Annonce
Sport

Mads Øland stopper som direktør i Spillerforeningen

Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Øland forlader fredag Spillerforeningen og skal fremover kæmpe for Counter Strike-spillernes rettigheder.

Den mangeårige direktør i Spillerforeningen, Mads Øland, stopper med øjeblikkelig virkning.

Det oplyser Spillerforeningen i en pressemeddelelse.

Foreningen, der varetager professionelle fodboldspilleres interesser, oplyser, at Ølands stop sker i forbindelse med en ny strategi og omorganisering af foreningen.

Den afgåede direktør skifter til et job som administrerende direktør for CSPPA, som er den internationale spillerforening i Counter Strike.

Samtidig vil Øland også i fremtiden løse internationale opgaver og varetage de danske interesser i den internationale fodboldspillerforening, Fifpro.

- Som enhver organisation ser vi hele tiden på, hvordan vi bedst udvikler os og varetager spillernes interesser bedst muligt, siger Spillerforeningens formand, Jeppe Curth, i pressemeddelelsen.

- Med en ny overenskomst og stærke, langvarige landsholdsaftaler i ryggen, giver det os nu en mulighed for at udvikle foreningen igennem et nyt setup, hvilket blandt andet betyder, at Mads Øland stopper som direktør i Spillerforeningen, lyder det.

Mads Øland har været en omdiskuteret person i det danske idrætsmiljø, hvor mange har stødt sig på hans forhandlingsstil.

Det er Øland, der har ført ordet, når spillerne har forhandlet med DBU - blandt andet om nye landsholdsaftaler, der i flere omgange har kastet dansk fodbold ud i arbejdskonflikt.

Uenighederne fik i 2017 den konsekvens, at DBU aflyste kvindelandsholdets VM-kvalifikationskamp mod Sverige, mens unionen året efter erstattede herrelandsholdet med et hold af amatører i en testkamp i Slovakiet.

Selv ser Øland tilbage på sin tid i direktørstolen med tilfredshed og kalder afskeden vemodig.

- Det har også været en stor ære og tillidserklæring at repræsentere spillerne på både klub- og landshold i så mange år. Med dygtige medarbejdere og rådgivere synes jeg, at vi har opnået gode ting for spillerne, siger han i pressemeddelelsen.

Ølands opgaver bliver foreløbig overtaget af Håndbold Spiller Foreningens direktør, Michael Sahl Hansen, der er udpeget som midlertidig administrativ chef.

/ritzau/

Annonce
Pressemeddelelsen fra Spillerforeningen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Møde blev en skandale

Flere deltagere udvandrede i vrede, da cirka 35 advokater og ejendomsmæglere var mødt frem til et arrangement, hvor Styrelsen for International Rekruttering og Integration, SIRI, ville orientere om de regler, der gælder for udenlandske EU-borgere, som ønsker at slå sig ned i deres egen bolig i Danmark. Den frustrerede reaktion er fuldt forståelig. SIRI’s direktør Kasper Højvang Kyed og kontorchef Inge Thomsen var med. Civilstyrelsen stillede med direktør Lene Volke Roesen. Og så blev der ellers talt sort. Men konklusionen blev, at for eksempel en tysker ikke kan købe et hus i Danmark og så få et EU-opholdsbevis med virkning fra overtagelsesdagen. I stedet skal huskøberen først tage ophold i en lejet bolig, søge opholdstilladelse og efterfølgende flytte ind i sin ejendom. Den fortolkning er helt urimelig. Helt vildt bliver det, når kontorchef Inge Thomsen antyder, at den stramme praksis skulle bunde i politisk uvilje mod, at for eksempel tyskere køber ejendom i Danmark for at bo her. Disse mennesker er altså fra vores egen kulturkreds. I flere tilfælde er der desuden tale om personer, der i forvejen taler dansk, fordi de enten tilhører det danske mindretal eller har forberedt sig vældig godt på det nye hjemland. Samtidig er der ofte tale om stærkt efterspurgt arbejdskraft. Her bliver der absolut ingen problemer med integrationen. Skulle danske politikere virkelig være modstandere af denne form for indvandring, bør de pågældende efter kontorchefens udmelding straks stå frem og forklare sig. Det bliver i så fald interessant at høre argumenterne. Nu var der lykkeligvis både ejendomsmæglere og jurister med til det skandaløse møde. De sidstnævnte bør undersøge, om SIRI’s praksis ikke er i strid med EU’s bestemmelser. I givet fald skal der anlægges en prøvesag. Den nuværende tilstand er helt uacceptabel. Mennesker med viljen og evnen til at gøre noget godt for Danmark og en kulturel baggrund som vores egen er naturligvis hjertelig velkomne – eller bør være det.

Annonce