Annonce
Livsstil

Mød Maren Uthaug: Danmarks sjoveste tegner om alderdom og røvhuller

Maren Uthaug, tegner og forfatter. Hun debuterede med romanen "Og sådan blev det". Fast tegner for Politiken med striben "Ting jeg gjorde". Foto: Thomas Lekfeldt, Scanpix
Vanvittigt sjove, lettere grænseoverskridende og bundløst ærlige striber. 47-årige Maren Uthaug, der har sydjyske rødder, er kendt for Politiken-tegneserien "Ting jeg gjorde", og vi har mødt Danmarks nok sjoveste tegner til en snak om livet.

Egentlig har hun kun 16 minutter til deadline på en stribe til Politiken, men det tager tegner og forfatter Maren Uthaug ikke så tungt, og hun slår også fast, at man godt må være både uansvarlig, barnlig og have det sjovt som 47-årig.

Det synes hun ikke, at ungdommen behøver at have patent på.

Og netop ungdom, alderdom og ting hun gjorde, er emner, som jeg vender med en ofte grinende Maren Uthaug: En bundløst ærlig kvinde med bundløst ærlige striber. Befriende vil mange sige. Provokerende vil nogle måske mene. Døm selv.

Annonce

Meget mere end en sjov tegner

Ny Maren Uthaug-bog på hylderne

Maren Uthaug debuterede i 2013 med den anmelderroste roman "Og sådan blev det", der siden er blevet oversat til flere sprog.

I 2017 udkom "Hvor der er fugle", som modtog DR Romanprisen, og 1. november 2019 udkom den nye roman:

"En lykkelig slutning". Det er en roman om døden i dens mange afskygninger – om nekrofili og medlidenhedsdrab, om overtro og kremering, om spøgelser og OCD, om teosofi og nazisme.

Inspirationen kom, da Maren selv havde været til begravelse én gang for meget inden for samme kalenderår.

Hun opsøgte derfor en bedemand, fik en rundtur i dødens forkammer, og undervejs i researchprocessen har hun blandt andet været spærret inde i en krypt.

På hendes hjemmeside Marens blog beskriver Maren Uthaug sig selv således:

Har blogget siden 2009, fordi det er næsten lige så sjovt som at være fuld.

Mand: Allan.

Mor til Kamille, Mynte og Anemone. 16, 13 og 10 år.

Hund: Sonja, 5 år. Shcæfer-Rottweiler.

Kanin: Død.

Halv samisk. Halv norsk. Ret dansk.

Hvad er det fede ved at blive ældre?

Der er klicheen med, at man bliver mere og mere ligeglad med, hvad folk tænker. Altså det bliver ikke på trods mere, som da jeg var yngre og var lidt i opposition og lidt modsat. Nu er jeg ligeglad - bare fuldstændig ligeglad.

Jeg har lige siddet og lavet en stribe om, at når mine trusser sidder oppe i røven, så tager jeg dem ud. Det er for eksempel én af de fede ting ved at blive ældre. Jeg gider ikke engang prøve at være diskret mere. Man når også til den der med, hvorfor det dog er vigtigt, hvad folk mener om én? For det er virkelig ikke vigtigt. Jeg prøvede at forklare min datter, som lige er startet i gymnasiet, hvor ligeglade folk vil være med hende på det gymnasium – sagt på den mest positive mulige måde: At folk i bund og grund er ret ligeglade med alle andre mennesker og kun går op i sig selv. Jeg støder heller ikke så meget ind i folk mere. Jeg går bare udenom dem, for det må de selv ligge og rode med.

Folk kan godt stå at hoppe og danse og sende mig mærkelige mails om, hvad jeg må lave striber om, og så har jeg det sådan: Det må du godt mene, nu går jeg ud og tager den kop kaffe, og så kan du sidde og mene det imens. Det er også én af alderens glæder.

Hvad er det mindre fede ved at blive ældre?

Jeg synes, det er virkelig irriterende, at selv de grimmeste 21-årige stadig er pænere end mig nu. Det er det der med ungdommen og den klare hud, og håret der altid er tykt.

