Annonce
Sport

Manchester United er klar til kvartfinaleduel mod FCK

Carl Recine/Reuters
Med samlet 7-1 over østrigske Lask er Manchester United klar til kvartfinaleduel i Europa League mod FCK.
Annonce

Det blev som ventet Manchester United, der sikrede sig billetten til den Europa League-kvartfinale mandag, hvor FC København bliver modstanderen.

Trods en i bedste fald middelmådig præstation vandt United 2-1 hjemme mod østrigske Lask og sikrede sig avancement med samlet 7-1.

Spændingen var fra start til at overse, da Manchester United vandt udebanekampen tilbage i marts med hele 5-0.

United-manager Ole Gunnar Solskjær var tydeligvis heller ikke bange for, at den samlede sejr kunne glippe. Han havde ladet hele det tunge skyts tage plads på bænken, mens reserver og unge spillere fik chancen fra start.

Som til FCK's hjemmekamp mod Istanbul Basaksehir i Parken var også Old Trafford uden tilskuere på lægterne. Men de første 45 minutter var nu heller ikke noget, man kunne tillade sig at tage entré for.

Uniteds reserver gjorde ikke meget for at overbevise Solskjær om, at de skulle have en startplads mod FCK.

Det lykkedes til gengæld Lask-forsvarsspilleren Philipp Wiesinger at efterlade et flot aftryk, da han ti minutter inde i anden halvleg smukt sendte bolden op i fjerneste hjørne fra omkring 30 meters afstand.

Den samlede sejr var stadig langt væk, og da Jesse Lingard to minutter efter gjorde det til 1-1, nåede Lask aldrig at ride på en bølge af momentum.

Få minutter før tid gjorde indskiftede Anthony Martial det til 2-1 for favoritterne, som nu kan se frem til at møde FCK til Final 8-stævnet i Köln.

FCK og Manchester United har mødt hinanden to gange før i historien. Det skete tilbage i 2006/2007-sæsonen, hvor de to klubber havnede i Champions League-gruppespillet sammen.

Efter at have tabt 0-3 på Old Trafford leverede FCK et af klubbens største europæiske resultater til dato, da svenske Marcus Allbäck hjemme i Parken scorede kampens enlige mål i 1-0-sejren over Cristiano Ronaldo og co.

Det bliver denne gang en rent norsk duel på trænerbænken, hvor Ståle Solbakken og Ole Gunnar Solskjær står over for hinanden.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sønderjyske Fodbold

Riddersholm: - Jeg deler spillernes følelse. Vi er enormt skuffede

Annonce