Annonce
Genforeningen

Maibom og Bødiker skal få smilet frem ved afstemningsfest

Leif Maibom har i mange år øvet sig på sønderjysk i sin karakter som Kedde fra Asserballe. Søndag optræder han i Tinglev sammen med en anden sjov mand fra det sønderjyske, det tidligere Willys Kaffeklub-medlem Alex Bødiker. Foto: Timo Battefeld
To sjove sønderjyder, Leif Maibom og Alex Bødiker, forenes som dansk bagermester og tysk slagtermester ved søndagens afstemningsfest i Tinglev.
Annonce

Tinglev: Han er faktisk fynbo. Men i sit livsværk, Sønderborg Sommer Revy, har Leif Maibom tillagt sig sin helt særlige Asserballe-dialekt, og han må i dag betegnes som en helt igennem integreret sønderjyde.

Maibom forenes nu med en indfødt. Alex Bødiker, der har en fortid i Willys Kaffeklub.

Søndag eftermiddag mødes de to sjove sønderjyder nemlig. Det sker ved en afstemningsfest i Tinglev Fritidscenter, hvor Maibom og Bødiker optræder som den danske bagermester Rasmus Møller og den tyske slagtermester Alfred Jespersen.

Naboerne Møller og Jespersen havde i mange år en tradition, hvor de hver søndag formiddag mødtes i bageriet. De to holdt fast i det gode naboskab - trods alle nok så dramatiske opgør mellem dansk og tysk i Tinglev. Forenet, som de var, i det sønderjyske.

Nu sidder de to - i skikkelse af Leif Maibom og Alex Bødiker - så oppe i himlen på en sky og mindes gamle dage.

Leif Maibom holder også afstemningsfestens tale, hvor han giver sit bud på, hvad en genforening er.

Tinglev Brandværnsorkester kommer med et flot program, der blandt andet tæller fire fællessange, og journalist Poul-Erik Thomsen præsenterer bogen "Den delte by". I den bog er netop bagermester Rasmus Møller og slagtermester Alfred Jespersen den røde tråd, og de to vil ved festen være repræsenteret af deres to sønner, Louis Møller og Heinz Jespersen.

Publikum bliver modtaget af en udstilling, der er udarbejdet af Galleri Nexus og Tinglev Lokalarkiv, mens et kagebord fra byens nye bager er flødeskum til det gode genforeningshumør.

Der er gratis adgang til afstemningsfesten, der begynder klokken 13.30 i Hal 2 i Tinglev Fritidscenter.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce