Annonce
Livsstil

Mød Charlotte Guéniau: Danmarks mest farverige forretningskvinde om farver og sorte dage

Den farverige forretningskvinde bag RICE lever et travlt liv og er bevidst om, at det er vigtigt med pauser, træning og noget pas-på-sig selv-tid. Foto: Lasse Olsson

Farve, funktion og humor. Sådan lyder filosofien bag interiør- og accessories virksomheden RICE, og den filosofi har stifteren, Charlotte Guéniau, forsøgt at overføre til hjemmet og livet. Men livet er ikke altid i farver, og vi har mødt hende til en snak om sind, sundhed, sorg og overgangsalder.

Farveorgie og hjertevarme. Det er den følelse, jeg bliver ramt af, da jeg træder ind ad døren til den 349 kvadratmeter store villa i Odense M, hvor Charlotte Guéniau bor sammen med sin mand og sin 19-årige datter, der lige nu er på vej til at flytte hjemmefra og ud i voksenlivet.

Charlotte driver den succesfulde virksomhed RICE sammen med sin mand, Philippe Guéniau. Et projekt, der blev skabt, fordi ægteparret ikke ville have deres børn til at vokse op i Paris, hvor de havde boet på 40 kvadratmeter og arbejdet i 14 år. Dengang i 1998 havde ingen af dem forestillet sig, at deres farverige univers med melaminkopper, håndlavede kurve, opbevaringsbokse og glaserede keramik ville blive kendt og elsket verden over. Et univers, som i dag er lige så meget en livsstil og en hobby for Charlotte. Og som hun grinende siger:

- Jeg er en Happy-Go-Lucky-type, men det er også, fordi jeg arbejder sammen med min mand. Jeg kan lave alt det sjove, og så kan han få lov til at bekymre sig.

Annonce

Blå bog

Charlotte Guéniau, 53 år.

Født og opvokset på Fyn.

Uddannet eksportør.

Ejer virksomheden RICE A/S sammen med sin mand Philippe Guéniau, som parret stiftede i 1998.

Hovedkvarteret er et pakhus på 2.000 kvadratmeter på havnen i Odense.

Har boet i Frankrig i 15 år og været chef for den franske filial af tøjfirmaet REDGREEN.

Charlotte og Philippe bor i dag Odense og har sammen Max på 21 år og Selma på 19 år.

Farveeksplosion og kedsomhed

Charlotte er netop kommet retur til Odense efter en forretningsrejse i Milano og har også lige nået en omgang pilates og et forretningsmøde inden vores interviewaftale. Hun kan godt mærke travlheden i kroppen og kalder den ”lige moderne nok”, mens hun viser vejen til det farvestrålende køkken med de grønne og lyserøde vægge. Jeg tager plads ved det lange spisebord med urtete i koppen og svampet chokoladekage på tallerkenen, som bliver oplyst af lyserøde, gule, guld- og mint-farvede rislamper. Farveeksplosion. På den fede måde.

- Man skal selvfølgelig sørge for, at det ikke bliver for skørt, så der stadig er ro på til øjet. Men det er smag og behag. Hvis jeg kommer ind i de der sort-hvide naturhjem, så vil jeg ikke sige, jeg får stress, men jeg keder mig. Mine øjne keder sig. For mig er det bare sådan: Kom nu! siger Charlotte, som også kun går i sort tøj, hvis der er noget galt.

Vi nipper til vores dampende te og varmer op til at dykke dybere ned i både farveuniverset og de mere sorte dage. Livet. Som det nu engang er.

Du siger, at du ikke kan leve uden farver - hvad mener du med det?

Selvom det måske lyder lidt tåbeligt, vil jeg faktisk ikke kunne leve uden farver. Jeg tror på, at farver har nogle energier med sig, og hvis man kigger på det alternative billede, så tror jeg også på, at der er farver, som både tiltrækker og afskrækker. Hvis man er stresset, så er der nogle farver, man slet ikke kan holde ud. Jeg havde et par år, hvor jeg slet ikke kunne udstå gul, og jeg tror simpelthen, at jeg var stresset, uden jeg var klar over det. Og i dag er jeg helt vild med gul.

Hvor meget har du dykket ned i farvernes psykologi?

