Annonce
Varde

Manglende p-pladser udløste bøderegn over gæsterne ved Tirpitz

Grundet trafiksikkerheden har politiet indført parkering og standsning forbudt ved Tirpitz på Tane Hedevej. Men da der ikke er henvist til mulige alternativer, tager gæsterne chancen og parkerer ulovligt. Det har i efterårsferien kostet adskillige gæster en bøde på 1.500 kroner for overtrædelse af færdselsloven. Foto: Henrik Reintoft
Bare torsdag skrev Syd- og Sønderjyllands Politi 25 bøder af 1.500 kroner til Tirpitz-gæster, der parkerede ulovligt på Tane Hedevej. Kommunens parkeringsvagt har også haft blokken fremme. Museumsdirektør Claus K. Jensen beklager forholdene.

Blåvand: Som forventet så ville der i efterårsferien opstå store parkeringsproblemer ved Tirpitz, da der ikke er parkeringspladser nok. Syd- og Sønderjyllands Politi har i løbet af ugen været ved Tirpitz flere gange for at uddele bøder på den stærkt trafikerede vej.

Bare torsdag skrev Syd-og Sønderjyllands Politi 25 bøder for overtrædelse af Færdselsloven, hvilket giver en bøde på 1.500 kroner.

Sekretariatschef Birgit Nielsen fra Syd- og Sønderjyllands Politi oplyser, at de endnu ikke har lavet en samlet opgørelse over antallet af udskrevne bøder ved Tirpitz i efterårsferien.

- Kommunens parkeringsvagt har også været der, fortæller Birgit Nielsen.

Så antallet af udskrevne bøder er langt højere end de 25.

Annonce

Sagen kort

  • Siden åbningen den 29. juni 2017 af det nye Tirpitz er gæsterne valfartet til. Så meget at de cirka 100 parkeringspladser langt fra rækker i ferierne. Derfor var der på en mark 200-300 meter fra museet anlagt en midlertidig p-plads på Gl. Mælkevej. Den landzonetilladelse udløb den 1. september 2019, hvorfor parkeringspladsen er lukket.
  • Vardemuseerne fik i april 2019 nej til at anlægge 250 p-pladser i klitterne ved Tirpitz og 100 p-pladser på den modsatte side af Tane Hedevej, da klitterne er fredede, og samtidig er der andre muligheder, som ikke ødelægger fredet klitnatur.
  • Vardemuseerne har søgt, men endnu ikke fået en ny, midlertidig landzonetilladelse på halvandet år til p-pladsen på Gl. Mælkevej.
  • Samtidig har Vardemuseerne søgt om lov til at udvide den nuværende p-plads i klitterne ved museet til 234 parkeringspladser.

Sort af biler

Palle Aagaard fra Otterup opholder sig i et sommerhus på Gl. Mælkevej og oplevede ved selvsyn det, som han kalder et p-kaos.

- Torsdag var der sort af biler. Der holdt biler i en halv kilometer på Tane Hedevej. Parkeringsvagten tog billeder af alle bilerne, fortæller Palle Aagaard.

Fredag fortsatte folk med at parkere ulovligt på Tane Hedevej. Langt hovedparten var danske biler. Også ægteparret Elsebeth Rask Jørgensen og Klaus Søgaard fra København havde parkeret ulovligt, da p-pladsen var optaget.

Efter at JydskeVestkysten gjorde dem opmærksomme på problemet, flyttede de bilen til den lille p-plads på Tane Hedevej cirka 300 meter fra museet. Der var lige plads, og de sparede 1.500 kroner i en mulig bøde.

- For mig virker det som hul i hovedet og helt meningsløst, at man ikke kan parkere bilen. Hvis vi havde vidst det, så var vi ikke kommet, siger Klaus Søgaard.

Ikke andre steder

Museumsdirektør Claus K. Jensen fra Vardemuseerne beklager overfor gæsterne den uheldige situation med manglende parkeringspladser.

- Der er ikke andre steder, vi kan henvise gæsterne til. Forhåbentlig er det den sidste ferie, at vi har det her kæmpe problem, siger Claus K. Jensen.

Hvorfor har I ikke nogen ansatte til at guide gæsterne, som I tidligere har gjort?

- Det kunne vi have gjort. Men vi har oplevet, at folk er ligeglade. Vi gør alt, hvad vi kan for at løse parkeringsproblemet, siger Claus K. Jensen.

Men hvad med shuttlebusser som en her og nu løsning?

- Hvis vi vidste, hvor mange der kom, kunne vi sætte en shuttlebus ind. Vi aner ikke, om der kommer 800 eller 1.400. Det er to-tre dage, og så er det problem overstået, siger Claus K. Jensen.

Ægteparret Elsebeth Rask Jørgensen og Klaus Søgaard fra København smiler over, at de undgik en bøde. Hvis de, der holder ferie på Hotel Dagmar i Ribe, havde kendt til parkeringsproblemerne ved Tirpitz, var de ikke kommet. Foto: Henrik Reintoft
Den 1. september udløb den midlertidige landzonetilladelse til parkeringspladsen på Gl. Mælkevej, hvorfor det er ulovligt at parkere på marken. Foto: Henrik Reintoft
Trods en meget tydelig skiltning på Tane Hedevej, så parkerer mange gæster ulovligt på Tane Hedevej. Det har udløst en mindre bøderegn i efterårsferien. Foto: Henrik Reintoft
Fredag formiddag begyndte gæsterne til Tirpitz igen at parkere ulovligt på Tane Hedevej, da parkeringspladsen var optaget. Foto: Henrik Reintoft
Der er plads til cirka 100 biler på parkeringspladsen ved Tirpitz. Men i efterårsferien er den hurtigt fyldt op. Foto: Henrik Reintoft
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce