Kredsbestyrelsesmedlem i Socialdemokratiet stilles nu over for mistillidsvotum, fordi han forud for kommunalvalget forsøgte at korrigere partiets kurs og gøre op med dobbeltstandarder.
Esbjerg: Det faldt ikke i god jord i visse dele af Socialdemokratiet, at et af partiets markante kredsbestyrelsesmedlemmer, Jakob May, forud for kommunalvalget forsøgte at korrigere kursen ved at kritisere og advare om sprængfarlige sager, der kunne afgøre valget til de borgerliges fordel.
Og nu er der, efter valgnederlaget, stillet et mistillidsvotum til Jakob May. Et mistillidsvotum, der skal behandles på generalforsamlingen mandag i Esbjerg Partiforening. Det betyder i realiteten, at Jakob May står over for en eksklusion fra det parti, han ellers for små to år år siden forsøgte at blive folketingskandidat for.
Fremgangsmåde
På generalforsamlingen mandag kræves to tredjedeles flertal for at udelukke Jakob May fra Socialdemokratiet. Derudover skal beslutningen godkendes i partiets hovedbestyrelse.
Skyder budbringeren
Over for JydskeVestkysten bekræfter Jakob May, at han har modtaget et mistillidsvotum, som er underskrevet af Kenn Schell Andersen, der selv var byrådskandidat ved det nys overståede kommunalvalg. May lægger heller ikke skjul på, at han på ingen måde er imponeret over mistillidsskrivelsen, hvori årsagen er ikke nærmere konkretiseret ud over, at der henvises til udtalelser i JydskeVestkysten, og at disse udtalelser skal have været illoyale, ligesom der henvises til en udtalelse fra May om, at han ikke kunne se John Snedker i front for partiet som borgmesterkandidat igen ved næste valg.
- Jeg synes den skrivelse er udokumenteret og med usaglige påstande. Det, jeg har gjort, er, at jeg har udtalt mig, når jeg er blevet spurgt. Jeg synes, man skyder postbuddet. Jeg mener, en ansvarlig bestyrelse bør bede forslagsstilleren uddybe sine påstande, siger Jakob May, der ikke vil afsløre, hvordan han nu vil agere, men at "det sker snart".
Tre sager
Et blik i JydskeVestkystens arkiv viser tre sager før valget, hvor May har udtalt sig: Dels imod højt byggeri i Esbjergs historiske bymidte generelt, dels mod Ungdomsbos høje byggeri på Museumspladsen, dels mod dobbeltstandarder for visse partimedlemmer. Sidstnævnte sag handler om, at Jakob May kritiserede, at byrådskandidat Poul-Erik Hansen (S) samtidig med sit kandidatur også er formand for Arbejdernes Boligforening, der samarbejder med partiets yndlings-aversion Det Faglige Hus om boligprojektet Teglværkskvarteret i Østerbyen.
I den forbindelse sagde Jakob May bl.a., at han intet har imod hverken Poul-Erik Hansen, Det Faglige Hus eller AB's samarbejde med Det Faglige Hus som sådan, men at Poul-Erik Hansen burde vælge, om han ville være byrådskandidat eller samarbejde med den gule fagforening og dermed tone rent flag, så vælgerne ikke var i tvivl om partiets holdninger.
Jakob May mener nu, at Poul-Erik Hansen, der også er formand for Esbjerg Partiforening og ikke opnåede valg til byrådet, har set sig sur på ham, og at Kenn Schell Andersen blot står som fremfører af mistillidsskrivelsen samt at alt er klappet af på forhånd.
Kenn Schell Andersen vil ikke udtale sig før mødet, og Poul-Erik Hansen afviser, at en eksklusion af May skulle være aftalt spil.
- Jeg kan bekræfte, at vi har modtaget forslag om udelukkelse af Jakob May, og det er op til medlemmerne at afgøre sagen, når forslagsstilleren har argumenteret på generalforsamlingen, siger Poul-Erik Hansen, der samtidig afviser at have et samarbejde med Det Faglige Hus, men at han blot har passet sit job som boligforeningsformand.