Annonce
Varde

Marinus og Jette har en finger med i alt

Jette og Marinus Poulsen afslører et af de mange relieffer, børnene har lavet i udeskolen, og som nu pynter i skolegården. Foto: Jacob Schultz
Pensionistpar bruger timevis som frivillige og står naturligvis også for fælleshaverne i Horne Udeskole, der tirsdag blev certificeret.

Horne: Man kan næsten ikke sige Horne, uden også at sige Marinus og Jette Poulsen.

Parret, der begge er 68 og pensionerede landmænd, har i 30 år stået for 4H, aktiviteterne for børn, der har hele 37 medlemmer i Horne, med haver, dyr, madskole og kreative fag.

De har stået for bunker af gymnastik, de er instruktører ved idræt om dagen, de er danseinstruktører i Esbjerg, de har været spejderledere og Marinus har været i havekredsen over 20 år – og, så står de altid til rådighed, når der er brug for ekstra hænder på skolen.

Udeskolen er for 0.-3. klasse, og alle stillede op til fotografering på den stolte certificerings-dag. Foto: Jacob Schultz

Derfor er det Marinus og Jette, der står for fælleshaverne, som hver tirsdag danner ramme om Horne Udeskole, der tirsdag med en fin ceremoni og varm kakao og æbleskiver blev certificeret som første officielle udeskole i Varde Kommune.

Hvorfor gør I det. I får jo ingen løn for det?

- Jo. Vi får en kæmpe løn. Vi får en masse glade børn, siger Marinus.

Annonce

Se, der er Jette - eller Marinus

- Forestil dig at komme om i brugsen, og så hiver og slider børnene i forældrene og siger, se, der er Jette eller Marinus, siger Jette og fortsætter med et stort grin:

Fint skal det være, når den første skole i Varde Kommune bliver DGI udeskole-certificeret. Foto: Jacob Schultz

- Det er ikke altid, de kan skille os ad, hvem er hvem. Det er så festligt.

Afdeling Horne Skole

Første skole i Varde Kommune, der har gennemført uddannelsesforløb med DGI og er blevet certificeret udeskole.

Ved ceremonien tirsdag blev afsløret relieffer i skolegården, eleverne holdt tale, der var udstilling i Horne Hallen og hygge i fælleshaverne.

Horne Skole er i dag en afdeling af Trane Skole & Børneby, der også dækker skolerne i Sig og Tistrup. Udeskolen er for 0. til 3. klasse og tæller 30-40 børn med udgangspunkt i fælleshaverne, der ligger på byens gamle malkemaskinefabrik Strangkos jord, der i dag er omdannet til Horne Industripark.

Udeskole er også aktiviteter som at lave flotte relieffer og skilte på træ.  Foto: Jacob Schultz

En del af 4H arbejdet foregår hjemme hos Marinus og Jette Poulsen. Parret bor stadig på gården mellem Bjerremose og Asp, og her er, foruden fem ammekøer, geder, får, ponyer, høns og kaniner, så der er noget for børnene at arbejde med.

Der må da være andre i Horne, man kan spørge, end jer?

- Hvor pokker er de henne, siger Marinus.

- Så var det ikke blevet til noget, siger Jette.

Annonce

Ingen tid til at rode sig ud i noget

Begge skynder sig at tilføje, at det er en sandhed med modifikationer. For selvom de står med ansvaret, har de en masse hjælpere, og når bare de beder om hjælp til konkrete opgaver, så er der aldrig nogen, der siger nej.

- En sidder for eksempel og strikker nisser hele året, som vi sælger til julemarkedet, siger Jette.

Et par stærke drenge bærer det store relief. Foto: Jacob Schultz

Parret har nu heller ikke noget imod at være i gang. Som Jette siger med et glimt i øjet, så har de slet ikke tid til at rode sig ud i noget skidt.

Hvad med weekenderne?

- Der har vi vores egne fire børn og børnebørnene, og Marinus er med i havekredsen, der tager på ture og ser på haver. Ellers går vi og småkeder os, siger parret.

Det gjorde de så til gengæld ikke tirsdag, hvor det selvfølgelig var dem, der stod klar med den varme kakao og æbleskiver, da børn og lærere og inviterede gæster nåede om i haverne.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Esbjerg

Tre smittede familier tæt på at lukke Esbjerg Gymnasium: Borgmester kræver anden model for nedlukning

Annonce