Annonce
Kolding

Magten er fordelt - se hvem der får formandsposterne

Alle de seks partier, der er med i det nye byråd fra 1. januar, er med i konstitueringsaftalen. Det betyder, at alle har fået - mere eller mindre - magt i form af udvalgsformandsposter. Her kommer de ud fra byrådssalen, da aftalen var på plads omkring midnat tirsdag. Her er det fra venstre Søren Rasmussen (DF), Karina Lorentzen (SF), Benny Dall (EL), Christian Haugk (S), Jesper Elkjær (R) og Jørn Pedersen (V). Foto: Steffen Nielsen

Tre tunge formandsposter og viceborgmesterposten tilfalder Dansk Folkeparti i det nye byråd, selvom partiet gik tilbage vælgermæssigt i tirsdags.

Kolding: Dansk Folkeparti får kæmpestor magt i det nye byråd, selvom partiet fik én på goddagen af vælgerne og gik tilbage med 2,8 procent til 11,1 procent af stemmerne ved valget i tirsdags.

Trods valgnederlaget får DF'erne med viceborgmester og seniorudvalgsformand Søren Rasmussen i spidsen nemlig et gigantisk skulderklap af borgmester Jørn Pedersen og Venstre som tak for otte års loyalt samarbejde.

Helt præcist fortsætter Søren Rasmussen (DF) både som viceborgmester og formand for seniorudvalget - og dertil får DF to nye formandsposter i børne- og uddannelsesudvalget og fritids- og idrætsudvalget.

Dermed indtager Dansk Folkeparti førerrollen på tre politiske og meget synlige platforme, som vedrører borgernære områder. Hidtil har de to sidstnævne udvalg haft socialdemokraten Christian Haugk og Venstres Tanya Buchreitz som formænd.

- Det er en kvittering for otte års loyalt samarbejde, og DF var jo direkte anledning til borgmesterskiftet i 2009, siger Jørn Pedersen (V).

De nye formænd

Børne- og uddannelsesudvalget: Kristina Jørgensen (DF).Teknikudvalget: Jakob Ville (V).

Plan- og boligudvalget: Birgitte Kragh (V).

Kulturudvalget: Jesper Elkjær (R).

Fritids- og idrætsudvalget: Søren Rasmussen (DF).

Seniorudvalget: Søren Rasmussen (DF).

Arbejdsmarkedsudvalget: Socialdemokratiet (ikke udpeget).

Lokaldemokratiudvalget: Ole Alsted (V).

Udvalg for psykisk og fysisk mobilitet: Benny Dall (EL).

Formand Kolding Havn: Asger Christensen (V).

Formand BlueKolding: Tanya Buchreitz (V).

Forventning

Søren Rasmussen har forud for valget meget entydigt sagt, at DF støtter Jørn Pedersen som borgmester - og lige så entydigt lagt afstand til Socialdemokratiets Christian Haugk.

Den slags meldinger har sin pris i politik. Søren Rasmussen vil ikke overfor JydskeVestkysten kommentere, om han har stillet krav om bestemte formandsposter før valget.

- Men vi taler ofte sammen, og vi har haft et rigtig godt samarbejde med borgmesteren i otte år. Det har der heller ikke været nogen tvivl om før det her valg. Og så er der selvfølgelig en gensidig forventning, siger Søren Rasmussen, som fremover også bliver formand for fritids- idrætsudvalget. Partiets Kristina Jørgensen bliver formand for børne- og uddannelsesudvalget, mens partiets tredje byrådsmedlem, Molle Lykke Nielsen, ikke har ønsket en formandskasket.

Annonce

Skide sjovt

Socialdemokratiet mister sine formandsposter i plan- og boligudvalget og børne- og uddannelseudvalget og må fra 1. januar tage til takke med 2. viceborgmesterposten og arbejdsmarkedsmarkedudvalget. S har ikke endnu besluttet, hvem der skal være formand, oplyser Christian Haugk.

Radikale Jesper Elkjær fortsætter som kulturudvalgsformand, SF beholder social- og sundhedsudvalget, som Karina Lorentzen bliver formand for, og så sætter Venstre sig på formandsposterne i teknikudvalget, plan- og boligudvalget og et nyt lokaldemokratiudvalg, som skal tage sig af bl.a. centerbyerne og landsbyerne.

Og så får Enhedslisten og dermed Benny Dall sin første formandspost i et nyt udvalg, der skal tage sig af socialøkonomi, fysisk og psykisk mobilitet og hjælpemidler.

- Det bliver skide sjovt. Jeg glæder mig helt vildt til at få mere indflydelse siger Benny Dall.

De tunge bestyrelsesformandsposter i Kolding Havn og BlueKolding er der også sat navn på. Her indtager to Venstrefolk begge poster - nemlig henholdsvis Asger Christensen og Tanya Buchreitz.

Hverken den hidtidige havneformand Kjeld Kjeldsen (V) eller BlueKolding-formand Knud Erik Langhoff (K) blev genvalgt.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Regionalt For abonnenter

Region om lunken Carelink-bedømmelse: - Man kan godt være tilfreds med en Ford, selv om der står en Mercedes ved siden af

Annonce