Annonce
Haderslev

Mand gav den som rollemodel for unge: Er nu anklaget for vold og trusler på livet mod to mødre

HS levede i to år sammen med en voldelig mand, som nu er tiltalt for trusler på livet samt psykisk og fysisk vold. HS har gennem forløbet følt, det har været svært at få politiet til at tage sagerne alvorligt. Foto: Jacob Schultz
En 28-årig kvinde har i halvandet år kæmpet for at trænge igennem til politi og myndigheder for at få oprejsning og retfærdighed efter at have været udsat for vold og trusler fra sin samlever, der er en kendt skikkelse i Haderslev. Først nu begynder det at lysne, men inden hun nåede så langt, måtte hun selv sluge en bøde og en plet på straffeattesten, og det hun selv betegner som latterliggørelse.
Annonce

HADERSLEV/ESBJERG: I ugerne op til den 4. december i år sov hun stort set ikke, den 28-årige kvinde, vi her kalder HS. Hun skulle den dag møde faderen til sit yngste barn i familieretten i Esbjerg, for han ønskede at få samvær med barnet, der er to et halvt år gammel.

Inden da havde han ikke set barnet i knapt halvandet år, og ej heller vist den store interesse for det, snarere tværtimod. Faktisk var han inden fødslen meget lidt begejstret for barnet, fordi det ikke havde det ønskede køn. Det fremgår af en SMS-korrespondance mellem faderen og moderen, som JydskeVestkysten har set.

Ikke desto mindre havde faderen og hans advokat udarbejdet et forslag til, at barnets far skulle hente barnet hjemme hos sin mor HS, så han kunne få samvær, og at hun skulle hente barnet fra faderen efter endt samvær. Ifølge forslaget skulle samværet mellem far og barn hen over en periode udvides fra en eftermiddag om ugen til en fuld weekend.

Hvad forslaget overhovedet ikke tog højde for, var, at der i efteråret 2019 blev udstedt et polititilhold, der betyder, at manden ikke må nærme sig HS i fem år. Et sådan er også udstedt i forhold til en anden kvinde, der er mor til et af mandens andre børn. Planen rummede også forslag om, at barnet med tiden skulle afhentes i børnehaven, men også her er faderen uønsket, fordi han havde opført sig truende overfor institutionens leder. Det fremgår af et dokument, som JydskeVestkysten har fået indblik i.

Annonce

Vold og trusler

Den 28-årige kvinde kunne slet ikke rumme, at faderen skulle have samvær med barnet. For hun havde været nødt til at flygte fra Haderslev på grund af manden, der ifølge hende, flere gange udsatte hende for både fysisk og psykisk vold, endda også mens hun var gravid, også flere gange, mens børnene kiggede på, og det har påvirket især det ældste barn.

Han har dertil, ifølge kvinden, også truet både hende, hendes mor, hendes bedste ven og hendes bedste veninde på livet, ja endda HS’ ældste barn, da han var blot to år gammel:

”Jeg river hjertet ud af …, mens du kigger på”, lød det blandt andet i en af beskederne fra manden til kvinden, som JydskeVestkysten har set.

Det var kvindens forældre der hjalp hende ud af Haderslev. De brugte deres alderspension og købte et hus til hende langt fra Haderslev, så hun kunne leve i ro med sine børn. Familieretten afviste faderens ønske om samvær. Han fik heller ikke overvåget samvær. Men frygten for ekskæresten er der stadig, og det vil den være, indtil også strafferetssagen om vold og trusler er afgjort.

- Jeg er glad for, afgørelsen i familieretten, men jeg kunne simpelthen ikke forstå, hvordan familieretten kunne behandle samværssagen, når man vidste, at der i februar 2021 skal være en retssag i Sønderborg, hvor han anklaget for ni forskellige forhold, herunder trusler på livet mod flere forskellige mennesker, fysisk og psykisk vold mod mig. Udover de ni forhold er der tre mere, der er ved at blive skrevet ind.

Af anklageskriftet, som JydskeVestkysten har fået indblik i, fremgår det, at den pågældende pt. er tiltalt for fem tilfælde af trusler på livet, to tilfælde af fysisk vold, et tilfælde af psykisk vold og et tilfælde af overtrædelse af loven om videredeling af private billeder og forhold. Dertil kommer der tilsyneladende tre forhold mere.

Annonce

Kamp for oprejsning

HS måtte dog kæmpe for at få politiet til at tage anmeldelserne alvorligt, især de sidste tre, der er ved at blive en del af anklageskriftet.

Da HS spørger en politimand om, hvorfor de tre forhold ikke er med i anklageskriftet, er svaret, at han (faderen, red.) er sigtet for så meget andet, og han vil jo ikke få en længere straf, bare fordi der er flere forhold med. Det fremgår af en lydoptagelse, som JydskeVestkysten har hørt.

Politimanden siger også til HS, at hun jo nærmest kørte en hetz på faderen, og spørger i et ret nedladende tonefald, om hun havde tænkt sig, at politiet skulle stoppe ham (faderen, red.), hver gang, han glemte at blinke i sin bil.

Hertil svarede HS politimanden, at hun blot ønsker, at alle sigtelserne er med, så alle forhold kan blive prøvet ved retten.

- Hvis ikke de er skrevet ind, kan der ikke refereres til dem, og så kan han ikke blive dømt for dem. Hvorfor skal han kun sigtes for 20 forhold, hvis der er 50, så slipper han jo igen og igen, siger HS til politimanden.

HS klagede den 1. december til Den Uafhængige Politiklagemyndighed, der forleden sendte hende en afgørelse om, at hun vil få en samtale med en overordnet politimand. HS blev fredag kontaktet af en overordnet, som forsikrede, at den pågældende politimand ikke længere var en del af sagen. Den overordnede lovede i øvrigt HS at vende tilbage på mandag.

Annonce

Vil ikke udtale sig

Faderen, der har sit erhvervsmæssige virke i Haderslev, trådte i 2016 frem i rampelyset, og bekendtgjorde, at han ville være rollemodel for syriske flygtninge og lære dem, hvordan de skulle behandle danske piger i nattelivet.

JydskeVestkysten har i forbindelse med denne artikel kontaktet den pågældende for at spørge til, hvordan hans ønske om at være en rollemodel harmonerer med det foreliggende anklageskrift, og de øvrige dokumenter vi har haft adgang til. Han har ikke ønsket at udtale sig til artiklen, men i en SMS bekendtgjort følgende:

- I må ikke skrive noget om mig... I kan ikke skrive noget, som er opdigtet af en psykisk syg person, som er under behandling. Jeg skal i retten med hende, og det glæder jeg mig til, for hun bliver dømt for alle hendes løgne og opdigtede historier. I bliver også meldt for at støtte det galskab”.

Til det siger HS:

- Jeg er ikke under behandling og har aldrig været i det psykiatriske system. Jeg under udredning i forhold til diagnosticering i forbindelse med tiltalen for psykisk vold, da den psykiske vold har forårsaget PTSD.

Annonce

Der er et formål

HS forklarer, at hendes formål med at stå frem er at vinde oprejsning:

- Jeg ønsker retfærdighed, ikke blot for mig selv, men også for de mange andre kvinder, han har ødelagt. Jeg lagde sidste år et opslag op på Facebook, med dokumentation for, at jeg havde meldt ham til politiet. Jeg fik efterfølgende så mange henvendelser fra andre kvinder, der havde oplevet det samme, men jeg fik også en bøde og en plet på min straffeattest for at have offentliggjort private oplysninger. Men jeg syntes, det var så svært at trænge igennem. Det kræver så mange kræfter.


Jeg ønsker retfærdighed, ikke blot for mig selv, men også for de mange andre kvinder, han har ødelagt. Jeg lagde sidste år et opslag op på Facebook, med dokumentation for, at jeg havde meldt ham til politiet. Jeg fik efterfølgende så mange henvendelser fra andre kvinder, der havde oplevet det samme, men jeg fik også en bøde og en plet på min straffeattest for at have offentliggjort private oplysninger. Men jeg syntes, det var så svært at trænge igennem. Det kræver så mange kræfter.


- Men hvorfor blev du hos ham i knapt to år?

- Man bliver bare fanget og nedbrudt. Den fysiske og ikke mindst psykiske vold gør det svært at bryde ud. Jeg fik hjælp fra mine forældre, og mit råd er, at man skal være klar til at tage i mod, når en person i sådan et forhold endelig beder om hjælp til at komme ud. Jeg håber i hvert fald min historie kan hjælpe andre til det, siger HS.

Hun er glad for, at familieretten afgjorde, som den gjorde, hun er glad for at Den Uafhængige Politiklagemyndighed traf den afgørelse, den gjorde, og at der tilsyneladende bliver fulgt op på hendes klage. Det giver alt sammen lidt håb om retfærdighed.

Anonyme kilder

JydskeVestkysten benytter normalt ikke anonyme kilder, og det er heller ikke HS’ ønske at optræde anonymt, men faderen i sagen har ikke ønsket at udtale sig i artiklen, og derfor bliver vi nødt til at fortælle den anonymt. Vi har redaktionelt vurderet, at der er en væsentlig historie, og derfor fortæller vi den, selv om vi må anonymisere alle kilder.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Esbjerg

Efter fund af britisk mutation: Hel landsby forbereder sig på test

Kolding

Budgetaftale sikrer 46,4 millioner kroner til kæmpe vejanlæg ved Tankedalsvej

Annonce