Annonce
Trekantområdet

Mand snød på vægten med bland selv-slik: Blev aggressiv, da han blev opdaget

Manden fyldte dobbelt så meget slik i posen, som han havde tænkt sig at betale for. Arkivfoto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Annonce

Vejle: En 25-årig mand fra Fredericia var tilsyneladende vældig sliksulten, men havde få penge på lommen, da han tog en tur i Bilka i Vejle mandag omkring klokken 21.30.

Her gik han til bland selv-slikafdelingen og fyldte en pose halvt op med slik, vejede den og satte et mærkat på med prisen 49,40 kroner.

Herefter fortsatte han med at fylde slikposen helt op til randen, og derefter gik han til scan selv-kassen, fortæller vicepolitiinspektør Mikkel Ross fra Patruljecenter Midt.

Hvad den 25-årige mand ikke havde tænkt på var, at scan selv-kassen har en vejefunktion. Den kunne derfor registrere, at der var slik for langt mere end 49,40 kroner i slikposen, og derfor begyndte maskinen nu at hyle. I første omgang kom en butiksmedarbejder ilende til og efterfølgende en butiksvagt.

Det fik den 25-årige sliksultne mand til at begynde at råbe og skrige, ligesom han gik i gang med at filme butiksvagten.

Nu blev politiet tilkaldt, og den 25-årige bekendtgjorde, at han ønskede at anmelde butiksvagten for vold.

Da betjentene gennemså filmen på mandens telefon foruden butikkens overvågningsbilleder, kunne de dog konstatere, at det kun var manden selv, der var voldelig og aggressiv.

Han blev sigtet for tyveri og for at filme i Bilka, hvilket ikke er tilladt. Desuden blev han bortvist fra butikken og hans telefon beslaglagt for at sikre videomaterialet i sagen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Esbjerg

Udvalg vrager planer for 180 meter høje møller i Tjæreborg Enge: Byråd skal dog træffe den endelige beslutning

Annonce