Annonce
Esbjerg

Markant vartegn ved nyt havnemiljø: Esbjerg Strand får 10 meter højt udsigtstårn

Tårnet forventes at stå færdigt ved udgangen af november 2020. Da der fortsat bygges på Esbjerg Strand, forventes tårnet først indviet i foråret 2021. Indtil da er der ikke offentlig adgang til tårnet.
Et nyt udsigtstårn rejser sig lige nu på Esbjerg Strand. Det cirka 10 meter høje tårn med form som et sejl kommer til at indgå som en markant skulptur i det maritime miljø og er blevet til i et samarbejde mellem K. S. Kristensens Mindefond, Fiskeri- og Søfartsmuseet og Esbjerg Kommune.

Esbjerg: Snart bliver der endnu en grund til at lægge vejen forbi Esbjerg Strand. Her er et nyt udsigtstårn ved at blive opført som et markant vartegn i det nye havnemiljø.

Udsigtstårnet er blevet til i et samarbejde mellem K. S. Kristensens Mindefond, Fiskeri- og Søfartsmuseet og Esbjerg Kommune. Fonden har doneret cirka 1,2 millioner kroner til Fiskeri- og Søfartsmuseet, som i samarbejde med Esbjerg Kommune opfører tårnet. Esbjerg Kommune bidrager med cirka 700.000 kroner.

Museumsdirektør for Fiskeri- og Søfartsmuseet, David Dupont-Mouritzen, glæder sig over samarbejdet med fonden og kommunen om det nye udsigtstårn:

Annonce

- Jeg vil gerne sige en stor tak til K. S. Kristensens Mindefond for den flotte donation, som har gjort det muligt at opføre et skulpturelt udsigtstårn. Tårnet kan styrke områdets identitet og attraktivitet, og det er noget, der ligger museet meget på sinde. Det mest tilfredsstillende, jeg kan komme i tanke om, er at skabe noget sammen med andre. Og projektet her er et rigtigt godt eksempel på, hvad vi kan få til at ske, når vi løfter i flok, siger David Dupont-Mouritzen.

Et maritimt vartegn

Tårnet er designet af arkitekterne Hasløv & Kjærsgaard med klare referencer til det maritime miljø på Esbjerg Strand. Det cirka 10 meter høje udsigtstårn er tænkt som et stort sejl, hvoromkring en trappekonstruktion med trin og reposer snor sig op til øverste niveau, beliggende godt syv meter over terræn.

Bygningsværket kommer til at fremstå som en skulptur udført i vejrbestandig beton og rækværk i rustfrit stål. Det massive sejl gennembrydes af huller, som monteres med lys. I et af hullerne placeres et billede af en sæl i ornamenteret glas. Foto: Esbjerg Kommune

Bygningsværket kommer til at fremstå som en skulptur udført i vejrbestandigt beton og rækværk i rustfrit stål. Det enkle, massive sejl gennembrydes af huller, som monteres med lys. I et af hullerne placeres et billede af en sæl i ornamenteret glas.

Annonce

Den sidste donation

K. S. Kristensens Mindefond har gennem 40 år støttet almennyttige og godgørende formål primært i Esbjerg, men bidraget til Esbjerg Strands nye markante vartegn bliver fondens sidste gode gerning.

K. S. Kristensen var frem til sin død i 1979 en kendt forretningsmand i det vestjyske, som drev såvel landbrug som dambrug, men nok var mest kendt for Ford-forhandlingen af samme navn i Esbjerg gennem 50 år. Men det meste er nu gået i glemmebogen, og derfor har bestyrelsen, som også omfatter K. S. Kristensens børnebørn, besluttet at nedlægge fonden.

Bestyrelsesformand advokat Peter Boe Christensen håber, at udsigtstårnet vil være til glæde for alle byens borgere - især når Esbjerg Strand om nogle år står helt færdig.

- Fonden glæder sig over, at alle Esbjergs borgere i fremtiden kan nyde udsigten over Esbjerg Strand, de hvide mænd og indsejlingen til byen, siger Peter Boe Christensen.

Annonce

En ny attraktion

Tårnet forventes at stå færdigt ved udgangen af november 2020. Da der fortsat bygges på Esbjerg Strand, forventes tårnet først indviet i foråret 2021. Indtil da er der ikke offentlig adgang til tårnet, oplyser formand for Teknik & Byggeudvalget, Søren Heide Lambertsen (V).

- Der bliver desværre først adgang til tårnet til foråret. Vi tør ikke åbne før da på grund af corona og de nuværende restriktioner, for vi kan ikke administrere tilgangen af mennesker, da det er offentligt tilgængeligt. Lige nu kan vi heller ikke samles om den indvielse, tårnet fortjener, siger Søren Heide Lambertsen.

Han er dog jævnligt forbi Esbjerg Strand for at følge med i byggeprocessen, og han glæder sig til at se det færdige resultat.

- Det her projekt var ikke blevet til noget, hvis det ikke var for fondens generøse bidrag. Jeg ved ikke, hvordan vi ellers skulle have klaret finansieringen, og jeg vil gerne sende dem en stor tak. Med tårnet får vi en spændende, ny attraktion, som kan være med til at trække endnu flere besøgende til byens nye rekreative område. Jeg håber, at rigtigt mange borgere og besøgende vil få glæde af udsigtstårnet, og at det kan være med til at holde mindet om K. S. Kristensen og fondens virke i live, siger Søren Heide Lambertsen.

Esbjerg Strand

Esbjerg Kommune ønsker med den nye bydel at sikre byens borgere bedre adgang til havet, og Esbjerg Strand bliver det nye centrum for maritime fritidsaktiviteter med lystbåde, ro- og kajakfaciliteter, badeanlæg, klubhus, havneskole, nye byrum og rekreative udflugtsmål.

Det planlagte Maritime Center på Havneøen er på tegnebrættet lige nu. Bygningen vil huse mange forskellige foreninger og rumme faciliteter, der understøtter maritime aktiviteter. Ambitionen er at udvikle vandarealerne ved Esbjerg Strand på en måde så endnu flere nye brugere i fremtiden vil få lyst til at opholde og bevæge sig ved, på og i vandet.

Spektrum Arkitekter bistår Esbjerg Kommune med udviklingen af vandarealerne i samarbejde med Lokale- og Anlægsfonden. Projektet hedder Aqtiv Esbjerg Strand, og udviklingen forløber parallelt med udviklingen af det Maritime Center.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce