Annonce
Debat

Man har ansvaret, når man kører over sporet

Ulykke: "Bladneger” kaldte man førhen journalister, som skøjtede hen over tildragelser. Jernbaneulykken på Djursland forleden er et godt eksempel: Ikke ét eneste ord om trafikanters ansvar, når de skal passerer en jernbaneoverkørsel.

Færdselslovens § 5 giver ellers klar besked (udvise særlig forsigtighed; ikke passere, når tog ses eller høres eller nærmer sig. Man skal kunne standse, før sporene i tilstrækkelig afstand før baneoverkørselen, hvis tog nærmer sig, eller signaler viser det, og positionslys skal anvendes, så man ikke blænder modkørende).

Da vi førhen havde mundtlig overhøring i teori til køreprøven, blev der overhørt indgående om jernbaneoverkørsler ud fra, at det ikke er toget på skinner, der er ansvarlig, men dem, der passerer skinnerne uden at have sikret sig. Ved praktiske køreprøver var det en alvorlig fejl at tage let på overkørsler, og mange dumpede, ud fra at det var bedre end at få et alvorligt uheld som på Djursland.

Min storebror lærte at bygge og reparere de store lokomotiver (E og R-modeller) hos DSB/Frichs i Aarhus under krigen. Han kørte senere disse maskiner og MY'erne som lokofører. En dag stod en halvstor dreng på skinnerne foran det måske 1000 tons tunge tog, og et liv sluttede. Min bror kunne intet gøre og måtte så leve med det, selvom han havde “holdt sig på skinnerne”.

I 2005 var jeg sammen med 32 motorcyklister gennem Polen og Baltikum. I Polen standsede alle og orienterede sig inden overkørsel. Man kunne ikke stole på, at signalerne virkede.

Annonce
Erik Dagø
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Genforeningen vækker stadig følelser

Det socialdemokratiske medlem af byrådet i Sønderborg, Bjørn Allerelli Andersen er stødt, fordi det tyske mindretal lægger op til en fejring af 100-året for grænsedragningen i 2020 og ikke af Genforeningen. Han bliver også krænket, når tyske tekster sætter ordet genforening – Wiedervereinigung - i citationstegn. Sagen viser, at der fortsat er store følelser i spil. Den tyske jurist Klaus Alberts fra Kiel har netop udgivet en bog om situationen i 1920. Han anfægter brugen af begrebet genforening, fordi Slesvig heller ikke før 1864 var en del af kongeriget. Argumentet viser, at nogle sager er for komplicerede til, at de kan overlades til videnskaben. Statsretslig er udsagnet korrekt. Men det anfægter ikke, at de dansksindede sønderjyder i 1920 kom hjem til det land og det folk, de så sig som en del af. Så i den følte realitet var der naturligvis tale om en genforening. Derfor skal vi danskere have lov til både at bruge ordet og glædes over Genforeningen. Men vi skal ikke pådutte andre det. Til gengæld skal tyskerne respektere vores holdning. Det tyske mindretal har ligeledes al mulig grund til at glæde sig over Genforeningen. Den forskånede dem i vidt omfang fra at blive en del af Tysklands rædselsfulde historie mellem 1920 og 1949. Ganske vist dumpede mange i mindretallets rækker med et brag, da deres loyalitet blev sat på prøve efter den 9. april 1940. Men de lærte lektien og formulerede i 1945 en formel erklæring om troskab over for den danske stat og 1920-grænsen. Samfundskontrakten holder den dag i dag. Eneste tabere i 1920 blev de danske syd for den nye grænse. De måtte betale en skrækkelig pris med undertrykkelse og senere død på nazisternes fronter. Men skønt ikke alt er glemt, er grænselandet nu en model for det harmoniske samliv mellem flere nationaliteter. Det skal vi fejre i 1920 og så ikke strides om ord. Som danskere i Damark skal vi feste for Genforeningen. Så må andre gerne fejre en af de få stabile grænser, Tyskland nogensinde har haft.

Team Esbjerg For abonnenter

En præstation til topkarakter: Team Esbjerg pillede totalt pynten af russisk storhold

Annonce