De har en friskhed over sig, som man mister med alderen. Jeg kan se det, når jeg står om morgenen ved spejlet, og hvis en af mine tre døtre står der også. De har alle den der ungdommelige friskhed, hvor huden bare stråler.

Man kan simpelthen bare se, at de er nyere. Og så er det lige meget, om jeg er fuldstændig færdig med at lægge makeup og har friseret mit hår og gjort alt muligt. Man falmer på en eller anden måde.

Tegning: Maren Uthaug

Din livsvisdom til unge har blandt andet lydt på: Lad være med at være et røvhul. Hvis du skal skænke noget livsvisdom til 50+’erne – hvordan lyder det så?

Bare tag det samme. 50+’ere skal også lade være med at være røvhuller. Man skal holde op med at hakke på andre mennesker og genere dem. Hvis vi tager mig som eksempel, så er der virkelig ikke nogen grund til at sætte sig ned ved en computer og sende lange, vrede mails til én, der laver en vittighedsstribe i en avis.

Det kan godt være, du ikke synes, det er en sjov vits, men hvorfor skrive halvanden A-4-side med svinskheder? Lad være med at være et røvhul, for det er der faktisk ikke nogen grund til. Hvad med om du brugte dit liv på en federe måde? Det er jo ikke, fordi man ikke må synes, at det er en latterlig stribe, men du skulle se de petitesser, som folk går op i. Hvis de er sjove, så arkiverer jeg dem, og jeg synes også, det er sjovt at svare på dem, og især hvis jeg kan svare med ét ord.

Folk skriver sådan noget som: Kære Maren Uthaug, er du sød at lade være med at lave flere vittigheder om kristendom – vi er faktisk nogen, der bliver stødt over, at du joker med det. Så er du sød at lade være med det.

Og der er det perfekte svar: Næj! Og det kan more mig hver gang. Det er jo Politiken-læsere, så de har ofte en venlig tilgang og laver sådan en passiv-aggressiv-ting. Som regel skriver de så igen, men så ignorerer jeg det, for jeg er jo ikke interesseret i at have pennevenner. Og så er der også den der med, at vi skal råbe ad folk, der cykler på fortovet eller når folk bliver rasende i trafikken, og her får jeg det det virkelig sådan: Hold op med at være røvhuller. Det fik de åbenbart ikke lært i ungdommen.

-Folk skriver sådan noget som: Kære Maren Uthaug, er du sød at lade være med at lave flere vittigheder om kristendom – vi er faktisk nogen, der bliver stødt over, at du joker med det. Så er du sød at lade være med det.Og der er det perfekte svar: Næj! Og det kan more mig hver gang, skraldgriner Maren UthaugFoto: Martin Stampe

Hvad laver du, når du er 60… og 80 år?

Jeg har ikke nogen pensionsopsparing, så jeg sidder nok stadig og tegner og skriver bøger, når jeg er 60.

Når jeg er 80 år, er jeg nok død. Jeg har ikke nogen pensionsopsparing, for når man tegner og skriver, så tjener man virkelig dårlige penge, og der er ikke nogen, der gider at ansætte mig til noget, for jeg kan kun tegne og skrive bøger. Altså jeg kan ikke lave et Excel ark, jeg kan ikke møde til tiden – jeg kan kun det her. Og det er der ikke nogen pensionsopsparing i, så jeg arbejder mig ihjel nu. Det er sådan noget: Lev stærkt, dø ussel og afdanket uden penge. Og jeg kan virkelig godt lide at lave det, jeg laver. Jeg har valgt at gøre det i stedet for at gøre noget, jeg ikke kan lide. Og så må det koste mig en sikkerhed i alderdommen. Min kæreste er også freelancer, og jeg har fået tre børn uden barsel, så det er på kanten af fornuften. Men det går meget godt alligevel.

Tegning: Maren Uthaug

Når jeg siger botox, hvad siger du så?

Det må folk fuldstændig selv om. Jeg konstaterer, at folk der får mange ting hældt i hovedet, ser stadig gamle ud – bare på en anden måde.

