Opdateret den 30.01 kl 11.00
Coronastatus: Næsten ingen steder i Syd- og Sønderjylland er antallet af nye smittede med coronavirus steget målt over de seneste syv dage.
Det viser fredagens opdatering fra Statens Serum Institut.
På grund af tekniske problemer blev de kommunale smittetal ikke opdateret torsdag, men nu hvor systemer kører igen, står det klart, at det fortsat går i den rigtige retning. På grund af fejlen dækker fredagens tal dog over 30 timer og ikke blot et døgn som normalt.
Smittetal fredag den 29. januar
Tallene viser, hvor mange der er blevet konstateret smittet med coronavirus de seneste syv dage. (I parentes er tallene for, hvor mange der onsdag den 27. januar var konstateret smittet de seneste syv dage)
Varde: 46 (53) - det svarer til 112,1 smittede per 100.000 indbyggere
Esbjerg: 90 (107) - det svarer til 78 smittede per 100.000 indbyggere
Fanø: 0 (0) - det svarer til 0 smittede per 100.000 indbyggere
Billund: 5 (8) - det svarer til 18,8 smittede per 100.000 indbyggere
Vejen: 21 (21) - det svarer til 49,2 smittede per 100.000 indbyggere
Kolding: 46 (74) - det svarer til 49,5 smittede per 100.000 indbyggere
Haderslev: 32 (36) - det svarer til 57,6 smittede per 100.000 indbyggere
Tønder: 6 (16) - det svarer til 16,1 smittede per 100.000 indbyggere
Aabenraa: 30 (41) - det svarer til 51,2 smittede per 100.000 indbyggere
Sønderborg: 45 (69) - det svarer til 60,6 smittede per 100.000 indbyggere
Kilde: Statens Serum Institut
Særligt i Sønderborg har smittetallet taget et markant ryk nedad. Her er der nu 60,6 smittede per 100.000 indbyggere mod 93,1 onsdag. Også i Esbjerg, Tønder, Haderslev, Aabenraa og Kolding, og Billund er smittetallene faldet.
I Vejen og Fanø kommuner er situationen uændret. Sidstnævnte har fortsat ingen nye smittede de seneste syv dage.
Varde Kommune er den eneste, hvor smittetallet er steget en anelen. Kommunen har det højeste smittetryk i landsdelen med 112,1 smittede per 100.000 indbyggere. Myndighedernes kritiske grænse er 30. Den grænse er Billund, Tønder og Fanø under.
Fejl i tal
På landsplan er 701 personer registreret positive for coronavirus over de seneste 30 timer ud af 126.855 prøver. Dermed er positivprocenten 0,55.
Statens Serum Institut havde i første omgang meldt ud, at 456 personer var registreret smittet de seneste 30 timer.
- Differencen fra i går er fortsat fejlbehæftet, da tallene i går inkluderede 245 tilfælde, som viste sig ikke at være positiv testet. Det rigtige antal nye bekræftede tilfælde er derfor ikke 456, men derimod 701 tilfælde (dog over 30 timer), lyder det på instituttets hjemmeside.
Antallet af indlagte er faldet med 28, så det samlede antal nu er 583. 103 af dem er på intensiv, mens 71 ligger i respirator. 13 personer er døde med coronavirus siden torsdag.
Få nye stik
184.307 danskere har nu påbegyndt vaccinationsprogrammet med første stik. Det svarer til 3,16 procent af befolkningen.
I Region Syddanmark var der fra torsdag til fredag kun 54 borgere, der fik deres første stik. Antallet af færdigvaccinerede er dog steget med 535 i perioden. Dermed har 0,69 procent af borgerne i regionen fået begge stik.
Alle nyankomne vacciner i de kommende uger vil gå til borgere over 85 år. Samtidig fortsætter vaccinationen af de ældre på plejehjem, som mangler at modtage det sidste stik.
Forsinkelser i vaccineleverancerne fik torsdag Sundhedsstyrelsen til at udskyde sin deadline for, hvornår den sidste voksne dansker vil være vaccineret med en uge. Det skete, efter at senest AstraZeneca varslede forsinkelser i sine leverancer.
Ændringen betyder, at myndighederne nu forventer at være færdige med at vaccinere senest med udgangen af den 4. juli 2021 mod tidligere den 27. juni.