Annonce
Erhverv

Martin ville have sit eget lingeri-mærke, men så lavede han et par natbukser, som alle ville have

Da først forbrugerne havde fået øje på Liberté Essentiel, gik det stærkt, og der var ikke tid til andet end at bestille, pakke og sende varer ud. Nu er der kommet mere ro på, og Martin Nielsen har fået tid til at fokusere mere på udviklingen af forretningen. Foto: Liberté
Martin Nielsen troede, han skulle lave undertøj, men et par natbukser blev døråbner til modebranchen, og i dag sælger han tøj til butikker i hele landet. En konstant strøm af nye styles og lave priser har gjort hans mærke Liberté Essentiel populært blandt butikker såvel som forbrugere.

KOLDING: Da det gik vildest for sig, var der 23 butikker, som ringede på samme dag og spurgte, om de måtte blive forhandlere af Martin Nielsens tøjmærke Liberté Essentiel.

Butikkerne havde set på de sociale medier, at hans produkter blev revet ned af hylderne, og nu ville de også være med.

- Vi blev simpelthen blæst bagover. Vi bliver ringet op af den ene og anden, og på den der dag, hvor jeg bliver ringet op af 23 butikker, sidder jeg i bilen. Til sidste er der ikke mere, jeg kan skrive på - jeg har jo nærmest skrevet på rattet og gearstangen. Det var helt vildt, siger Martin Nielsen.

Annonce
- Jeg driver forretningen ud fra strategien om, at det vi gør, det skal vi gøre godt, og når vi følger den strategi, så kommer alt andet også helt af sig selv.

Martin Nielsen, direktør, Liberté Essentiel

Natbukser ændrede alt

At Martin Nielsen har ramt noget rigtigt bliver klart for ham på et tidspunkt, hvor han stadig drømmer om at lave et lingeri-mærke. Det går egentlig okay, men det er svært at få de danske kvinder til at skifte mærke, når først de har fundet en BH som passer, og som ligger i den rigtige prisklasse.

Martin Nielsen prøver sig derfor også frem med noget soft lingeri og andre produkter, som han får ud i gængse modebutikker. Han får blandt andet lavet et par alsidige natbukser, som han døber Alma.

Buksen er lavet i et nyt materiale, som han over to år har udviklet i samarbejde med en leverandør i Kina. Materialet er super blødt og bliver af forbrugerne på sociale medier beskrevet som ”smør-kvalitet” grundet blødheden.

Buksen fungerer fint både med sneakers og stiletter, og forbrugerne elsker dem. Inden for fire dage melder butikkerne alt udsolgt, så Martin Nielsen bestiller en ny portion natbukser hos sin leverandør i Kina.

Det gør han fire gange i rap, og inden bukserne når at ramme hans lager, er de blevet solgt.

- Jeg kunne se, at vi havde ramt noget unikt og specielt, og at vi kunne bruge bukserne som en døråbner ind til modebranchen. På daværende tidspunkt havde vi varer både i lingeri-butikker og i almindelige modebutikker, og jeg kunne se, at salget gik hurtigere i modebutikkerne end i lingeri-butikkerne. Derfor mente jeg, at det ville være klogt at satse på modebranchen, siger Martin Nielsen.

Fra lingeri til tøj

Den store succes betyder, at Martin Nielsen fuldstændig dropper idéen om et decideret lingeri-mærke. Beslutningen kommer blot tre uger før modemessen i København i februar 2018, og han tager herefter til Kina og får lavet en kollektion, som henvender sig udelukkende til modebutikkerne.

Buksen Alma er nu blevet til en hel serie ved samme navn, som nu præsenteres i flere farver, print og mange forskellige produkter. Om morgenen på messens åbningsdag ankommer de sidste salgsprøver, og Liberté Essentiel lancerer for første gang en kollektion med udelukkende modetøj. På messen får han 56 nye kunder.

Dagen efter at varerne bliver sendt ud til de 56 butikker, bliver Martin Nielsen ringet op af sin sælger. Der ligger allerede 17 repeat-ordrer (genbestillinger, red.) fra butikkerne, fortæller sælgeren.

- De sociale medier er meget stærke, fandt vi ud af, for butikkerne følger hinanden, og når en butik lægger et opslag op om, at “tingene flyver ud”, så vil de andre også være med. I løbet af sommeren 2018 får vi ordrebogen godt fyldt op, og vi har lært, at alting kan gå eksplosivt stærkt, når man finder noget, som markedet efterspørger, siger Martin Nielsen.

Liberté

Liberté bliver startet i 1989 af en amerikansk mand, som bygger en forretning op på at lave produkter, som kræver licenser. Det er for eksempel nattøj med et billede af Mickey Mouse eller sengetøj med et billede af Batman.

I 1997 bliver Martin Nielsens far medejer i det, han samlede til koncernen Best Buy Group, hvor Liberté A/S var et af datterselskaberne.

I 2001 splittes koncernen, som da bestod af fem selskaber, som solgtes ved management buy out, og Martin Nielsens far køber Liberté A/S.

I 2003 kommer Martin Nielsen ind i firmaet og rejser til Kina for at styrke kontrollen med varerne, som kommer hjem fra Kina. Da han to år senere kommer hjem, bliver han indkøbschef i selskabet.

Far og søn laver datterselskabet Amadeus, som producerer generiske produkter uden licens-print. Det er basisvarer som strømper og underbukser.

I 2012 vælger de ikke at gentegne licenserne og satse 100 procent på at lave tøj i stil med det, der laves i Amadeus og bliver i stor udstrækning underleverandør til større brands i Norden.

I 2017 laver man et generationsskifte i Liberté A/S, og Martin Nielsen køber 50 procent af Liberté A/S og overtager ledelsen. Martin Nielsen beslutter sig for at lave et lingeri-mærke under navnet Liberté Essentiel og ændre startegien fra underleverandør til mærkevare leverandør.

I 2018 lanceres det nye mode brand på markedet under navnet Liberté Essentiel.

Konstant fornyelse

I dag har Martin Nielsen ni ansatte, og forretningen er ved at falde til ro, fortæller han:

- Når det går så stærkt, så har man kun tid til at koncentrere sig om det allermest nødvendige. Jeg har haft mange kasketter på de sidste tre år. Nu har vi fået en hjemmeside, B2B platform, flere sælgere og noget ordentligt salgsmateriale. Nu glæder jeg mig til at kunne fordybe og hellige mig noget mere til udvikling af forretningen.

Martin Nielsens succes med Liberté Essentiel skyldes ikke kun natbukserne, men også at han har fundet et hul i markedet, mener han.

- Bestseller-mærkerne har rent prismæssigt ligget dér, hvor vi er nu. Der har ikke været konkurrenter til Bestseller, men vi er kommet med noget, som har en høj omsætningshastighed, og hvor butikkerne kan tjene gode penge, siger Martin Nielsen og tilføjer, at Liberté Essentiel også adskiller sig fra andre mærker ved at lave nye varer hele tiden.

- Da vi starter Liberté Essentiel, som det ser ud nu i dag, solgte vi på traditionelvis, hvor vi lavede en kollektion på salgsprøver, optog ordrer fra vores kunder og placerede dem ved vores leverandører. Men da vi vækster så eksplosivt, ender vi hele tiden med for få varer. Så for at imødekomme efterspørgslen begynder vi at købe varer, som vi endnu ikke har solgt.

- Dette gør, at vi bliver et Express-brand, altså et brand, som kommer med hurtige leveringer til butikkerne hver måned. I dag kommer vi med 30-50 nye styles hver måned, og det har en stor værdig for butikkerne, da vi mere præcist kan ramme de forskellige trends og efterspørgsler i markedet. Det, som startede som en nødvendighed, er efterfølgende gået hen og blevet en del af vores dna, siger Martin Nielsen.

En konstant strøm af nye varer og designs er med til at differentiere Liberté Essentiel fra andre mærker i samme prisklasse. Foto: Liberté

Europa kalder

For kontinuerligt at kunne levere nye styles til butikkerne, er designprocessen et fællesanliggende i Liberté. Der sidder designere i Danmark, grafiske designere i Kina, og så opfordres sælgerne også til at byde ind med idéer.

- De ved jo, hvad butikkerne efterspørger, siger Martin Nielsen, som er på vej til Belgien, da Erhverv+ taler med ham.

Her skal han lukke en agentaftale, og derefter fortsætter han til Holland, hvor han også skal snakke med en agent. Endnu en agent fra Tyskland har kontaktet Martin Nielsen og vil gerne have agenturet på Liberté Essentiel fra foråret.

I august 2019 fik han en agent på i Sverige.

- Jeg har ikke sådan et “end-goal”. Det betyder meget for mig at få lavet et godt produkt. Rejsen i at få skabt noget er ret vigtig for mig. Der hænger ikke et tal på væggen på mit kontor, som er det endegyldige mål, og vi har ingen investor udefra, som kræver, at vi opnår en bestemt vækstrate hvert år.

- Jeg driver forretningen ud fra strategien om, at det vi gør, det skal vi gøre godt, og når vi følger den strategi, så kommer alt andet også helt af sig selv, slutter han.

Det startede med undertøj, men nu satser Martin Nielsen udelukkende på modetøj. Foto: Liberté
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Støjplagede borgere raser over kampfly som aldrig før: Klager er næsten tredoblet på et år

112

Beredskabet lagde en truende mast ned

Kommentar For abonnenter

Mens vi venter på motorvejen

Det er lidt med motorvejene, som det er med vindmøllerne. Vi vil sådan set rigtig gerne have dem, men de skal bare ikke ligge tæt på, hvor vi selv bor. De kritiske røster var klart i overtal, da der tilbage i sommeren 2017 blev sat gang i en offentlig høring af planerne omkring en ny midtjysk motorvej – populært kaldet for Hærvejsmotorvejen. Samme billede er der ved den igangværende høring i forbindelse med VVM-undersøgelsen Tilbage i 2017 var eksempelvis Bække Lokalråd og Bække Borgerforening særdeles klare i mælet i deres høringssvar, hvor én af sætningerne lød således: - Frygten er, at en motorvej - med eller uden afkørselsramper - vil sætte gang i en langsom, men sikker affolkning. Citat slut. Det er ikke noget at sige til, at frygten for en motorvej er til stede. Ikke mindst støjen fra tusindvis af biler, som vil passere forbi, giver anledning til betydelig utryghed hos mange. Dertil kommer også en motorvejs indiskutable indgriben på naturen og miljøet. Argumenterne fra utrygge borgere er ganske forståelige. Men som med meget andet, så er debatten omkring motorveje ikke udelukkende sort eller hvid. Motorvejene kan rent faktisk også bringe noget positivt med sig. Erhvervsudviklingen har ganske mange steder, hvor der er blevet etableret motorveje, vist sig at være positiv. Der er positive eksempler nok – selv inden for vores egen kommune. I Vejen, Brørup og Holsted taler udviklingen i erhvervslivet tæt ved motorvejen sit klart tydelige sprog. Danish Crowns slagteri i Holsted var med sikkerhed ikke blevet placeret i området, havde der ikke været en motorvej Også længere oppe i det midtjyske er der klare fortællinger om, at motorvejen klart kan bringe noget positivt med. I Ikast-Brande Kommune konstateres det, at motorvejene er med til at øge bosætningen og etablering af nye erhvervsvirksomheder. I Silkeborg er der også begejstring. I den midtjyske by er der knap et år efter åbningen af motorvejen for nogle få år siden sat rekord i salget af erhvervsjord. Om hærvejsmotorvejen overhovedet bliver til noget, vil blive afgjort inde på Christiansborg. Men i næste måned – mandag den 16. marts – har Vejdirektoratet inviteret til borgermøde i Vejen. Her vil der blive orienteret om VVM-undersøgelsen og de seks linjeføringer, som er bragt i forslag. To af linjeføringerne vil medføre ganske mange kilometer asfalt gennem Vejen Kommune – og vil også byde på to til- og frakørselsramper dels ved Bække og dels ved Gesten. Hvordan det modtages, må vi se tiden an. Men ud over den forståelige utryghed omkring støj og negativ indvirkning på natur og miljø så vil en ny motorvej også give nogle muligheder. GOD SØNDAG

Annonce