Annonce
Sport

Mark Pederson: Målet har ikke ændret sig

Esbjerg Energys træner Mark Pederson tror på, at hans hold kan vende tingene rundt i anden halvdel af sæsonen. Arkivfoto: Chresten Bergh

På trods af en skuffende første halvdel af sæsonen har målet hos Esbjerg Energy ikke ændret sig. Det fortæller Mark Pederson, der tror på, at holdet nu er på vej i den rigtige retning.

Status: Hele 22 point er Esbjerg Energy efter topholdet Rungsted efter lidt over halvdelen af grundspillet. Det er dog stadig mere end nok til en slutspilsgivende plads, og så kan alt ske. Det ved træner Mark Pederson alt om, og derfor er han også stadig fortrøstningsfuld forud for resten af sæsonen.

Hvilke ting har fungeret godt indtil videre i sæsonen?

- Generelt har der været en del mere negativt end positivt at sige om vores sæson indtil nu. Hvis vi skal finde det positive, så synes jeg, at vores spil fem mod fem har været stærkt. Jeg synes også, at vores undertals- og overtalsspil er blevet bedre i de seneste par kampe. Det er nogle meget kritiske områder, og det er vigtigt, for det kan komme til at gøre en stor forskel i sæsonen.

Hvilke ting har fungeret mindre godt?

- Vi har haft nogle dårlige perioder, hvor vi har haft nogle gode føringer mod både gode og mindre gode hold, hvor vi ikke har været i stand til at holde det. Og med det kom også alle de små ting som manglende selvtillid, for mange udvisninger, dumme spil og mål imod.

- Det har vist, hvor vigtigt det er at kunne holde dampen oppe i 60 minutter, og det har været vores fokus på det seneste. Det gælder om at kunne holde momentum og også at kunne skifte momentum. Hvis du har haft et dårligt skift, så er du nødt til bare at lære af det, ændre det og lægge det bag dig.

Annonce

Optakt


  • Ishockey, ligaen
  • Torsdag klokken 19.00: Esbjerg Energy - SønderjyskE
  • JV tipper: 2-3

Fire stærke kæder

I har nu spillet mod alle hold to eller tre gange. Hvordan ser du holdets styrke i forhold til de andre hold i ligaen?

- Generelt ser jeg vores styrke i fem mod fem-spillet. Når vi har alle mand spilleklar, så synes jeg, at vi har fire kæder, som kan udfordre og matche alle hold i ligaen. Vi har fået nye spillere ind i form af Brett Bellemore og Brady Austin, og de er stadig ved at tilpasse sig, men de vil gøre holdet mere solidt og give mere sikkerhed, og så har vi også to gode målmænd, som kan give os muligheden for at nå langt. Jeg synes, at vi har et meget balanceret hold.

Hvad er dit mål for sæsonen og har det ændret sig siden begyndelsen?

- Jeg tror ikke, og der bør heller ikke være et hold i ligaen, som ikke har et mål om at komme til at spille finaleserien, og det har ikke ændret sig for os, selvom vi har startet sæsonen i den svagere halvdel. Det handler om processen for at komme derhen, og vores hold er begyndt at spille bedre ishockey, og holdet skal blive ved med at vokse for at give os den bedste chance.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Spændende projekt med Tilflytterbolig

Det går op og ned for landsbyerne. Sådan er det rundt i landet, og sådan er det også her i Vejen Kommune. Et par eksempler fra den seneste tids artikler her i JydskeVestkystens Vejenudgave afspejler meget godt, at det står sådan til: I Hovborg er der et mål om at uddele velkomstkurve til de borgere, som flytter til landsbyen. Men den målsætning er blevet en udfordring, simpelthen fordi der flytter så mange til landsbyen, et det endog er svært at følge med at få uddelt velkomstkurvene. I den østlige ende af kommunen – i Andst – har landsbyens dagligvareforretning, Høkeren, mistet omsætning. Andst er ellers en af de landsbyer, hvor der også har været god gang i tilflytningen og byggeri af nye huse gennem de senere år. Hver sin landsby – med hver deres udfordringer. Men tilbage til Hovborg. Selv om det på jævnt vestjysk kan konstateres, at ”det egentlig går udmærket” i Hovborg, hvor der findes en brugsforening, en kro, virksomheder samt et aktivt foreningsliv, så bliver øjnene alligevel ikke lukket for, at der hele tiden skal gøres noget for ikke bare at fastholde tingene, som de er; nej, der skal også udvikling til. Lokalrådet i Hovborg har just afviklet et møde, hvor det netop handlede om, hvad der skal til for at skabe udvikling og fremdrift, der kan være med til at sikre landsbyens overlevelse. Et af udgangspunkterne for mødet er den statistiske kendsgerning – en træls én af slagsen – nemlig, at der rundt i landet de seneste ti år er flyttet 40.000 beboere fra de små samfund og ind til byerne. Det er tæt på, at tallet matcher indbyggertallet i hele Vejen Kommune. En del af lokalrådets møde kom til at handle om projekt Tilflytterbolig, som Hærvejsklyngen – Hovborg, Lindknud, Gjerndrup, Gesten og Bække – er langt fremme med. Ikke færre end 16 projekter er i gang rundt i landet, og her lokalt har Hærvejsklyngen planer om at købe den tidligere børnehave-ejendom i Lindknud og ombygge den til en Tilflytterbolig. En Tilflytterbolig er rettet mod familie eller par, der ikke er bosiddende i den pågældende landsby, men som af jobmæssige årsager ønsker eller overvejer at flytte tættere på sin nuværende eller kommende arbejdsplads. Tilflytterboligen giver mulighed for, at familien eller parret kan finde ud af, om et nyt lokalsamfund og et eventuelt nyt job er det rigtige valg, inden man investerer i en bolig i et område, man ikke kender. I disse år er der god gang i udviklingen af arbejdspladser i Vejen Kommune, hvilket skaber et potentiale for nye tilflyttere. Den tilflytterkampagne, som Vejen Kommune og UdviklingVejen har i gang, suppleres rigtig fint med projektet med en Tilflytterbolig. Det bliver derfor spændende at følge projektet i Lindknud, og om det efterfølgende lykkes at få en Tilfytterbolig i hver af de fem landsbyer i Hærvejsklyngen. GOD SØNDAG

Annonce