplejerskeuddannelsen på UC SYD.

Er lige nu i praktik i fællesakutmodtagelsen på Sydvestjysk Sygehus.

Har tidligere været ansat ved brandvæsnet i Esbjerg, så han har en beredskabsfaglig baggrund.

Michael er en af mange studerende fra UC SYD, der har meldt sig til beredskabet under den nuværende coronakrise.

Annonce

Knockout

Noget, han dog ikke kunne forberede sig på, var savnet til sin søn Gabriel. På grund af faren for smitte besluttede Michael og Gabriels mor, at det var bedst, hvis kontakten til hans søn var minimal i en periode. Og i seks uger måtte Michael arbejde på sygehuset uden at se sin søn.

-Jeg frygter mindre for mig selv, end jeg frygter for min familie. Jeg tænker, at jeg skal passe på med ikke at smitte dem. Men det er hårdt, og jeg håber ikke, at han lægger alt for meget mærke til, at jeg har været væk, siger han.

Gennem de seneste uger har han måtte følge sin søn gennem videosamtaler på telefonen. Og forleden var det netop en af disse samtaler, der fuldstændigt tog pusten fra ham.

- Gennem kameraet ville han vise mig et køkkensæt, som han havde fået. Og så kiggede han ind i kameraet og spugte mig, hvornår jeg kunne komme og lege med ham igen. Det var en kæmpe knockout, siger Michael.

Annonce

Kunne ikke bare sidde derhjemme

Selvom Michael hver dag møder ind på Sydvestjysk Sygehus og ser corona direkte i øjnene, og selvom han hver dag vender tilbage til en tom lejlighed og ser sin søn gennem en skærm, ville han alligevel have meldt sig frivilligt som hjælper i kampen mod corona.

- I stedet for at sidde herhjemme og tulre kunne jeg lige så godt få noget erfaring og hjælpe, hvor jeg kunne. Men jeg trænger til snart at kysse og kramme min søn, siger Michael.

Og onsdag kom han et skridt tættere på den drøm. Efter seks ugers afsavn mødte han igen sin søn. Eftersom hverken han eller sønnen har symptomer, så besluttede de sig for at møde hinanden igen. Dog med afstandsprincipperne in mente.

- Jeg havde nok aldrig forestillet mig den form for glæde. Det er måske noget, jeg tidligere har taget for givet. At se min søn. Høre hans stemme. Det fik mig til at tænke, at jeg burde have sat mere pris på de ting tidligere. Så det var en stor dag.

Fra nu af vil Michael og Gabriel forsøge at se hinanden mere jævnligt, mens kampen mod corona raser.

Selv om det har været hårdt at være væk fra sin søn, så fortryder Michael ikke. Det har været vigtigt i forhold til hans uddannelse, og det har givet ham hår på brystet. Privatfoto
Gabriel og Michael har kommunikeret via FaceTime i løbet af de seneste seks uger. Blandt andet fortalte sønnen sin far om det køkkensæt, han havde fået. Privatfoto
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kolding

100 år siden Genforeningen: En stor dag for Sønderjylland, Danmark og Verden

Annonce