Annonce
Sport

Marcondes og co. var for stærke for EfB

EfB-reserverne skal i kamp igen på tirsdag, hvor Silkeborg IF kommer på besøg. Foto: Lars Johansen.
EfB-reserverne fik ikke skovlen under FC Midtjylland, men slap bedre fra kampen, end tilfældet var i sæsonpremieren.

Esbjerg: EfB-reserver kom til kort mod et stærkt og rutineret FC Midtjylland-mandskab og måtte se Emiliano Marcondes og holdkammeraterne løbe med en 3-1 sejr.

Forskellen på rutinen og fysikken var at se i store dele af kampen. Her var esbjergenserne bare lidt for lette i forhold til deres modstandere.

Esbjergenserne kom dog bedre med i kampen, men der havde midtjyderne allerede bragt sig foran med 2-0. EfB-reserverne fik efterfølgende bedre greb om kampen, så det midtjyske pres ikke blev så voldsomt.

Mathias Kristensen var tæt på at reducere i begyndelsen af anden halvleg, men afslutningen ramte overliggeren. Kristensen kom på måltavlen, da han reducerede til 1-3 på et straffespark, efter indskiftede Rasmus Rejnhold var blevet trukket ned i feltet.

Annonce

Fremgang at spore

Nederlaget til de styrke midtjyder pillede ikke ved, at esbjergenserne kunne tage et par positive takter med fra kampen.

- Vi er selvfølgelig ikke tilfredse med at tabe, men vi har nogle gode sekvenser, som vi havde arbejdet med på forhånd, som vi er tilfredse med, siger EfB's A+ træner, Lars Vind, med henvisning til esbjergensernes struktur på banen.

- Jeg kan ikke sige, at det er ufortjent, at vi tabte kampen, med det pres vi var under, men vi har fået en helt anden attitude i forhold til sæsonpremieren i reserveligaen, siger Lars Vind.

EfB - FC Midtjylland 1-3 (0-2).

Fodbold, reserveligaen.

Mål: 0-1 Emiliano Marcondes (16.), 0-2 Rasmus Nicolaisen (25.), 0-3 Marc Dal Hende (61.), 1-3 Mathias Kristensen, str. (86.).

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Haderslev

Socialrådgiver beretter om rystende arbejdsforhold: Kommunal leder foreslog glemsomhed i retssag

Leder For abonnenter

DR er stadig rigeligt stort

Vi har et enormt stærkt Danmarks Radio, der har rigeligt med ressourcer. Statsradiofonien har ganske vist fra årsskiftet gennemført en række programlukninger som en konsekvens af det seneste medieforlig, men tag ikke fejl: DR er fortsat en stor og velpolstret maskine. Fra at have lidt over fire milliarder tvangsinddrevne licenskroner til rådighed hvert år til at drive den vidt og på nogle områder vildt forgrenede koncern, skal DR fremover klare sig med knap 4 milliarder kroner årligt. Det er uanset synsvinkel fortsat et kæmpestort beløb og sikrer DR og dermed staten en meget dominerende medieposition i Danmark. Der er blevet fyret chefer, der er blevet fyret medarbejdere, der er blevet lukket programmer og såmænd også kanaler. Signalet til DR var fra politikernes side klart. Public service er vigtigt, fokuser på kerneopgaven. Public service kan være svært at få greb om. Men det er i hvert fald noget andet end det, markedskræfterne bærer frem. DR skal fokusere på det, andre medieaktører ikke allerede eller alligevel laver. DR skal ikke bare være mere af det samme, men et reelt alternativ til gavn for demokrati, sammenhængskraft og mangfoldighed. Derfor må man undre sig. DR er nærmest gået reality-amok. Danske Damer i Dubai. Øen. Familien Asbæk. Og Fars Pige – lad os holde fast i den. En problemstilling om unge og forældre er bestemt relevant i public service-perspektiv. Men en serie om et forskruet københavnsk familieforhold er en udstilling af ekstremer. Det er ikke dokumentar, det er et freakshow. Det samme kan man sige om serien ”Cougarjagt”. Det kan være public service at kigge ind i parforhold, i kærlighed og samliv. Også på tværs af generationer. Men så er det ikke rendyrket reality-tv om en førtidspensionist, der har sex med unge mænd. Det er godt tv. Det er underholdning. Men det er altså tv, der produceres i store mængder på de kommercielle tv-kanaler, alle tv3-varianterne og kanal 4, 5, 6 og så videre. Det er ikke derfor, vi har DR. DR må gerne samle et stort publikum. Men det skal ikke være på at kopiere det private marked. DR får en enorm statsstøtte for at levere noget andet. Kan koncernen ikke det, er der bestemt basis for endnu en nedjustering af DR.

Annonce