Annonce
Varde

Made in Varde er flyttet ind i udvidede lokaler

Karina Runge, Betina Petersen, Astrid Thorin, Mimi Haahr og Rikke Rietveld er de fem kvinder bag Made in Varde, som nu er rykket i butik på Roustvej 119. Foto: Jóhann Thór Haahr Hansen
De fem kvindelige iværksættere i fællesskabet Made In Varde fejrede torsdag indvielsen af deres nye butik.
Annonce

Varde: Den røde løber var rullet frem, gårdspladsen var fyldt op, og duften af hjemmebagt pizza hang i luften, da iværksætternetværket Made in Varde holdt åbningsreception i deres nye lokaler i legetøjsbutikken Mikkla mellem Varde og Roust.

Made in Varde, der startede i 2018 som et midlertidigt popup-koncept, har nu udmøntet sig til et veletableret iværksætternetværk med salgsplatform i fire butikker i kommunen og drømme om endnu mere.

- I er kvinder, der får tingene gjort, I skaber udvikling og vækst, og det er noget, der er vigtigt, når vi vil sætte Varde på landkortet. Det er I i den grad med til, sagde ProVardes iværksætter- og innovationschef Friedericke Bruhn, inden hun klippede snoren til den nye butik.

Det laver de

  1. Hos dmskincare.dk, der ejes af Karina Runge, skabes der hudplejeprodukter og teer med udgangspunkt i naturlige og effektive råvarer.
  2. Mimi Haahr skaber unika keramik, af ler hun graver op ved Filsø. Hun bruger blandt andet Vesterhavet som inspiration til aftryk på hendes produkter. 
  3. Rikke Rietveld laver økologiske og naturlige hudplejeprodukter, og producerer sæber i Blåbjerg Skov – deraf navnet www.blue-mountain.dk
  4. Betina Petersens butik Mikkla er en livstilsbutik i børnehøjde, der tilbyder et stort udvalg af legetøj, interiør og livstilsprodukter i butikken og på web. 
  5. Astrid Thorin sælger gennem webshoppen KelimKompagniet håndlavede kelimtæpper og puder fra Tyrkiet, Balkan og Centralasien. 

Produkterne sælges i Mikkla på Roustvej 118, hos Rav Mads' Hus i Henne, ved Café West Point i Blåvand og hos Frøknen og Fruen i Vejers.

Made in Varde består af iværksætterne Betina Petersen, Mimi Haahr, Astrid Thorin, Rikke Rietveld og Karina Hjorth, der hver især producerer og sælger bæredygtige og lokale produkter.

Annonce

Pop-up blev permanent

Sidstnævnte er initiativtager til konceptet, som Karina Hjorth fik ideen til, da hun i efteråret 2018 var flyttet i nye og for store erhvervslokaler i Varde.

- Jeg tænkte, det kunne være hyggeligt at gå sammen nogle stykker og skabe liv i butikken op til julesalget. Så jeg skrev ud i mine netværk på Facebook, og pludselig vrimlede det ind med kvinder, der gerne ville være med, siger Karina Hjorth.


Nu tror vi på, at vi kan brede os til endnu flere butikker langs vestkysten.

Karina Hjorth, idekvinden bag Made in Varde


Pop-up butikken med 10 iværksættere var en succes, og Karina Hjorth insisterede på, at det nyfødte netværk ikke skulle lægges i graven med det samme.

Siden er der løbet en del vand under broen. Nye er kommet til, andre er sprunget fra, og gruppen er i dag landet på fem medlemmer, hvis produkter nu sælges i fire fysiske butikker med åbningen af den udvidede Mikkla.

ProVardes iværksætter- og innovationschef Friedericke Bruhn (t.v) har været en aktiv medspiller, når Made in Varde udvikler nye koncepter og idéer. Hun havde æren af at klippe snoren til den nye butik. Foto: Jóhann Thór Haahr Hansen

- Vi synes, vi har det helt rigtige koncept og størrelse. Nu tror vi på, at vi kan brede os til endnu flere butikker langs vestkysten, og vi har med de LAG-midler, som vi fik tildelt sidste år, fået penge til markedsføring og udvikling, siger Karina Hjorth.

Annonce

Butik er blevet større

Butikken Mikkla, som ejes af Betina Petersen, er i løbet af pandemien blevet renoveret og udvidet fra 60 til 250 kvadratmeter, så der foruden legetøj og inventar nu er plads på hylderne til de øvrige produkter, som gruppen producerer.

Her sælges der nu blandt andet vævede kunsthåndværker, hudplejeprodukter og sæber, og alle produkter sælges derudover gennem Mikklas webshop.

I forbindelse med åbningen indviede legetøjsbutikken Mikkla et suttetræ, hvor områdets børn kan hænge deres sutter. Mikkla har udgivet en Pixi-bog om suttetræet, der blev uddelt.

Kvinderne er enige om, at fællesskabet i iværksætternetværket er fyldt med fordele. Nogle er erfarne iværksættere, andre er først lige sprunget ud i det, og det hjælper at have andre at erfaringsudveksle med og dele de gode og til tider hårde stunder som selvstændig med.

Made In Vardes produkter har solgt godt til turisterne ved vestkysten. Nu prøver iværksættergruppen at nå kommunens øvrige borgere ved salg af jule- og gaveæsker. Foto: Jóhann Thór Haahr Hansen

- Vi har hver især vores spidskompetencer. Rikke er for eksempel god til eksponering på de sociale medier, Mimi har det æstetiske blik for øje og er ikke bange for at vade ind med træsko på og finde nye butikker vi kan sælge, Karina er vores ekstroverte ansigt udadtil, der altid er fuld af gode ideer, og Astrid har styr på regnskaber og pressemeddelelser, siger Betina Petersen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Regionalt For abonnenter

Høje bankgebyrer dræner små foreningers pengekasser: Priser kan svinge med flere tusinde fra bank til bank

CORONAVIRUS

Live: Smittetal sætter kedelig rekord - over 900 nye coronatilfælde i Danmark

Annonce