Annonce
Kolding

Mange vil skræmmes på Koldinghus

Sådan så det ud ved en tidligere lejlighed, hvor Dystopia Entertainment skræmte publikum på hjemmebanen i Vejle. På Koldinghus arbejdes med gotisk uhygge, som baserer sig på nogle af de fortællinger og myter, man kender fra det gamle middelalderslot. Arkivfoto: Mads Hansen

Det er en meget stor satsning for Koldinghus, at man i vinterferien omdanner slottet til et spøgelsesslot. Og julesalget giver forventninger om, at satsningen bliver en succes.

Kolding: "En skræmmende god julegave". Under det slogan har Koldinghus hidtil solgt billetterne til vinterferie-satsningen næste år, og indtil nu er der solgt over 500 billetter til "Haunted Castle", der er tænkt som en vanvittig uhyggelig tur gennem slottet og slottets historie.

"Haunted Castle" er den hidtil største satsning af sin art på slottet. Det skyldes, at oplevelsen skal bygges op helt fra bunden for at skabe den rette kombination af gotisk uhygge og historiefortælling. Det sker i samarbejde med gysereksperterne fra Dystopia Entertainment i Vejle, og det kræver blandt andet over 100 aktører, instruktører, hjælpere og teknikere.

- Det er en krævende satsning, fordi det er en helt ny tilgang til at formidle slottes historie. Det kræver altså, at vi begynder arbejdet helt fra bunden. Men vi har valgt at gå ind i satsningen fuldt ud, fordi vi tror på den, siger slottets direktør Thomas C. Thulstrup.

Han glæder sig over, at der allerede er solgt over 500 billetter til en spøgelsestur på slottet, hvor man nu kan melde udsolgt på en af vinterferiens ture. Men der er stadig rigelig med plads, for gennem vinterferien bliver 60 personer lukket ind ad gangen hver halve time, og det foregår i tidsrummet mellem klokken 19-24.

Annonce

Hjemsøgt slot

Haunted Castle på Koldinghus tager afsæt i en uhyggelig og dragende fortolkning af historiske begivenheder ved Koldinghus og benytter teknologi, levende skuespillere, samt moderne fortælleteknik til at gøre Koldinghus' rige fortid vedrørende og underholdende.Projektet er bl.a. inspireret af Indiana Jones, National Treasure, Dan Browns romaner og Fangerne på Fortet.

Haunted Castle bliver udviklet i samarbejde mellem Dystopia Entertainment og Museet på Koldinghus.

Billetter koster 250 kroner stykket. Se mere på www.koldinghus.dk og www.dystopia.dk

Aldersgrænsen er 13 år, men der laves også særlige børneture gennem spøgelsesslottet.

Unge vil have uhygge

For Koldinghus er det et forsøg på at gøre sig interessant over for et helt andet publikum, når der næste år åbnes for "Haunted Castle".

- Gennem alle de spørgeundersøgelser, vi har gennemført, har vi altid fået svaret "spøgelsesslot", når vi har spurgt til, hvad der skal få flere unge til at besøge slottet, siger Thomas C. Thulstrup.

Og vurderet på de hundredvis af kommentarer og følgere på Facebook ser det ud til, at slottet virkelig har fået hul i gennem til et ungt publikum.

- De kommer først og fremmest for at få sig en anderledes oplevelse, men vi arbejder sammen med Dystopia Entertainment om, at de samtidig får en anderledes indblik i, hvad Koldinghus er for noget, siger Nanna Ebert, der er kommunikations- og publikumsansvarlig på slottet.

Slottet håber, at så mange kommer for at få et gys, at "Haunted Castle" kan blive en fast tradition i vinterferien.

Se Dystopia i arbejde

Annonce
Forsiden netop nu
Sydjylland

VUC Syd har fået ny direktør

Annonce