Annonce
Udland

Manden med molotovcocktails er tiltalt efter kongresuro

Amerikansk politi har pågrebet et ikke nærmere oplyst antal personer, der deltog i stormløbet mod den amerikanske kongresbygning i sidste uge. FBI har modtaget over 100.000 tip, der kan føre til flere anholdelser. Foto: Leah Millis/Reuters
FBI har modtaget over 100.000 tip fra offentligheden om mistænkte personer bag onsdagens storm på Kongressen.
Annonce

USA's justitsministerium har rejst de første føderale tiltaler mod to mænd, der deltog i angrebet mod Kongressen i Washington i sidste uge.

En af dem er en mand fra Alabama, der havde parkeret en bil fuld af våben og brandbomber - såkaldte molotovcocktails - tæt ved Kongressen. Han ventes at blive stillet for en dommer tirsdag eftermiddag lokal tid, rapporterer tv-stationen CNN.

Der er 17 anklager mod ham, først og fremmest for ulovlig våbenbesiddelse.

Manden fra Alabama er den, der er anklaget for de hidtil mest alvorlige lovovertrædelser.

Den anden mand, der nu tiltales, er anklaget for syv tilfælde af vold eller voldsrelaterede hændelser inde i kongresbygningen.

Begge mænd blev fængslet i sidste uge. Ved samme lejlighed offentliggjorde politiet anklagerne mod dem, men det er først tirsdag, at de er blevet formelt tiltalt.

Ingen af dem har endnu meddelt, hvordan de forholder sig til anklagerne mod dem.

Over 70 andre er indtil videre sigtet, men endnu ikke tiltalt. Det er ventet, at "hundredvis" af mennesker bliver tiltalt. Det siger anklageren i hovedstadsdistriktet, District of Columbia, Michael Sherwin.

- Det her er kun begyndelsen, siger han på en pressekonference tirsdag aften dansk tid.

Flere mistænkte er anholdt over hele landet i de seneste dage.

Anklagerne mod dem vil blandt andet omfatte voldelige angreb på politifolk og tyveri af genstande fra Kongressen.

Også de mænd, som medbragte plastik-strips, der kan bruges som håndjern, kan vente en sigtelse, siger Sherwin. De mange strips har fået flere til at spekulere i, at uromagerne havde planer om at tage gidsler.

De mest alvorlige tiltaler kommer til at omhandle oprør og sammensværgelse, understreger han.

Forbundspolitiet FBI har efterlyst en lang række af de mennesker, der trængte ind i kongresbygningen onsdag eller på anden måde mistænkes for lovovertrædelser.

Andre er ikke identificeret endnu. Men FBI har bedt offentligheden om hjælp med at finde frem til de pågældende ud fra fotos fra kongresbygningen.

Det har resulteret i over 100.000 tip i form af videoer og fotos, oplyser FBI-chef i Washington Steven D'Antuono på pressemødet tirsdag aften.

William Evanina, som er chef for efterretningstjenesten National Counterintelligence and Security Center (NCSC), siger tirsdag, at der også er folk i både politi og sikkerhedstjenester, der vil blive stillet til ansvar.

/ritzau/

Se FBI''s hjemmeside med efterlyste fra angrebet mod Kongressen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Sport

VM: Dagens kampe og tv

Debat

Giv borgerne klar besked, Engelbrecht

Annonce