Annonce
forside

Mand er stukket i skulderen under røveriforsøg i DSB-tog

Midt- og Vestjyllands Politi leder efter en mand, som torsdag aften har stukket en medpassager i et DSB-tog i skulderen i et mislykket røveriforsøg.

En gerningsmand er fortsat på fri fod, efter at have stukket en togpassager med en kniv torsdag aften.

En 46-årig mand er blevet stukket i skulderen under et røveriforsøg i et DSB-tog sent torsdag aften.

Det oplyser vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Stig Heidemann.

Hændelsen fandt sted, da toget på vej fra Aarhus til Thisted kørte ind på Holstebro Station klokken 22.29.

En mand truede og stak den 46-årige togpassager i skulderen med en kniv i et mislykket forsøg på at berøve ham.

- Han truede en medpassager og stak ham med en kniv. Medpassageren har fået et stik i den ene skulder og er blevet skadestuebehandlet, siger Stig Heidemann.

Ifølge vagtchefen er den 46-årige mand ikke kommet alvorligt til skade.

Gerningsmanden fik ingen værdier med sig fra røveriforsøget, men det lykkedes ham at springe af toget på Holstebro Station.

Politiet har endnu ikke fundet frem til gerningsmanden, oplyser vagtchefen klokken et natten til fredag.

- Vi er på udkig efter ham. Der er overvågning flere steder, som vi skal have indhentet, og så skal vi se, om vi kan kende vedkommende, siger Stig Heidemann.

Ifølge vagtchefen er der tale om en "hærget type", der var på udkig efter penge.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Et ja er et ja og binder alle partier i et forlig

Seks partier står bag. Seks partier fra Dansk Folkeparti til SF gik sammen og fik forhandlet et budget hjem – fint og uden de store problemer i øvrigt. For modsat naboerne i Haderslev og større kommuner som Kolding og Esbjerg er der styr på økonomien i Aabenraa. Ikke store og uhyggelige besparelser på børn, unge og ældre her. Tværtimod blev der råd til blandt andet at give skolerne lidt ekstra. Det var dog også helt nødvendigt. Penge til de ældre var der ikke, og det har fået kommunens seniorråd til i et høringssvar til budgettet at komme med dette krav til politikerne: Send flere penge, tak. ET NATURLIGT KRAV, for det er jo nærmest det, rådet er dannet for. At skabe så gode betingelser for kommunens ældre som muligt. Herunder at forlange flere penge i forbindelse med budgetforhandlinger. Kravene bliver ikke efterkommet, selv om byrådets populist par excellence, viceborgmester Ejler Schütt, selvfølgelig ikke kunne dy sig. Jamen, det må vi da se på, lød det sammenfattende fra DF’eren til jv.dk og JydskeVestkysten i begyndelsen af ugen, da vi skrev om Seniorrådets ønsker, og han understregede sin pointe ved at foreslå et møde i forligsgruppen inden for et par uger. Hvorfor sige nej til politisk sympati fra nogle vælgere, når muligheden nu bød sig? Nej vel, dertil er Ejler Schütts politiske næse alt for veludviklet. TIL GENGÆLD VAR der ikke megen respekt eller sympati at hente hos borgmester Thomas Andresen (V). – Undskyld mig, men hvor skal pengene komme fra, lød det nærmest arrigt fra borgmesteren, der bestemt ikke ser nogen anledning til at indkalde forligspartierne igen. Socialdemokratiets nye gruppeformand og nyudnævnte borgmesterkandidat, Erik Uldall Hansen, lod sig ikke friste. Også han står bag det forlig, partiet har givet og taget i. Selvfølgelig gør han det. – Vi har valgt, at børnene og folkeskolerne skulle have, sagde Uldall Hansen som begrundelse. Godt for det. Et ja er et ja, og et forlig er et forlig. Det ville tendere det useriøse at genåbne budgettet, blot et par uger efter det blev underskrevet, fordi man lige kom i tanke om, at der var nogle vælgergrupper, der ikke havde fået. Som om de var glemt. SÅDAN KAN DET POLITISKE arbejde ikke foregå. Nok er den økonomiske situation i Aabenraa fin, nok er der råd til lidt ekstra i 2020, men Aabenraa var for omkring et årti tilbage igennem store og voldsomme besparelser, og en gentagelse af dengang ønsker ingen i byrådet. Slet ikke ved at ødsle i gode tider. Derfor får Seniorrådet et klart nej til sine ønsker om flere penge. Og Schütt må naturligvis stå bag det forlig, han på sit partis vegne har indgået med Venstre, Socialdemokratiet, Slesvigsk Parti, De Konservative og SF. Eller vælge at træde helt ud. Borgmesteren behøver ikke DF’s stemmer i byrådssalen. Men så langt går Ejler Schütt selvfølgelig ikke, og det var heller ikke tanken bag hans udmeldinger. Han fiskede såmænd bare efter lidt sympati. GOD WEEKEND

Annonce