Haderslev: Det var egentlig tænkt som et tiltag for at lægge en dæmper på uenighederne mellem løbehjul og skateboards. Men i stedet blev konflikten optrappet.
Onsdag aften var der informationsmøde i Streetdome i Haderslev, hvor stedets daglige leder, Morten Bennetsen, præsenterede brugerdefinerede åbningstider for, hvem der må bruge Streetdomes faciliteter hvornår.
De præsenterede tider forårsagede en stor diskussion mellem forældre, løbehjulsbrugere, skatere og Morten Bennetsen selv.
Åbningstider i Streetdome
- Så lang tid tildeles fremover skatere og løbehjulsbrugere:
- Streetdome er tilgængeligt for skaterne i 74 timer i løbet af ugen. Heraf er 42 timer udelukkende for skatere.
- Til sammenligning er faciliteterne tilgængelige for løbehjulsbrugerne i 50 timer, hvoraf 18 timer udelukkende er til denne gruppe.
- Faciliteterne er fælles mellem grupperne i 32 timer om ugen.
Især løbehjulsbrugerne og deres forældre følte, at tiderne favoriserede de af Streetdomes brugere, som står på skateboard. Og Morten Bennetsen lagde da heller ikke skjul på, at tiderne hovedsageligt er lavet i et forsøg på at få flere skatere til at bruge Streetdome til daglig.
Men efter mødet erkendte han også, at han sagtens kan forstå løbehjulsbrugernes frustrationer.
- Jeg kan godt forstå deres bekymringer. Det at stå på løbehjul er en lige så stor passion, som det er at stå på skateboard. Men jeg har også mærket skaternes frustrationer igennem mine tre år som daglig leder, og den frustration skal man forstå for at anerkende de nye tider, sagde han.
Åben for ændring
Disse frustrationer går på, at især de yngre løbehjulsbrugere ikke kender ''færdselsreglerne'' på en skaterbane ifølge skaterne selv. Det har angiveligt gennem en årrække fået flere skatere til at søge væk fra faciliteterne, ligesom der også har været ulykker på banen.
Den udfordring vil Morten Bennetsen imødekomme med de nye åbningstider. Under præsentationen udtrykte flere ældre løbehjulsbrugere dog, at de følte sig oversete, og bandeord og en vending som ''til grin'' blev ofte brugt.
Mandag og onsdag aften fra 19-22 er i tidsplanen dedikeret til klatrere, som også bruger stedets faciliteter. Men efter mødet åbnede Streetdomes bestyrelsesformand, Bjørn Svensson op for, at denne tid også kan bruges af de løbehjulsbrugere, der er på eliteniveau.
- Det er jo positivt, at der er så mange, som gerne vil bruge faciliteterne. Men der er for lidt plads, og det er en nødvendighed at dele op, sagde Bjørn Svensson.
Åbningstiderne er udarbejdet af Morten Bennetsen sammen med Streetdomes bestyrelse. De er herefter blevet præsenteret for Haderslev Kommunes udvalg for kultur og fritid, som har godkendt tidsplanen.