Annonce
Sport

Mæhle tager læring med fra storm på sociale medier

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Joakim Mæhle har lagt SoMe-stormen fra Tyskland-kampen bag sig, og han agter ikke at skjule sig fremover.

U21-landsholdets Joakim Mæhle har været meget i vælten under den igangværende EM-slutrunde i Italien - i særdeleshed på de sociale medier.

Først kom han i mediestormvejr efter at have ytret sin skuffelse over en bænkplads mod Tyskland. Samtidig noterede folk sig, at han ikke takkede fansene efter kampen, men Mæhle har selv forklaret, at han blot skulle skifte til løbesko for at løbe af efter kampen.

Dernæst var han med to mål helten i sejren mod Østrig.

På godt og ondt har han været et varmt navn på de ofte ubarmhjertige sociale medier.

Han forklarede selv, at han var ked af de ting, som hans familie havde skullet læse om primadonnatendenser og dårlig attitude.

Nogle kunne måske få lyst til at holde sig væk fra internettets voldsomme slagmark, men Genk-backen har i sinde fortsat at være til stede.

- Jeg skal på ingen måde droppe det, for det er også et rigtig godt talerør, siger Mæhle.

- Men jeg skal måske tænke lidt mere over, hvad jeg siger i hvilke sammenhænge, og hvordan det kommer ud.

Han mener, at der er blevet kogt al den suppe, der kunne presses ud af det, på historien, og den ligger nu gemt godt væk i læringskufferten.

- Vi har lagt det ned her i træningslejren, og jeg har selv lagt det fuldstændig ned, forklarer han.

U21-landstræner Niels Frederiksen siger, at virakken så at sige intet har fyldt i EM-lejren, og han har intet problem med, at de sociale medier kan give lidt rabalder nogle gange.

- Det er på godt og ondt. Man kan også bruge det aktivt, hvis man vil have nogle budskaber ud eller sende nogle signaler. Omvendt er det også der, det går hårdt for sig, hvis folk bliver kritiske.

- Det er en del af det, og det kan og skal vi ikke lave om på, siger han.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Digte fra voldsmanden: Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl?

JEG SAGDE SMUT/MEN HAN FORFULGTE MIG I HALVANDET MINUT/OG ENDTE MED AT BLIVE SKUDT/DET HAR JEG IKKE FORTRUDT/SELV OM DET ER FORBUDT/AT PRUTTE MED KRUDT. Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl fra Yahya Hassan, der fra sin tidsubestemte psykiatriske anbringelse sender "Yahya Hassan 2" på gaden? Anmelderne på dagbladsredaktionerne i København er ikke i tvivl. Stjernerne vælter ned over lyrikeren. "En overrumplende karakterfuld og kanongod bog", mener eksempelvis anmelderen i Weekendavisen, der brugte hele sin forside på et interview med digteren, som chefredaktør Martin Krasnik i sagens anledning personligt udførte. Andre uden for den kulturelle indercirkel er uenige i, at den dømte voldsforbryder er en befriende stemme fra den kulturelt så berigende ghetto. Den tidligere krimireporter på Ekstra-Bladet, Dan Bjerregaard, siger til journalisten.dk, at Hassan har "chikaneret folk, han har truet folk, og han har skudt en mand i foden. Han har et voldsomt forbrug af narkotika, han flasher våben, og jeg mener, at man skal overveje det meget nøje, hvis man gerne vil bidrage til det liv." Og det mener Bjerregaard, medierne gør ved at lade Hassan fylde så meget, og at danskerne gør, hvis de køber hans "banale børnerim". At medier beskæftiger sig med værk nummer to fra en skribent, hvis første bog for seks år siden solgte over 100.000, er kun naturligt. Så lader man sig nok let rive med, men det er altså ikke i sig selv en adgangsbillet til omtale og hyldest, at man er af anden etnisk afstamning, opvokset i en ghetto, notorisk voldsforbryder og indsat på retspsykiatrisk afdeling. Produktet må være det afgørende. Der er kun én konklusion: Danskerne må vurdere, om det er stor kunst eller ubehjælpsomt ævl, så vi slutter med endnu et citat fra den nye "karakterfulde og kanongode bog": "JEG HAR HAFT SKUDSIKKER VEST PÅ UNDER JAKKEN/SIDEN ÅR 2013/TRO MIG JEG ER TRÆT AF DEN/DENS LUGT ER BLEVET LED SOM OKSESVED/OG JEG ER BLEVET EN JAGET GED". Versalerne er forfatterens valg.

Annonce