Men jeg er slet ikke imod det, og hvis man nu synes, at ens liv bliver herrefedt af, at man ikke kan bevæge sin pande, så skal man bare gøre det. Jeg tager mig den frihed at fnise lidt af det, når folk ser virkelig underlige ud.

Men det er jo ligesom, når nogen har fået en mærkelig frisure. Jeg kunne ikke selv finde på at kaste mig over botox nu, men jeg kan også godt lide at se rasende ud. Det ville være trist ikke at kunne se vred ud, for hvordan skulle min kæreste ellers vide, hvornår han skulle give mig ret?

Hvad er dine hemmelige laster?

Selvom min dame i striben ryger, så ryger jeg faktisk ikke, så den kan ikke komme på listen. Og det er også noget, jeg får mails om, at det er for dårligt. For alt muligt er min skyld – også at folk ryger.

Det er også min skyld, at der er en kat, der blev dræbt på en parkeringsplads i Silkeborg. En dame mente nemlig, at jeg opildner til kattedrab, men folk skal jo også huske at tage deres medicin, ikke! Mine ægte hemmelige laster er chokolade og Cola Zero, og så har jeg utrolig svært ved at lade være med at drikke vin, når jeg er nye steder. Jeg har fået en stofskiftesygdom, som det egentlig går godt med, men når jeg drikker, så går det virkelig dårligt.

Så jeg må konstatere, at det kan jeg ikke administrere alligevel. Hver gang jeg er et nyt sted, så drikker jeg alligevel vin, selvom jeg er sådan lidt – øh, det skal jeg jo ikke, for jeg får en hård afklapsning senere.

Hvorfor ryger din dame i striberne, når du ikke ryger i virkeligheden?

Det passer godt til min dame at ryge. Altså den der ligegyldighed både over for sit eget helbred og andres mening. Hun er jo ikke mig. Hun er et alter ego eller en version af mig.

Hun er måske den ufiltrerede tanke af mig, og tit er det, hvad jeg tænker i situationer, som jeg så ikke siger. Fordi jeg ikke gider at være et røvhul. Måske er 10 procent af striberne noget, der reelt er sket, og så er der vel en 30 procent, som jeg har tænkt i situationen, men ikke sagde. Og så er der også bare noget, jeg finder på, når jeg læser en situation.

Det er også tit, jeg spidser situationen til. Måske blev det ikke lige sagt på den måde, men det var det, der var pointen. Men det er sådan noget med, at når jeg har lavet en stribe om, at jeg har fået en kønssygdom – jeg lavede engang en stribe om, at jeg havde fået klamydia, og det var min dame i øvrigt meget begejstret for, for det betød jo, at hun stadig var ung.

Jeg havde i hvert fald ikke selv klamydia og havde haft den samme kæreste i 20 år, og der fik jeg simpelthen så mange beskeder og mails fra folk, der ville hjælpe mig med, hvordan jeg undgik de her kønssygdomme. Det er ret sjovt, at jeg har lavet et univers, der lægger så tæt på min egen person, så folk er sikre på, at det er mig.

Hvis du kunne ændre noget i livet i dag, hvad skulle det så være?

Jeg har virkelig gjort, hvad jeg kunne for at gøre de ting, jeg har lyst til. Altså jeg har sådan noget med – ham der behøvede jeg ikke at have knaldet, og gid jeg havde haft et bedre forhold til min mor og far. Men jeg er samtidig så realistisk, at selvom mine forældre var blevet 200 år, så havde det forhold aldrig ændret sig. Så i bund og grund er jeg ret glad for, hvor jeg er, men jeg kunne godt have tænkt mig at bo i udlandet - for eksempel i New York eller London, og det er selvfølgelig aldrig for sent, men nu er børnene også begyndt at få holdninger, så det var nemmere dengang, de var i en håndtaske. Jeg kommer oprindeligt fra Nordnorge og prøvede faktisk at få børnene med dertil sidste vinter, fordi jeg drømte om at bo der i et halvt års tid.

Men min 13-årige satte hælene i, så måske venter jeg på, at børnene er så store, at de hader mig for alvor, og så kan jeg så selv tage af sted. Jeg tror på, at på et tidspunkt får de nok. Så gennemskuer de alt mit pis.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce