Annonce
Livsstil

Marimekko - De forbudte blomster

Det ikoniske Unikko-mønster, der i år fylder 50, er formentlig Maija Isolas mest kendte.

Design: Hun måtte ikke lave blomstermønstre, så det gjorde hun. I år fylder Maija Isolas verdensberømte valmuer 50 år.

Blomster er smukke i naturen, men ikke på tryk. Der kommer aldrig et Marimekko-mønster med blomster. Det slog det finske designfirmas chef Armi Ratia offentligt fast i begyndelsen i 1960'erne. Mindst én af hendes designere blev provokeret og gav sig straks til at male blomster, og det blev chefen nok alligevel glad for. For ud af designerens trodsighed kom i 1964 et af de mest ikoniske mønstre i nordisk tekstildesign: Unikko.

Det var så overbevisende, at Armi Ratia med det samme åd sine ord og gjorde mønsteret til en del af Marimekkos kollektion, hvor det har været siden.

Det letgenkendelige mønster kan i år fejre 50 års fødselsdag, og det har, siden det blev relanceret i 2000, bevist, at det kan appellere til et publikum, som slet ikke var født i 1964, ved at finde vej til alt fra bomuldsstof i metermål til pudebetræk, lampeskærme, krus, kopper, viskestykker, sokker, dametasker, musemåtter, skistave og paraplyer.

Flower-power tidsånd
Unikko betyder ikke unik, som man måske kunne tro, men er finsk for valmue, og kvinden, som skabte de overdimensionerede valmuer, der er fladet ud, hed Maija Isola.

Hun var uddannet kunsthåndværker og blev opdaget, da hun i 1949 deltog i en konkurrence om at lave tekstilprints.

Da hun forlod Marimekko i 1987 havde hun produceret mere end 500 forskellige mønstre.

Maija Isola troede på, at det var vigtigt, at designere var en del af deres egen tid eller var lidt foran, og det er måske også noget af forklaringen på Unikkos styrke: at de grafiske, farvemættede flader både taler til os i dag og samtidig passer så perfekt ind i 60'erne, hvor Andy Warhol - også i 1964 - lavede sin serie af blomsterbilleder, hvor pop-kunst og farveglæde var på dagsordenen og hvor blomsterbørn og flowerpower lurede lige om hjørnet. Samtidig var farverne noget helt nyt. Rød kombineret med orange og lyserød var et klart brud med reglerne for æstetik og farveharmoni i 1950'ernes boligindretning.

Til den moderne kvinde
Marimekko og Maija Isola passede også perfekt ind i den tidsånd, der fulgte med 60'erne, og tøj med både Isolas og andre designeres mønstre havnede på forsiden af internationale modemagasiner og boligmagasiner og sågar i det hvide hus, for Jackie Kennedy købte godt ind.

Når det finske firma designede til kvinder, blev der ikke mindst lagt vægt på, at det var bekvemt og løst og gjorde kvinder frie. Der skulle ikke være noget, der strammede, og Marimekko lavede tøj til en moderne, naturlig kvinde, der gerne ville smide både snærende hofteholdere og ditto bh'er. Maija Isola var selv en af disse kvinder, som ikke havde lyst til at bruge livet som husmor i Finland. Hun elskede at rejse for at finde inspiration og havde tidligt byttet den faste ansættelse ud med en freelancekontrakt, der betød, at hun for eksempel kunne tilbringe det navnkundige 1968 i Paris, hvor hun oplevede Studenteroprøret på første hånd.

Blomster på gulvet
Siden boede hun blandt andet i Algeriet og USA, og hun fandt alle stederne ikke kun inspiration til mønstre, men også til de malerier, som efterhånden optog størstedelen af hendes tid. Faktisk så meget, at hun betragtede sig selv som kunstner snarere end designer. De to gik dog hånd i hånd, for maleriet gav hende også mulighed for at arbejde friere med ideer, som siden havnede på stof.

Inspirationen kom dog også i høj grad fra naturen. Valmuerne, der præger Unikko, siges at have vokset i hendes egen gård, mens andre mønstre for eksempel udspringer af vands bevægelse eller sollysets spil i det.

»Bon soir børn. Jeg har det skønt for tiden. Jeg er begyndt at arbejde. Endnu engang har jeg det som om jeg aldrig vil få tid til at lave bare en brøkdel af alt det, jeg gerne vil«, fortæller hun i 1970 i et brev til sin datter fra Paris og beskriver sine omgivelser med maling i yoghurtbægre, aviser og blomster i vaser, der stod på gulvet.

»Jeg købte dem i pinsen for at male ud fra dem. Store dybrøde roser, små og velduftende, sjovt pelsagtige lyserøde roser, gule, orange og hvide valmuer, primulaer i forskellige nuancer af lilla, sorte tulipaner og bittesmå purpurfarvede blomster, som jeg ikke kender navnet på«.

Sikker på værdien
I slutningen af 1970'erne begyndte det at gå ned ad bakke for Marimekko, og selvom Unikko fortsatte med at have en plads i afdelinger for stof og boligtilbehør, gik tiden mere og mere i retning af stålmøbler og sort og hvidt, hvor store valmuer ikke syntes at passe ind. Men da vinden vendte, og det hårde industrilook havde haft sin første storhedstid, var verden igen klar til at lukke farverne indenfor, og netop Unikko blev et af de mønstre, der for alvor førte an i tilbagetoget, da det igen blev moderne at dække hårde glasbordplader med kulørte tekstiler og have sofapuder i andet end nuancer af grå.

»Min mor så de første tegn på comebacket, og det gjorde hende vældig glad«, har hendes datter Kristina Isola, som selv blev designer og arbejdede sammen med sin mor for Marimekko, senere fortalt.

»Men på en måde havde hun altid været klar over værdien af sine designs, så det var ikke en stor overraskelse«.

Kilder: Marianne Aav (red.): »Marimekko«.
designmuseum.dk/assets/309/marimekko.pdf
www.nyt.com
www.marimekko.com

Annonce
Der er humor i mønsteret med de to papegøjer, der får sig en snak på et træ. Maija Isola designede det i 1970.
Mønsteret Kaivo stammer ligesom Unikko fra 1964. Maija Isola fik ideen til det, da hun tabte en spand og så den danne ringe i vandet.
Inspirationen fra 60'ernes pop-art skinner igennem i mønsteret Melooni, som her er havnet på et skærebræt.
Tepotten her er en del af den kollektion, der markerer Unikkos 50-års fødselsdag.
Marimekko markerede virksomhedens 60-års jubilæum med dette tryk, som Maija Isolas datter Kristina havde sammensat af forskellige af sin mors design.
Sommerblomster, der står og gløder i varmen. Designet hedder Kimalainen - humlebi - og stammer fra 1968.
Mønsteret Kivet bygger på cirkler, der er klippet ud med en saks og er formentlig inspireret af sten fra omgivelserne omkring Maija Isolas hjem. Det blev lavet allerede i 1956.
Maija Isola, hvis mønstre er blevet nærmest identisk med Marimekkos navn.

Blå bog - Maija Isola

Maija Isola blev født i 1927 og døde i 2001.

Hun var uddannet fra tekstilafdelingen på Institut for industrielt kunsthåndværk og blev ansat først i virksomheden Printex i 1949 og siden i udløberen Marimekko.

Isola arbejdede for Marimekko frem til 1987 og skabte i den periode mere end 500 mønstre, der gennem tiden hentede inspiration fra blandt andet barokken, slavisk folkekunst, abstrakt maleri og naturen.

Sideløbende arbejdede hun som maler og havde en række særudstillinger med sine værker, og det var også maleriet hun brugte tiden på, da hun forlod Marimekko.

Maija Isola modtog en lang række priser for sit arbejde, både i Finland og i udlandet.

Annonce
Forsiden netop nu
Vejen

Vejen Kommune vinder vigtigt slag om Skovgårdsvej: Har handlet efter bogen

Aabenraa

Kæmpe narkofangster ved grænsen

Leder For abonnenter

Skampletten i Vejen

I Vejen ligger der en vej, som ingen har kunnet bruge i nu et år. 22. oktober er det nøjagtig ét år siden, at landmanden Martin Lund Madsen kørte bigballer og andet ind på Skovgårdsvej, der blev anlagt på hans jord, og spærrede den. Han har Højesterets ord for, at Vejen Kommune brugte den forkerte lovgivning til at ekspropriere den nødvendige jord til vejen, og med kommunens kritisable forvaltning in mente spærrede han altså det sorte asfalttæppe. Lige nu betaler borgerne i den nærliggende by Askov en meget høj pris for dette morads, for konsekvensen af lukningen er blandt andet, at tonstunge entreprenørmaskiner tvinges ind gennem byen til stor fare for bløde trafikanter. Spørgsmålet er, hvor længe vi skal være vidner til denne helt urimelige gidseltagning? Vejen Kommune er helt rigtigt blevet kritiseret for en amatøragtig sagsbehandling. Den private ejendomsret er ikke ukrænkelig, her er Grundloven meget klar. Når hensynet til almenvellet taler for det, kan man ekspropriere borgernes private ejendom, men man må synes, at det offentlige skal forberede sig bedre, end Vejen Kommune har gjort i den aktuelle sag. Ikke alene har man spildt skatteydernes penge, man har på et fejlagtigt grundlag foretaget en ekspropriation, der ikke var lovmedholdelig. Det er en skandale. Men man må også samtidig sætte kritisk lys på landmand Martin Lund Madsens rolle, for han er en del af gidseltagningen. Det vil være mærkeligt, hvis ikke Vejen Kommune får lov at ekspropriere til den allerede anlagte vej, hvis ellers man kan få gjort sit forarbejde ordentligt, for selvfølgelig skal det offentlige kunne anlægge veje, når behovet er tilstrækkeligt stort. Men det kommer til at tage år, hvis også denne proces - nu efter den rigtige lovgivning - skal hele retssystemet igennem, som man må forvente, at Martin Lund Madsen vil trække den, og imens holdes et helt samfund som gidsel. Skal det virkelig kræve ofre, før man som voksne mennesker sætter sig og forhandler en løsning på plads?

Annonce