Jeg har læst en del om det, men det er ikke noget, jeg decideret har nørdet med. På et tidspunkt blev vi hos RICE kontaktet af nogle forskere fra Aarhus Universitet, som forskede i netop farver, og hvad de gør ved en. Hvis du er indlagt på hospitalet i lang tid, så betyder æstetikken enormt meget, og man spiser mere, hvis man for eksempel får serveret maden på en pink tallerken frem for en hvid, og jeg synes, det er sindssygt spændende med hele den proces omkring, hvad farver gør ved din hjerne. Jeg har også for nylig læst en artikel om et schweizisk fængsel, der har eksperimenteret med lyserøde celler, hvor de sætter de mest aggressive og voldelige fanger ind i, når der er problemer. Og her har de målt, at fangernes blodtryk falder i løbet af et kvarter. Så jeg har faktisk fået malet præcis den samme farve ovenpå, hvor vi har vores gymnastik- og yogarum. Alt er lyserødt der - både gulvtæpper, vægge og loft, og det giver virkelig ro.

Du lever af farver og af at skabe hverdagsmagi - har du eksempler på, at magien virker?

Jeg har mange eksempler på den glæde, som folk oplever, når de enten kommer herhjemme, hos RICE eller på et af vores RICETERIAs, som er en kombination af en RICE-butik og en café. For fire måneder siden åbnede vi sådan en cafebutik i Giesen i Tyskland, og det er en smaddersjov historie. Kvinden, der i dag bestyrer stedet, mødte jeg for ti år siden til et kundeevent, og lige pludselig stod denne her ukendte kvinde bare foran mig og fortalte, at jeg havde ændret hendes liv. Hun havde været nede med stress, men en dag sad hun hos lægen og bladrede i et magasin, hvor der var en boligreportage fra mit hjem. Hun blev fuldstændig opslugt af alle de her farver, og det blev vendepunktet for hende. Hun lavede sin lejlighed fuldstændig om, og det glade farveunivers var med til at ændre hendes liv. Og det er så dejligt, at det faktisk gør en forskel for nogen. Hvis det kan være med til at tænde noget glæde og hverdagsmagi, så er jeg glad, og så er der jo pludselig en større mening med det hele.

Du har også skabt hverdagsmagi her i huset, og samtidig er du en hårdtarbejdende kvinde - bliver du aldrig stresset?

Jo, det gør jeg, og jeg kan heller ikke holde til så meget, som jeg har kunnet. Derfor er det også vigtigt for mig med pauser, træning og noget pas-på-mig selv-tid. Sidste år besluttede jeg, at jeg skulle have nogle dage, der hedder creative breaks, fordi jeg er rigtig meget i drift, og det kan godt presse mig. Hvis jeg har haft dage, hvor jeg er blevet trukket i 20 forskellige retninger, så har jeg lige brug for en hjemmearbejdsdag bagefter. Men der skal ikke ret meget til, før jeg er klar igen. Men jeg har haft stress, og det tog mig flere år om at finde ud af det.

Hvornår var du stresset?

Det var, da mine børn var små, og folk spurgte også, hvordan jeg kunne klare det. Der sov jeg ikke ret meget, og efterfølgende kunne jeg godt se, at jeg havde været stresset, men jeg kunne ikke mærke det. Jeg var nok på en eller anden form for adrenalinkick og vågnede også op om natten, og så kunne jeg da lige svare på en mail til Thailand, og så var der styr på det. Jeg skulle jo også stadig rejse meget, selvom børnene var små, og det var svært for mig at tage væk fra dem, og det pressede mig sindssygt meget.

Du kunne ikke mærke, at du var stresset, men hvornår nåede du så frem til den erkendelse?

Det var en dag, hvor jeg var på en messe i Paris for omkring 12 år siden, og jeg kan huske, hvordan vi skulle skynde os for at nå det her fly hjem, og pludselig blev det sådan en mareridtsagtig situation med alt for lang kø til taxierne, et hurtigt tog til lufthavnen og et annulleret fly, og der kunne jeg bare mærke, at det var for meget for mig. Det havde jeg ikke prøvet før. Jeg opsøgte en heil praktiker, da jeg kom hjem, og hun sagde til mig, at jeg skulle tænke mig rigtig godt om. Hun malede det stort op og fortalte, at hvis jeg fortsatte med det tempo, ville jeg risikere at få en stress-depression og glo ind i en væg i flere år. Og jeg kunne mærke, at hun havde ret. Selvfølgelig vidste jeg godt, at jeg ikke bare kunne sadle helt om, men jeg gjorde så det, at jeg skulle have været i Indien og Thailand og sendte en kollega afsted i stedet, og det var rigtig godt for mig.

Du begyndte så at træne - hvorfor det?

