Annonce
Indland

22-årig blev dræbt i en byge af 20-30 skud

Presse-Fotos.dk/Ritzau Scanpix

En blev dræbt og en anden såret ved skyderi, der kan være del af bandeopgør. Politi indfører visitationszoner.

En 22-årig mand blev dræbt og en jævnaldrende mand ramt i ballen, da gerningsmænd søndag aften affyrede 20-30 skud mod den bil, de befandt sig i på Gildbrovej i Ishøj.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi.

De to mænd befandt sig sammen med en tredje mand på samme alder i en sort Audi, da skuddene faldt.

Den tredje mand blev ikke ramt af skud, men han skal angiveligt have skåret sig på noget glas i forbindelse med skyderiet.

- Vi mener, at der er tale om en konflikt mellem kriminelle grupper, men hvad den nærmere går ud på, kan vi ikke sige noget om på nuværende tidspunkt, siger vicepolitiinspektør Peter Malmose fra Københavns Vestegns Politi.

- Det er vores indtryk, at man har ønsket at ramme bestemte personer, men der kan jo være sket en forveksling, så man har ramt de forkerte, fortsætter han.

Skudepisoden blev fanget på video, hvor man kan se to mænd skyde mod den sorte Audi.

- Den viser ikke hele forløbet, men en del af det, og den indgår også i vores efterforskning, siger Peter Malmose.

Ifølge vicepolitiinspektøren kan to forskellige biler have været involveret i episoden.

- Den ene kan have været en lys VW Golf, men vi må se, hvad vi kan finde på eventuelle overvågningskameraer, siger han.

Ved tidligere skyderier har gerningsmændene ofte brændt flugtbilen af, og den mulighed indgår også i politiets efterforskning af søndagens skudepisode.

- Desværre ser vi jo en del bilbrande, og vi er ved at undersøge flere brændte biler på Sjælland for at finde ud af, om de skulle have noget med drabet at gøre, fortæller Peter Malmose.

Ud over at efterforske drabet på den 22-årige arbejder politiet på at genskabe trygheden i området. Det betyder blandet andet, at der er skruet op for patruljeringen, og at der mandag har været en mobil politistation til stede.

- Det er fuldstændig uacceptabelt, at borgene skal finde sig i sådan noget, understreger Peter Malmose.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Gammelt menighedsråd misbrugte omverdenens tillid

Da det tidligere menighedsråd i Holbøl Sogn valgte at træde tilbage i samlet flok i august 2018, skete det nærmest i total tavshed. Ingen i menighedsrådet ville sige noget som helst til ret mange - ud over at de havde krævet den tidligere præst i sognet Kristian Ditlev Jensen fyret. Det lykkedes ikke, hvorefter de besluttede, at så kunne det også være lige meget. Farvel, men ingen tak og altså helt uden nogen form for forklaring. Det har jeg kritiseret i tidligere kommentarer, og kritikken har på ingen måde siden vist sig uberettiget. Tværtimod. SOM VI PÅ JV.DK og i JydskeVestkysten i dag søndag kan dokumentere, har det tidligere menighedsråd ageret, hvad man måske lidt groft kan betegne som små konger i landsbyen. Den tidligere formand Per Ihle har tilsyneladende haft en pæn økonomisk gevinst ud af formandstjansen. Ihle er malermester, og hvilket firma skulle klare maleropgaverne for menighedsrådet? Ja, det kom Ihles eget så til at gøre. Venner ordnede og klarede tingene med vennerne, og om alt gik redeligt og ordentligt til, spillede tilsyneladende ikke den store rolle for det tidligere menighedsråd i Holbøl. IHLE LAVEDE SÅLEDES malerarbejde for 360.000 kroner for sognet i en periode over seks år fra 2012. Uden at der blev indhentet tilbud, som man skal ifølge provstiets retningslinjer, når der er tale om beløb på mere end 50.000 kroner, og uden at menighedsrådet tilsyneladende bekymrede sig om, hvorvidt Ihle kunne være inhabil, når beslutningerne om køb af malerarbejde skulle træffes. I hvert fald fremgår det ikke nogen steder, om Ihle trådte ud af mødelokalet, når menighedsrådet skulle beslutte, hvilket malerfirma man skulle vælge. Meget mere Korsbæk kan det næsten ikke blive. OM DER ER NOGEN som helst sammenhæng mellem det tidligere menighedsråds ønske om at komme af med den forhenværende sognepræst og så menighedsrådets manglende overholdelse af udbudsreglerne, ved vi ikke. Måske er det også lidt ufint i kanten at bringe de to i udgangspunktet vidt forskellige sager ind i en sammenhæng, men spørgsmålene ligger lige for: Hvorfor ønskede det forhenværende menighedsråd med malermester Ihle i spidsen at få daværende sognepræst Kristian Ditlev Jensen fyret? Og hvorfor ville ingen i det gamle menighedsråds svare på spørgsmålet? Havde Kristian Ditlev Jensen påtalt og kritiseret menighedsrådets måde at gøre tingene på? Som skrevet: Vi ved det ikke. SELVFØLGELIG VALGTE både biskop Marianne Christiansen og provst Kirsten Sønderby at afvise kravet. Sidstnævnte erkender i dag, at hun skulle have været opmærksom på, hvordan det tidligere menighedsråd agerede. Sandt nok. Det burde hun. Nok. Men kan man fortænke Kirsten Sønderby i, at det ikke skete? Måske. Blot ikke ud fra en rent menneskelig betragtning. For hun stolede på sit menighedsråd. Hun havde tillid til det, tillid til, at rådet fulgte reglerne og i øvrigt opførte sig, som man skulle. Desværre handlede det ikke med ordentlighed. AT VÆRE FORMAND for et menighedsråd eller bare at sidde i et er et tillidshverv. De blev valgt af andre, fordi disse andre stolede på dem. De tidligere menighedsrådsmedlemmer levede igennem flere år ikke op til den tillid, og af den grund er deres svigt større, end at Per Ihle scorede nogle opgaver, han og firmaet måske ikke skulle have haft. Det er reelt det mest ærgerlige og triste i denne sag. GOD SØNDAG

Annonce