Annonce
Indland

Færøsk mand er anholdt for drab for seks år siden

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Dommer i Torshavn skal afgøre, om anholdt skal fængsles for at have dræbt ung kvinde i 2012.

Politiet på Færøerne har onsdag anholdt en mand i forbindelse med en kvindes død for mere end seks år siden. Det oplyser politiet.

Sagen går helt tilbage til november 2012, da den yngre kvinde blev fundet død. I en kortfattet pressemeddelelse omtaler politiet også den anholdte som yngre.

Flere adresser er blevet ransaget i forbindelse med betjentenes aktion, fremgår det af meddelelsen.

I et retsmøde torsdag skal en dommer i Retten på Færøerne afgøre, om der er grundlag for at varetægtsfængsle den anholdte mand. Retten oplyser, at retsmødet finder sted klokken 9.15 lokal tid.

Onsdag eftermiddag lyder meldingen fra efterforskerne hos Færøernes Politi, at man ikke har kommentarer.

I pressemeddelelsen hedder det, at sagen drejer sig om et "mistænkeligt dødsfald", men vicepolitimester Linda Hesselberg bekræfter overfor Ritzau, at sigtelsen drejer sig om manddrab.

Hun oplyser også, at anholdelsen skete onsdag klokken 11.15.

I november 2012 forsvandt en 16-årig pige ved Hvannasund på Viderø, som er en af de nordligste øer. Flere mennesker gik ud for at lede efter hende. Pigen blev fundet død ved en dæmning, og i første omgang lød konklusionen, at dødsårsagen var drukning.

Imidlertid vil politiet onsdag ikke bekræfte, at anholdelsen har forbindelse til denne sag.

Drabssager er sjældne på Færøerne. I august 2014 blev en 36-årig mand dræbt med knivstik i bygden Hvalba på Sudoroy. Det var det tiende drab i 48 år, blev det rapporteret i forbindelse med den efterfølgende straffesag.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Det ligegyldige alternativ

De entrede dansk politik med kærlighed, dans og et dybfølt ønske om en anderledes måde at drive landet på. Alternativet stormede ind i Folketinget ved valget i 2015 og fik fem procent af stemmerne uden nogen anden dominerende slagplan end at gøre tingene på en alternativ måde. Leder Uffe Elbæk fandt det hele ganske "crazy", og på Nørrebro, hvor partiet fik næsten 18 procent af stemmerne og blev større end Socialdemokratiet, løftede man taget i ekstase og drømte om en ny verdensorden. I dag er festen slut. Et elendigt resultat til folketingsvalget i 2019 sendte partiet ned på tre procent af stemmerne, og man må konstatere, at partiet ingen varige aftryk har sat på dansk politik. Til trods for, at folketingsvalget i juni netop handlede om klima, der jo ellers er et af Alternativets mærkesager. Men dagsordenen er global og har ikke en snus med Alternativets indsats at gøre. Skulle man være i tvivl, kan man konsultere det såkaldte forståelsespapir, der er skrevet af regeringen Mette Frederiksen (S) og dens støttepartier Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten. Her er sat de mest ambitiøse - og måske også uopnåelige - klimamål i historien, men altså uden, at Alternativet har været involveret. Partiet, der om nogen snakkede klima og en ny samfundsindretning, har ikke sat det mindste fingeraftryk på den mest ambitiøse klimadagsorden nogensinde - stærkere bevis for parlamentarisk ligegyldighed findes næppe, og det er sigende, at man ikke har hørt et kvæk fra Alternativet, siden vælgerlussingen i juni. Partiet har i dets korte historie budt på utallige farverige indslag så som en ganske alternativ festkultur, alternativ medarbejderpleje, alternativ ansættelsespolitik i partiet, men alt sammen artigheder fra gemakkerne og ikke fra den politiske scene. Jovist, Alternativet har fået fjernet transseksuelle fra listen over psykisk syge og andre fornuftige ting, men det varige aftryk på dansk politik er det ikke blevet til, og bliver det heller næppe.

Annonce