Jeg følte ikke, jeg havde tid til det inden, men alle har jo tid, det er bare et spørgsmål om prioritering. Og jeg prioriterede det ikke. Overhovedet. Men jeg vidste, at det blev jeg nødt til, for ellers kunne jeg ikke holde til det liv i det lange løb. Så jeg fandt en personlig træner, og det blev til en blanding af crossfit, boksning, squash og styrketræning, og jeg fik også taget toppen af min stress med både træning og terapi. Vi begyndte efterfølgende også at træne ude på RICE med personalet, og det er vi fortsat med. For jeg har det ofte sådan: Hvis der er noget, jeg synes, der er fedt, så skal alle andre også prøve det.

Træningen gik pludselig i stå - hvorfor gjorde den det?

Det er meget ærligt det her, men jeg blev ramt af, at min søn var ved at være færdig som student og begyndte at undersøge et praktikophold i udlandet. Og hele året op til hans afrejse var jeg virkelig trist ved tanken om det. Det var sindssygt emotionelt for mig, og når jeg kigger tilbage, så tror jeg også, at der var noget overgangsalder med indover, men det kunne jeg slet ikke se på det tidspunkt. Det var en forfærdelig tanke, at tiden, hvor vi alle fire boede under samme tag, var ved at være forbi. Det var jo et kapital, som jeg havde været vild med. Alle de der unge mennesker i huset og den farverige hverdag med liv i huset… det var ved at være slut. Så lige pludselig kunne jeg bare ikke overskue at træne. Jeg har også skæv ryg og skulle til massage, og jeg blev stresset af alt det, der skulle til for at passe på mig selv.

Hvorfor kunne du ikke se dengang, at overgangsalderen også spillede ind?

Fordi overgangsalder er sådan en mærkelig ting, som man ikke taler ret meget om. Det er jo ikke det mest sexede emne. Og det er noget værre pjat, for det skal vi gøre det til, for vi skal alle sammen den vej. Så i stedet for at se tingene i øjnene, så stoppede jeg med alting, og det var rigtig dumt, så nu er jeg i gang igen. Men det er først her inden for det sidste halve år, hvor jeg er blevet klar igen. Jeg tror nærmest, jeg gik i sorg over, at han skulle afsted. Og lige om lidt flytter min datter, og jeg håber virkelig, at det bliver bedre denne her gang.

Kan du prøve at uddybe for mig, hvordan sorgen føles?

Jeg ved godt, at det en rejse, man vænner sig til det, og at det er noget værre pjat. Men det er jo den mest ambivalente succes at indkassere, at man får børn og er så heldig, at de er selvstændige og vil ud i verden. Jeg flyttede selv til Frankrig, da jeg var 19 år og var væk i 15 år. Og jeg ønsker jo, at mine børn skal være selvstændige og frie, men du skal indkassere den succes, du selv har opbygget. Og nu sidder jeg egentlig bare og tænker, ej, hvor gik det stærkt, mand. Selvom jeg virkelig har forsøgt at være til stede i nuet hele tiden. Det er ikke fortrydelse- men for mit vedkommende er det rigtig hårdt, at der er noget, der er slut. Og jeg har da talt med børnene om det og sagt, at hvis jeg tuder over, at de skal afsted, så handler det ikke om, at jeg ikke synes, de skal fyre den af. Det handler om mig.

Hvad foretager du dig i dag for at holde både det fysiske og mentale i god form?

Jeg mediterer og øver mig i at trække vejret ordentligt og dyrker pilates en til tre gange om ugen. Jeg får også jævnligt ansigtsbehandlinger og gestaltterapi og sørger altid for at booke den næste aftale, når jeg står der. For ellers ved jeg, at det forsvinder. Jeg går faktisk mest op i det indre og har aldrig rigtig gået op i det ydre ved mig selv. Hvis du har det indre i orden, så har du jo også en god udstråling. Jeg tror ikke, jeg bruger så meget tid på at kigge på mig selv og tænke: Hold da op, nu hænger det også her. Altså jeg har da fået lavet øjenlågsløft, og det er jeg sindssygt glad for, og det gør jeg sikkert igen, hvis jeg synes, det skvatter sammen, men det er ikke der, min identitet sidder. Så det kommer jeg ikke til at gå i sorg over. Og jeg kigger da også på min datter og hendes veninder og siger, tag nu de korte kjoler på, for de ben bliver bare ikke flottere end nu. Nyd det I har, og vær til stede.

Hvad med din mentale alder - føler du dig som en kvinde på 53 år?

Slet ikke. Jeg føler mig stadig ung, og ofte når jeg er sammen med folk, så tænker jeg, at vi er jævnaldrende. Jeg tror faktisk, at de fleste fryser sig selv et sted, når de er midt i 30’erne, og min egen mentale alder er 30-40 år. En gang imellem er jeg på retreats, og jeg var på et i Italien, hvor der var en familie fra Sydafrika - en mor og hendes to døtre. Hele ugen så jeg mig som selv som en af hendes døtre, selvom moren kun var 5 år ældre end mig. Men det fattede jeg ikke før, ugen var omme. Jeg tror meget, at det handler om nysgerrighed. Jeg er stadig sindssygt nysgerrig, og jeg kan huske, at min mormor som blev over 80 år, sagde til mig, at hun stadig følte sig ung, og hun sagde, at hvis hun gik tur og pludselig så sin egen silhuet i et vindue, så tænkte hun, hvem pokker den gamle dame var. Men hun var frisk til det sidste og smart og interesseret. Og jeg tror på, at hvis man holder sin nysgerrighed ved lige, så skal det hele nok gå. Jeg arbejder selv i en branche, hvor jeg skal forny mig hele tiden, så har jeg også en naturlig nysgerrighed, og jeg lever af mine øjne. Hvad de ser og oplever.

Selvom de fleste dage er farverige for Charlotte Guéniau, så har hun mærket de sorte dage på tæt hold. Foto: Lasse Olsson
Charlotte Guéniau bor i en 349 kvadratmeter stor pragtvilla i Odense M sammen med sin mand og sin 19-årige datter, der nu er på vej til at flytte ud i voksenlivet. Foto: Lasse Olsson
Charlotte Guéniau kan ikke leve uden farver (og blomster!) og får nærmest stress, hvis hun besøger et sort-hvidt hjem. Foto: Lasse Olsson
RICE-stifteren beskriver sig selv som en Happy-Go-Lucky-type, der laver alt det sjove i virksomheden. Foto: Lasse Olsson
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Derfor skal vi turde drømme stort

Martin Braithwaite er en god fodboldspiller, og det har han været i mange år. Ellers bliver man ikke førsteholdsspiller i Esbjerg fB, professionel i Frankrig, England og Spanien. Man bliver ikke landsholdsspiller. Det krævet særligt talent og særlig arbejdsomhed. Men et vildt, vidunderligt og vanvittigt klubskifte fra en spansk bundklub, Leganés, til en af verdens allerstørste, mest mytiske fodboldklubber, FC Barcelona, ændrer alligevel alt. 28-årige Martin er ikke længere bare en dygtig fodboldspiller, han er en stjerne, katapulteret ind på lystavlen hos stort set alle danskere. I løbet af en uge. Vi skriver sjældent om fodbold på denne plads, det bliver ikke omdrejningspunktet herfra. Men der er noget i den historie, som er værd at hæfte sig ved. Den er enormt inspirerende. Historien om en ung knægt fra Esbjerg, der – når man hører alle anekdoterne, der dukker frem nu, og det er mange - altid har haft en stålsat tro på sig selv, et mod til at sætte ambitionerne højt og en ukuelig vilje til at forfølge dem. Vejen til Barcelona har ikke været let. Der har været omveje, og der har været kampe og klubophold undervejs, som var mindre vellykkede. Men han holdt fast. Så mens alverden var ved at tabe underkæben, da knægten fra Esbjerg lørdag eftermiddag stod klar på sidelinjen på Camp Nou, Barcelonas hjemmebane, klar til at gøre sin debut som Messis holdkammerat, var hovedpersonen afklaret. Det var jo lige præcis det scenarie, han havde forestillet sig i mange år. Det starter med en drøm. Man når ingen steder uden, i fodbold, i politik, i erhvervslivet, i skolen, i livet. Det kræver mod at drømme stort. Det kræver fantasi. Selvfølgelig kræver meget mere end det at se drømme blive til virkelighed. Der er ganske givet flere knuste drømme end det modsatte derude, så meget desto mere er der grund til at nyde øjeblikket, når det lykkes en af vores egne at indfri en vild drøm. Mærke det. Glæde sig. Kan man komme fra et ungdomsfodboldhold i Sædding-Guldager til førsteholdet i FC Barcelona, kan alt ske. Drøm det. Drøm stort. Og gå efter den. Tænk sig; det kunne jo være, at også din gik i opfyldelse.

112

Dige repareret ved Møllehus i nat: - Vi er fortsat i forhøjet beredskab

Annonce