Annonce
112

Mølleparken får et enormt løft

Håndværkerne har travlt med at slå facadeplader op i den nye bygning i Mølleparken. Foto: Jacob Schultz
De nye omklædnings- og kontorfaciliteter i Mølleparken er beregnet til at være klar den 1. juni. Hele herligheden koster i omegnen af 20 millioner kroner.

Sønderborg: Efterhånden har mange tusinder koncertgæster været en tur i Mølleparken, som i de sidste otte år er blevet forvandlet til et super koncertsted med plads til 5.500 koncertgæster.

Nu er turen så kommet til nye omklædningsfaciliteter, som Kultur i Syd deler med fodboldklubben Sønderborg Fremad. Siden den 3. september 2018 har håndværkerne været i gang med en fem gange så stor bygning i tre plan. Den gamle bygning var på 240 kvadratmeter fordelt på fire uhumske omklædningsrum, et lille kontor og et boldrum.

- Nu er håndværkerne i gang med en nybygning på 1200 kvadratmeter fordelt på 400 kvadratmeter i hver plan, fortæller eventchef i Kultur i Syd, Jes Johansen, mens han giver en guidet rundvisning i det store byggeri, hvor intet er overladt til tilfældighederne.

Planen er, at håndværkerne afleverer de færdige bygninger den 1. juni.

Annonce

Historien om Kultur i Syd

Kultur i Syd blev stiftet i 2004 af en kreds af erhvervsfolk i Sønderborg. Formålet var at skabe kulturelle aktiviteter i Sønderborg kommune i særdeleshed med koncerter.

Kultur i Syd havde sit gennembrud i august 2005, hvor man i samarbejde med Sønderjyllands Symfoniorkester arrangerede en koncert med verdensstjernen Luciano Pavarotti i slotshaven i Augustenborg.

Efterfølgende har Kultur i Syd arrangeret koncerter og andre events i Haderslev, Augustenborg og Sønderborg med et bredt udsnit af verdensstjerner som Roger Waters, Elon John, Eric Clapton, B.B. King og en enkelt afstikker til Odense med Leonard Cohen.

Den første koncert i Mølleparken var i 2006 med den nordirske sanger Gary Moore.

Fonden Mølleparken har ved kommunen lejet sceneområde og scenen.

Kultur i Syd har lejet arealet, hvor den nye bygning ligger. Kultur i Syd drifter den nye bygning de næste ti år.

Skitse holdt hele vejen

Scenepladsen blev i 2011 ombygget fra den oprindelige kapacitet på 3.500 tilskuere. Det var det amerikanske band Chicago, som havde fornøjelsen at indvie og spille for de 5.500 tilskuere. Og så sent som sidste år fik scenen et løft med et større sceneloft og inddækning ved scenen.

Tegningerne på det store byggeri er et oplæg fra Kultur i Syd. Det er så blevet kvalificeret af Sønderborg Fremad og Sønderborg kommune.

- Det er den grundskitse, som har holdt hele vejen igennem, og vi har været heldig med den milde vinter. Det voldsomme regnvejr i marts kom ikke til at betyde noget. Da var bygningerne lukket, forklarer Jes Johansen.

I den nye bygnings kælder har Kultur i Syd et depotrum, mens Fremad råder over bolde- og trøjerum.

I stueetagen er der nu seks store omklædningsrum. De fire af omklædningsrummene kan åbnes til to store rum. Her er der diverse toilet- og baderum, kontorrum og elrum.

Sponsorer har hjulpet

På første sal har Fremad rådighed over et 100 meter stort klublokale og et depot. Fra klublokalet kan man følge og se fodboldkampene på stadion. Det betyder, at Fremad flytter fra klubhuset ved Kærvej og ned i de helt nye omgivelser. Det er på nuværende tidspunkt uvist, hvad der skal ske med det gamle klubhus.

I den modsatte ende på første sal får Kultur i Syd et 150 kvadratmeter stort lokale, som kan deles til to lokaler. Her kan kunstnerne opholde sig. Der er også et stort mødelokale og et lille kontor, og midt i det hele er der køkkenfaciliteter.

I hver ende af første sal er der store altaner. En stor elevator forbinder alle tre plan. Elevatoren er en af de store - tre meter lang og halvanden meter bred.

Jes Johansen oplyser, at hele herligheden koster i omegnen af 20 millioner kroner inklusiv moms. Beløbet er rejst med bidrag fra Kultur i Syd, Sønderborg kommune og diverse sponsorer med fabrikant Mads Clausens fond i spidsen.

Eventchef i Kultur i Syd, Jes Johansen, har det store smil på og siger, at det bliver rigtig godt. Foto: Jacob Schultz
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Det ligegyldige alternativ

De entrede dansk politik med kærlighed, dans og et dybfølt ønske om en anderledes måde at drive landet på. Alternativet stormede ind i Folketinget ved valget i 2015 og fik fem procent af stemmerne uden nogen anden dominerende slagplan end at gøre tingene på en alternativ måde. Leder Uffe Elbæk fandt det hele ganske "crazy", og på Nørrebro, hvor partiet fik næsten 18 procent af stemmerne og blev større end Socialdemokratiet, løftede man taget i ekstase og drømte om en ny verdensorden. I dag er festen slut. Et elendigt resultat til folketingsvalget i 2019 sendte partiet ned på tre procent af stemmerne, og man må konstatere, at partiet ingen varige aftryk har sat på dansk politik. Til trods for, at folketingsvalget i juni netop handlede om klima, der jo ellers er et af Alternativets mærkesager. Men dagsordenen er global og har ikke en snus med Alternativets indsats at gøre. Skulle man være i tvivl, kan man konsultere det såkaldte forståelsespapir, der er skrevet af regeringen Mette Frederiksen (S) og dens støttepartier Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten. Her er sat de mest ambitiøse - og måske også uopnåelige - klimamål i historien, men altså uden, at Alternativet har været involveret. Partiet, der om nogen snakkede klima og en ny samfundsindretning, har ikke sat det mindste fingeraftryk på den mest ambitiøse klimadagsorden nogensinde - stærkere bevis for parlamentarisk ligegyldighed findes næppe, og det er sigende, at man ikke har hørt et kvæk fra Alternativet, siden vælgerlussingen i juni. Partiet har i dets korte historie budt på utallige farverige indslag så som en ganske alternativ festkultur, alternativ medarbejderpleje, alternativ ansættelsespolitik i partiet, men alt sammen artigheder fra gemakkerne og ikke fra den politiske scene. Jovist, Alternativet har fået fjernet transseksuelle fra listen over psykisk syge og andre fornuftige ting, men det varige aftryk på dansk politik er det ikke blevet til, og bliver det heller næppe.

Tønder

Over 100 får måtte reddes fra vandmasser på mark

Annonce