Annonce
Esbjerg

Magtanvendelser stiger: Børn med adfærdsvanskeligheder skal have mere plads i Ribe-skole

En del af de børn, der er tilknyttet specialundervisningstilbuddet i Ribe, har deres daglige gang på Vittenbergskolen Ribe. Arkivfoto: René Aunsbjerg Fogh
Børn med fysiske og psykiske vanskeligheder på Specialundervisningscenteret i Ribe mangler akut mere plads. Håbet er, at de alle kan samles i nye bygninger ved Vittenbergskolen.

Ribe: Et stigende antal børn på kommunens specialundervisningscenter i Ribe har behov for så massiv voksen-kontakt, at centeret ikke mere har den plads, opgaven kræver.

Specialundervisningscenteret hører under Vittenbergskolen Vadehavet og har lokaler på henholdsvis Hundegade 44 og Kastanie Alle 21.

Udfordringerne med manglende plads er ifølge embedsværket "absolut presserende, da skolen oplever et stigende antal børn i centeret, som kræver 1-2 voksen pr. barn," hedder det i indstillingen til Børn- og Familieudvalget.

Annonce

Eleverne i specialklasserne har ud over generelle indlæringsvanskeligheder også en lang række adfærdsmæssige vanskeligheder samt fysiske handicaps, der gør det nødvendigt kun at samle få elever i klasserne, for at give mulighed for at tilgodese individuelle behov.

Voldsomme reaktioner

Hvis rammerne er for pressede med for mange elever og voksne samlet i et rum, "kan der opstå voldsomme hændelser med grænseoverskridende adfærd og magtanvendelser," hedder det i indstillingen.

Den manglende plads har ført til flere tilfælde af magtanvendelser end før, fordi børnene reagerer på et fysisk miljø som ikke tilgodeser deres behov.

Skoleleder for Vadehavsskolerne, Anita Kallesøe, fortæller om baggrunden for det akutte behov for mere plads, at kommunens specialundervisningscenter i Ribe i den senere tid har modtaget flere elever med behov for særlig støtte. Det sker periodevis, at der kommer flere eller færre børn med vidtgående behov for støtte.

- Nogle af dem skal skærmes meget fra omgivelserne. Vi skal forsøge at skabe rammerne, så vi kan levere en tilstrækkelig pædagogisk kvalitet, siger hun.

Annonce

To løsninger

Vittenbergskolen har selv foreslået to scenarier vedrørende langsigtede løsninger på de fysiske udfordringer:

1. Hele specialområdet samles på én matrikel. Det kan ske ved ombygning af de eksisterende tomme lokaler på Seminariehuset.

2. Der gennemføres en større ombygning/tilbygning på Vittenbergskolen.

På kort sigt kan der blive tale om at opstille et antal pavilloner ved Vittenbergskolen.

Ifølge udvalgsformand Diana Mose Olsen (SF) er der ikke truffet endelige beslutninger, men udvalget har bedt forvaltningen om at komme med et kvalificeret bud på, hvilken løsning er den bedste.

- Men vi skal have en samlet løsning, så vi ikke ender med at opstille flere pavilloner, som står der til tid og evighed. Vi skal løse både det akutte og det langsigtede problem på én gang. Vi har set det her problem i flere år, så det går nok ikke i sig selv igen, siger Diana Mose Olsen.

Hun lægger ikke skjul på, at hun personligt mener, at den bedste løsning er en udbygning af Vittenbergskolen, så eleverne fra specialtilbuddene fysisk kommer til at være samme sted som de andre eleverne.

- Vi er alle forskellige, og børn må gerne se, at der er forskel på os, siger Diana Mose Olsen.

Specialklasserne i Ribe

Specialundervisningsområdet ved Vadehavsskolen er i dag fordelt på to matrikler:

Hundegade 44 er en integreret del af Vittenbergskolen Vadehav. Her går 36 elever i specialklasse og dertil kommer 32 af de mest mobile elever i specialundervisningscenteret.

På Kastanie Alle 21 går 10 elever med de mest vidtgående fysiske handicap.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Regionalt For abonnenter

Region om lunken Carelink-bedømmelse: - Man kan godt være tilfreds med en Ford, selv om der står en Mercedes ved siden af

Livsstil For abonnenter

Fra militæruniform og lægekittel til afslappede ejere af en campingplads: - Hvad er det værste, der kan ske?

Annonce